Gemt

Væksten i dansk økonomi løftede sig i 3. kvartal

Danmarks Statistik har netop offentliggjort det andet bud på væksten i 3. kvartal i år. Det giver en mere præcis indikation for, hvordan dansk økonomi har udviklet sig i 3. kvartal, og samtidig får tal for hvad der har trukket væksten.

Nyhed

Dagens økonomiske kommentar den 30. november 2018

Fredagens tal viser – ligesom BNP-indikatoren, vi fik for et par uger siden – at udviklingen i 3. kvartal blev i et lidt højere gear end vi ellers har oplevet i år. Det viser at BNP-væksten i 3. kvartal var 0,7 pct.

Den højere vækst er især trukket af fremgang i eksporten på 1,6 pct. I første halvår af 2018 var væksten på et lidt lavere niveau end vi egentlig havde forventet, da året begyndte. Årsagen skal findes i at eksporten har hængt lidt i bremsen, og faktisk trukket BNP-væksten ned. Men de nye tal viser, at vi nu igen har fået fremgang i eksporten. Det er meget positivt. Dansk økonomi kører oftest hurtigere, når vi trækker på begge hovedmoterer – eksport og privatforbrug. Vi har dog på det seneste set, at centrale nøgletal fra vores eksportmarkeder har svigtet. Vi kan derfor i horisonten se trusler som Brexit, problemer med Italiens budget og generel nedgang i tysk økonomi, der kan gå ud over eksportvæksten herhjemme.

Der var vækst i det private forbrug på 0,3 pct. i 3. kvartal, hvilket er i den lave ende – specielt efter kvartalsvise vækstrater på over ½ pct. i de to første kvartaler af 2018. Der er ellers i øjeblikket også gode forudsætninger for fremgang i det private forbrug. Beskæftigelsen er rekordhøj, ledigheden er lav og reallønsvæksten er pæn.

På trods af de gode tal for 3. kvartal må vi konstatere at dansk økonomi ikke ligefrem buldrer afsted i 2018. Det minder mere om et år, hvor vækstbremsen er en smule trukket.

Det er dog vigtigt at påpege, at det fortsat er meget tidlige BNP-tal fra Danmarks Statistik, der dermed er usikre. Vi har efterhånden set flere eksempler på større revisioner af Nationalregnskabet. Senest for et par uger siden hvor Danmarks Statistik kom med betydelige opjusteringer af væksten de senere år, hvilket til sammen løftede dansk produktion med 28 mia. kr. Det er derfor nødvendigt at se på andre nøgletal end blot BNP, når temperaturen skal tages på dansk økonomi. Her har udviklingen i beskæftigelsen vist sig at være troværdig, og ser man på den solide beskæftigelsesudvikling i 2018, er der fortsat grund til optimisme.

Kontakt

Erhvervspolitik & Analyse

Kristian Skriver

Seniorøkonom
Medarbejderprofil