Gemt

Hvad du bør vide om regeringens strategi for grønne offentlige indkøb

06. november 2020

Regeringen løftede i oktober sløret for den grønne offentlige indkøbsstrategi, der er en del af den store klimaplan, der skal indfri klimalovens målsætning om at reducere CO2-udledningen med 70 procent inden 2030. Her er de vigtigste ting, du skal vide om strategien.

Lad os bare slå det fast: potentialet er enormt, for hvert år køber det offentlige samlet ind for over 380 milliarder kroner, ca. 17 procent af landets BNP. Derfor spiller statens, regionernes og kommunernes indkøb en afgørende rolle i forhold til at sikre indfrielsen af de ambitiøse danske klimamålsætninger for danske virksomheders internationale konkurrenceevne og for Danmarks bidrag til Verdensmålene.

Vi ser her nærmere på nogle af elementerne i regeringens strategi for grønne offentlige indkøb. Skal vi udnytte det offentlige indkøbs klimapotentiale og skabe en reel grøn efterspørgsel, kræver det nemlig mere end brede visioner og hensigtserklæringer.

Nybrud
Regeringens strategi er reelt et nybrud i omstillingen af de offentlige indkøb og i arbejdet med den grønne omstilling, og flere elementer peger i den rigtige retning. Danmark vil som et af de første lande i verden sætte sig et konkret klimamål for de offentlige indkøb, og strategiens initiativer bidrager ad mange veje til regeringens arbejde med FN’s Verdensmål. I 2019 medførte indkøbet i staten, kommunerne og regionerne en drivhusgasudledning på i alt ca. 12 mio. ton, hvoraf ca. 4 mio. ton blev udledt i Danmark. Det er dog først i slutningen af 2021, at regeringen vil opsætte det konkrete klimamål for, hvor meget de offentlige indkøb skal reducere frem mod 2030. Så de reelle ambitioner må vi altså fortsat vente med at se, men strategien sender alligevel et kraftigt signal til virksomhederne om, at der er et reelt marked for miljø- og klimavenlige varer.

Tre spor
Strategiens initiativer er opdelt i tre spor. Det første spor rummer initiativer, der kan gennemføres nu og her. Det andet spor er et udviklingsspor, der fordrer langsigtet grøn udvikling frem mod 2030, og det tredje spor handler om tilvejebringelse af viden og værktøjer til at kunne tracke og følge op på effekterne. Her følger et uddrag af initiativerne.

Anvendelse af miljømærker og TCO-betragtninger bliver obligatorisk
Et af initiativerne i strategien, der træder i kraft nu og her er, at det så vidt muligt skal være obligatorisk for statslige indkøbere at købe rengøringsmidler, papir, tryksager og sæbe- og hygiejneprodukter, som er svanemærket eller mærket med EU-Blomsten. Listen over miljømærkede produkter, som staten skal indkøbe, vil blive udvidet hvert år. Derudover kommer der større fokus på omkostninger i hele produktets levetid ved at gøre det obligatorisk at anvende totalomkostninger (TCO) som økonomisk prisparameter i forbindelse med statslige indkøb, hvor det er muligt og hensigtsmæssigt. Kravet vil til at begynde med gælde for de 14 indkøbsområder, hvor der i dag findes officielle redskaber til at opgøre totalomkostningerne, men på sigt skal flere indkøbsområder indbefattes. De 14 indkøbsområder finder du her.

Afskovningsfri landbrugsvarer senest i 2025
Blandt de initiativer, der skal indfases over tid, er indkøb af afskovningsfri landbrugs- og fødevarer. I første omgang er det statens indkøb af soja og palmeolie, der skal finde sted på et ansvarligt og afskovningsfrit grundlag. På sigt kan kravet udvides til også at gælde andre varer - f.eks. kaffe, kakao og gummi. Målet er, at offentlige indkøb skal være afskovningsfri senest i 2025. Læs mere om afskovningsfri soja og palmeolie her.

Grønne tekstiler og krav til engangsprodukter og emballage
Blandt de langsigtede indsatser findes også nedsættelsen af et nyt partnerskab, som skal undersøge, hvordan det offentlige tekstilforbrug kan blive grønnere. Partnerskabet skal komme med anbefalinger til nye krav, indkøbsmodeller eller lignende i slutningen af 2021.

Der skal på sigt desuden også stilles forslag til obligatoriske krav eller kvalitetskriterier til engangsprodukter og emballage, herunder transportemballage, der skal sikre genanvendelige materialer til engangsprodukter for at stimulere markedet for genanvendt plastik.

Innovation
Offentlige indkøb skal skabe mere rum for grøn innovation og nytænkning - også efter at kontrakten er indgået. Derfor indeholder strategien et langsigtet initiativ om, at der skal udvikles nye værktøjer på tværs af stat, region og kommune, der skal bidrage til flere innovative indkøb og flere fleksible udbud, ligesom kompetencerne heri skal styrkes. Det skal finde sted i samarbejde med virksomhederne.

Mange offentlige kroge, men konkrete klimamål efterlyses
Strategien kommer med andre ord godt rundt i mange offentlige kroge, og samlet set er den en solid start. Men skal de offentlige indkøb reelt gøre en forskel i klimakampen, kræver det ambitiøse mål og krav, der ikke blot gælder for staten, men også for kommuner, regioner og de offentligt ejede selskaber. Af samme grund efterlyser Dansk Erhverv endnu mere handlekraft, og vi ser frem til, at regeringen i 2021 kommer med en målsætning for reduktion af det offentlige indkøbs klimabelastning.

Læs strategien ’Grønne indkøb for en grøn fremtid – strategi for grønne offentlige indkøb’.

Læs Dansk Erhvervs forslag til grønne og klimarigtige offentlige indkøb.

Kontakt

Offentlig-privat samarbejde

Morten Jung

Branchedirektør for OPS
Medarbejderprofil