Brian Mikkelsen: Der er brug for reformer og handling, der forbedrer virksomhedernes rammevilkår
Hvis Danmark bliver verdens bedste land at drive virksomhed i, bliver det også verdens bedste land at leve i. For når erhvervslivet klarer sig godt, bliver der flere penge til velfærd og udvikling. Derfor er der brug for reformer og handling, der forbedrer virksomhedernes rammevilkår, lød det fra adm. direktør i Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen, på Dansk Erhvervs Årsdag.
”Rammevilkår. Da jeg stod her for et år siden, sagde jeg, I skulle huske ordet. Jeg tror, at det virkede. Vi hører i hvert fald ordet mere og mere. Og det er godt. For vores fælles virksomhed, som Danmark er.”
Sådan lød det fra adm. direktør i Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen, da han torsdag den 1. september bød mere end 1.000 gæster velkommen til Dansk Erhvervs Årsdag 2022.
Brian Mikkelsen fremhævede i sin tale, at Danmark er en virksomhed. Det kan, erkendte han, lyde en smule provokerede, hvis man ikke ser verden som Dansk Erhverv. Men hvis man tænker over det, så følger Danmark den samme logik som alle andre virksomheder, forklarede Brian Mikkelsen:
”Når det går godt i den ene afdeling, bliver der råd til at udvikle de andre. Velstand og velfærd er hinandens forudsætninger.”
En alvorlig tid
De danske virksomheder, der skal levere indtægterne til virksomheden Danmark, står lige nu over for en lang række forhindringer, forklarede Brian Mikkelsen:
”Der er krig i Europa. Inflationen er rykket ind i de danske hjem. Energipriserne er på himmelflugt.”
De danske virksomheder er dog blandt verdens bedste til at omstille sig, og derfor er der stadig godt gang i økonomien. Faktisk går det så stærkt, at virksomhederne ikke kan følge med, og det vil kun blive værre. Beregninger viser, at der kommer til at mangle 90.000 ansatte i danske virksomheder frem mod 2030.
Og det har allerede nu alvorlige konsekvenser, pointerede Brian Mikkelsen og henviste til nye tal fra Dansk Erhverv:
”På bare ét år har manglen på arbejdskraft kostet danske virksomheder mindst 176 milliarder kroner i tabt omsætning.”
Bagud i den internationale konkurrence
Når vi sammenligner os med andre lande, bliver vi overhalet på konkurrenceevnen. Brian Mikkelsen præsenterede også Dansk Erhvervs konkurrenceevnebarometer, hvor Danmark er rykket fra en 6. plads sidste år til en 8. plads i år.
Derudover rekrutterer næsten hver tredje virksomhed i Danmark forgæves. Og de reformer, der skal sikre, at der er ansatte nok, slår ikke til.
”Det går ud over erhvervslivet. Det går ud over velfærden. Det går ud over os alle sammen i virksomheden Danmark,” sagde Brian Mikkelsen.
Valget nærmer sig
Hvis vi – til glæde for virksomhederne og dermed velfærden – skal længere op på konkurrencebarometeret, er der brug for, at vi taler om udviklingsstrategien for virksomheden Danmark.
Det er især oplagt nu, hvor valget nærmer sig med hastige skridt, forklarede Brian Mikkelsen og pegede på tre områder, som Dansk Erhverv bl.a. ønsker prioriteret.
Flere hænder, færre tilbagetrækningsordninger
For det første er der brug for langsigtede og ambitiøse reformer, der sikrer hænder til virksomhederne. Og der er brug for færre ordninger, der giver danskere mulighed for at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet.
”Lige nu er der 5 tilbagetrækningsordninger. Det er for mange. Selvfølgelig skal man som nedslidt kunne trække sig, men i Dansk Erhverv ser vi gerne, at der efter et valg indføres et system med færre og mere enkle tilbagetrækningsordninger. Målet er at få flere kolleger.”
Turbo på den grønne omstilling
Europa befinder sig i en ny virkelighed, hvor krigen i Ukraine har gjort klimapolitik til sikkerhedspolitik.
”Derfor skal vi sætte endnu mere turbo på den grønne omstilling. For at frigøre os fra russisk gas og stigende energipriser,” forklarede Brian Mikkelsen og pegede på, at danske virksomheder er verdenskendte for deres grønne handlekraft.
Desværre bliver de hæmmet af unødvendigt bureaukrati, lød det fra Dansk Erhvervs direktør, der blandt andet henviste til, at der er alt for lang ventetid på at få lov til at bygge havvindmøller, og at alt for mange virksomheder drukner i puljeansøgninger i den grønne omstilling.
”Derfor anbefaler vi en grøn behandlingsgaranti, så sagsbehandlingen går hurtigere. Og vi anbefaler, at puljer omlægges til fradrag, så der kan sættes turbo på de grønne investeringer.”
Mere offentlig-privat samarbejde
I fremtiden vil der komme flere ældre og kronikere, og derfor er brug for, at vi finder løsninger, der sikrer fremtidens velfærd.
”I Dansk Erhverv mener vi, at de løsninger findes bedst, når vi ikke ser det offentlige, civilsamfundet og det private som hinandens modsætninger, men som hinandens forudsætninger,” forklarede Brian Mikkelsen og uddybede:
”Derfor ønsker vi at udvide det frie valg til endnu flere velfærdsområder. På den måde kan flere borgere få den pleje og service, som de har brug for.”
Verdens bedste virksomhed
Dansk Erhverv har selvfølgelig langt flere bud på udviklingsstrategien for virksomheden Danmark. Men det helt centrale, der står tilbage, er, at når det går godt i den ene afdeling, bliver der råd til at udvikle de andre afdelinger.
”Og det hele starter og slutter med erhvervslivets rammevilkår,” pointerede Brian Mikkelsen, inden han sluttede af:
”Det er derfor vi siger, at Danmark skal være verdens bedste land at drive virksomhed i. Og hvis vi lykkes med det – bliver vi også til verdens bedste land at leve i. Og hvis alle bare kunne se den sammenhæng, så ville Danmark blive verdens bedste virksomhed.”

Nyhed
Helle Thorning-Schmidt: Derfor er det klogt med diversitet i toppen af erhvervslivet
På Dansk Erhvervs Årsdag opfordrede tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt danske virksomheder til at sætte fokus på ligestilling og inklusion nu – for deres egen skyld.

Nyhed
Se billeder fra Dansk Erhvervs Årsdag 2022
Flere end 1.000 gæster deltog i Dansk Erhvervs Årsdag 2022, hvor blandt andre erhvervsliv og politikere mødtes for at diskutere, hvordan Danmark bliver verdens bedste land at leve i og drive virksomhed i. Se billeder fra dagen her.

Nyhed
Vestas vinder Dansk Erhverv-prisen 2022
På Dansk Erhvervs Årsdag i Øksnehallen blev Vestas kåret som vinder af Dansk Erhverv-prisen 2022 for sin ekstraordinære indsats for grøn omstilling. Prisen blev overrakt af H.K.H. Kronprinsen

Nyhed
Brian Mikkelsen: Der er brug for reformer og handling, der forbedrer virksomhedernes rammevilkår
Hvis Danmark bliver verdens bedste land at drive virksomhed i, bliver det også verdens bedste land at leve i. For når erhvervslivet klarer sig godt, bliver der flere penge til velfærd og udvikling. Derfor er der brug for reformer og handling, der forbedrer virksomhedernes rammevilkår, lød det fra adm. direktør i Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen, på Dansk Erhvervs Årsdag.

Nyhed
Mette Frederiksen ved Dansk Erhvervs Årsdag: Der er reformer på vej
Danmark statsminister, Mette Frederiksen, kom ind på både mink, mangel på arbejdskraft og kommende reformer, da hun torsdag eftermiddag holdt tale i forbindelse med Dansk Erhvervs årsdag.

Nyhed
Jakob Ellemann-Jensen: Danmark har brug for reformer – og et valg
Det var en valgkampsklar venstreformand, der på Dansk Erhvervs Årsdag garanterede et øget fokus på reformer, hvis han bliver statsminister efter det valg, ”der er brug for kommer nu.”

Nyhed
Dansk Erhverv: Manglen på hænder har på et år kostet danske virksomheder mindst 176 milliarder
Den massive mangel på arbejdskraft har kostet dansk erhvervsliv og dermed Danmark dyrt. Nye beregninger foretaget i forbindelse med Dansk Erhvervs Årsdag, viser, at virksomhederne som følge af mangel på hænder er gået glip af mindst i 176 milliarder i tabt omsætning.

Nyhed
Danmarks konkurrenceevne forringet – Går to pladser ned
Dansk Erhvervs Konkurrenceevnebarometer viser, at Danmark nu ligger på en 8. plads. Dermed dumper Danmark to pladser ned. Det kalder på handling, lyder det fra erhvervsorganisationen.

Nyhed
Den amerikanske ambassadør: Verden er bedre, når USA og Danmark samarbejder
Der var ros til de ”verdensførende” danske virksomheder og løfter om øget samarbejde, da USA’s ambassadør i Danmark, Alan Leventhal, gæstede Dansk Erhvervs Årsdag 2022.