Gemt

Tre Skarpe om OPS: Søren Kjær Foged, VIVE

25. oktober 2022

Dansk Erhverv har stillet chefanalytiker i analysecentret VIVE, Søren Kjær Foged, tre spørgsmål om offentlig-privat samarbejde.

 

Hvordan kan vi skabe bedre forudsætninger for det gode offentlig-private samarbejde?
Der er mange måder at skabe forudsætninger for et godt offentlig-privat samspil. Et afgørende element er lige konkurrencevilkår, som kan skabe grundlag for en sund kappestrid og gensidig anerkendelse af hinandens kompetencer.

Lige konkurrencevilkår lyder nemt, men er i praksis svært og dilemmafyldt at implementere. På ældreområdet kan private leverandører fx have en konkurrencefordel via muligheden for salg af tilkøb. Omvendt kan det offentlige have en fordel ved, at den kommunale myndighed kender den kommunale hjemmepleje bedre end den private leverandør.    

Hvad kan vi gøre for at styrke tilliden og gennemsigtigheden i offentlig-privat samarbejde?
Et tillidsfuldt offentlig-privat samspil fremmes af lige konkurrencevilkår. Lige konkurrencevilkår gør det lettere at anerkende og lære af hinandens styrker (og svagheder). Derudover bidrager en gensidig forståelse for hinandens faglighed på tværs af sektorer også til et tillidsfuldt samarbejde.

Forskning peger i den forbindelse på, at private og offentlige leverandører ofte udmærker sig på hver deres områder. Denne forskel kan under de rette omstændigheder danne grobund både for en sund konkurrence og en situation, hvor offentlige og private aktører supplerer hinanden. Et eksempel er, at kommunale plejecentre fx har færre timelønnede medarbejdere end private plejecentre, mens private plejecentre i gennemsnit leverer en lidt højere kvalitet ud fra bruger- og servicerelaterede mål.

Hvordan kan vi fremme grønne og innovative offentlige indkøb?
Det offentlige har en betydelig indkøbsmuskel, som bør bruges klogt ud fra en række samfundsmæssige hensyn. Et af disse hensyn kan være den grønne omstilling. Ved at det offentlige på en koordineret måde efterspørger grønne produkter og services, gives den private sektor et stærkere incitament at tænke i grønne løsninger.

Den offentlige efterspørgsel skal dog balanceres med udviklingen på det private marked, således både grønne og konkurrencemæssige hensyn tilgodeses. Det kræver ofte en tæt markedsdialog og en hensigtsmæssig offentlig organisering og styring af indkøbene. Vi er netop i gang med et stort forskningsprojekt, hvor jeg med dygtige kollegaer fra KU og RUC undersøger de kommunale drivkræfter og barrierer i udbredelsen af grønne indkøb. Her får vi viden om, hvordan man fremmer grønne indkøb. Forskningsprojektet har navnet PROCUREGREEN og ledes af Professor Carina Risvig Hamer fra KU.

LÆS OGSÅ