Gemt

Styrk fødekæden til flere kvinder i ledelse

11. marts 2020

I december erklærede ligestillingsminister Mogens Jensen sig klar til offentligt at ’udstille’ de virksomheder, som har en underrepræsentation af kvinder i ledelsen. Men det forslag rammer ikke kernen af udfordringen.

Når det kommer til at få flere kvinder i ledelse i erhvervslivet, er løsningen langt mere kompleks end at udstille virksomheder med manglende kvindeligt talent i toppen. Det skyldes, at forudsætningerne for at opnå lige repræsentation i den enkelte branche varierer meget.

En ny analyse fra Dansk Erhverv og Search Danmark viser variationerne i andelen af kvinder fra branche til branche – både på tværs af branchen, mellemledelsen, topledelsen og bestyrelsen. Det giver et indblik i forudsætningerne for at opnå lige repræsentation i den enkelte branche – og de er meget forskellige. Inden for offentlig administration, sundhed og uddannelse er der for eksempel 43 procent kvindelige ledere, mens kvinderne udgør 66 procent af de ansatte. Inden for bygge- og anlæg er der ’kun’ er 9 procent kvindelige ledere, men kvinderne udgør her kun 9 procent af de ansatte. Og hvor er udfordringen med ligestilling i grunden størst?

Et spørgsmål om uddannelsesvalg
I Danmark er kvinder generelt overrepræsenterede i fag som sygepleje, social- og sundhedsuddannelserne samt pædagogik – og mænd inden for it, håndværk og ingeniørfag. Det kønsopdelte uddannelsesvalg fører ikke kun til et kønsopdelt arbejdsmarked og skævheder på ledelsesposterne; det fører også til mangel på arbejdskraft. En tankevækkende fællesnævner for de områder, hvor vi mangler arbejdskraft, er, at de har karakter af at være enten mande- eller kvindefag.

I Dansk Erhverv har vi derfor foreslået en kønskommission for uddannelserne. Vi står med en omfattende samfundsudfordring, der handler om at gøre op med det kønsskæve uddannelsesvalg. Fremfor at symptombehandle og udskamme virksomheder, bør der i stedet gøres op med det kønsskæve uddannelsesvalg, som påvirker virksomhedernes fødekæde til ledelse. I stedet for offentlige registre og gabestokke bør vi arbejde på at nå ind til kernen af problemet – det kønnede uddannelsessystem.

Læs analysen her: Diversitet i virksomheders ledelse.

Læs Dansk Erhvervs forslag om en kønskommission her: Kønskommission for uddannelserne.

Kontakt

Arbejdsmarked, uddannelse og forskning

Mads Eriksen Storm

Uddannelses- og forskningspolitisk chef
Medarbejderprofil