Gemt

Hotellernes vækst reduceret

Ny analyse fra Dansk Erhverv viser, at danske hoteller i 2017 kunne notere en fremgang på 2,9 pct. Det er den laveste vækst siden kriseåret 2010.

Nyhed

Dansk Erhverv | Turisme og oplevelse - marts 2018

Landets hoteller kunne i 2017 notere en omsætningsfremgang i forhold til året før på 2,9 pct. Det er den laveste vækst siden kriseåret 2010, og det kommer efter en vækst på 8,8 pct. i 2016.

Efter en række gode år er der indikatorer, der lyser gult. Væksten er fladet ud. En ny analyse fra Dansk Erhverv viser, en fremgang i omsætningen i forhold til året før på 2,9 pct. Det er den laveste vækst siden kriseåret 2010. I 2016 var væksten på 8,8 pct.

Hvis danske hoteller havde formået at fastholde væksten fra 2016 ville omsætningen have været 1 milliard større end de 15,4 milliarder hotellerne omsatte for. Hvis hotelbranchen havde formået at få samme årsvækst i 2017 som erhvervslivet som helhed – 6,3 pct. – ville der have været ca. en halv milliard mere i omsætning.

Opbremsningen illustrerer, at vi ikke per automatik kan regne med fremgang. Det er nødvendigt vedvarende at have blik for, hvad vi kan gøre for at fastholde og tiltrække endnu flere turister til landet.

Danske hoteller kæmper en brav kamp i den internationale konkurrence
For igen at få vækstraterne tilbage på sporet er der behov for en række politiske tiltag, så omsætningen ikke flader endnu mere ud.

De danske hoteller er i en international konkurrencesituation med udlandet, hvor ikke mindst omkostningsniveauet har væsentlig betydning.

Det er særligt vigtigt. Dels fordi der sker en væsentlig kapacitetsudvidelse de kommende år. Alene i Frederiksberg og Københavns Kommuner er der udsigt til, at antallet af hotelværelser stiger med 6.100 værelser, svarende til en vækst på 41 pct. frem mod 2021. I sig selv risikerer de mange nye værelser at resultere i en faldende belægningsprocent. Samtidig kan vi se, at Danmarks nærmeste konkurrenter i Sverige og Tyskland vinder markedsandele. Kommer der ikke flere gæster til Danmark, vil det medføre en kannibalisering hotellerne imellem, hvor det meget vel kan være hoteller i provinsen, der bliver taberne.

Vækst i omsætningen på danske hoteller forudsætter bedre rammebetingelser. Helt grundlæggende er bedre tilgængelighed til landets lufthavne afgørende. Og flere ruter fordrer bedre ruteudvikling, hvor ruteudviklingsprogrammet Global Connected er en del af løsningen. Dels vil tilvejebringelse af en kongresfond for at øge antallet af kongresser i Danmark være vigtig. Sidstnævnte særligt, da rammebetingelserne for møder og kongresser i forvejen hæmmer konkurrenceevnen.

Moms på bespisning skader Danmarks konkurrencesituation
Dansk Erhverv ønsker indførsel af fuldt momsfradrag for bespisning frem for fradraget på kun 25 procent i dag. I konkurrencen vejer nettomomsudgifterne tungt, når internationale konferencearrangører undersøger potentielle byer til afholdelse af deres konferencer og møder. Dertil kommer, at selv i de tilfælde, hvor momsen reelt ikke bør udgøre et konkurrenceparameter til skade for Danmark, kan kompleksitet og bureaukrati medføre, at Danmark fravælges som værtsland, hvorfor Danske Erhverv har et ønske om forenkling af SKATs administrative praksis. Herunder lancering af en ”fast track-ordning”, hvor aktørerne har ét sted at henvende sig.


Uretfærdigt at turister betaler ekstra for at holde varmen
Endelig ønsker Dansk Erhverv fair rammevilkår for hotelerhvervet i energibeskatningen. Ikke mindst action på rumvarmeafgiften, som lovet i regeringens erhvervs- og vækstpakke. Dansk Erhverv ønsker neutralitet i energibeskatningen, bl.a. så sondringen mellem proces- og rumvarme ophæves eller, at rumvarmeafgiften mindskes. At opvarme hotelværelser er lige så afgørende for den forretningsmæssig drift i hotelbranchen som for eksempel el til maskiner er i en industriel fremstilling.

Analysenotat - Hotellerne fik et halvsløjt 2017

pdf

Download