Gemt

Virksomheder og Forsvaret indgår historisk aftale: Giver frivillige i Forsvaret og beredskabet fem dage fri med løn

22. november 2023

Salling Group, Netcompany, Danske Bank, DSB og Danfoss har indgået en historisk aftale med InterForce. Med aftalen får alle medarbejdere, der er frivillige eller reservister i Forsvaret og beredskabet, fri med løn fem dage om året for at gøre tjeneste. Dansk Erhverv bakker stærkt op om initiativet.

Foto: Flyvevåbnets Fototjeneste

Fem af Danmarks største virksomheder – Salling Group, Netcompany, Danske Bank, DSB og Danfoss – har underskrevet en historisk aftale med det danske Forsvar og beredskabet.

Med aftalen forpligter de fem virksomheder sig til at give alle deres medarbejdere, der er enten reservister eller frivillige i Forsvaret, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og Kystredningstjenesten, fem fridage om året for at gøre tjeneste. Med løn vel at mærke.

Formålet er at give medarbejderne endnu bedre vilkår for at kunne yde en vigtig indsats for samfundets sikkerhed.

Ifølge Netcompanys administrerende direktør, André Rogaczewski, er der rigelig grund til at støtte Danmarks forsvar og beredskab. Det siger han i en pressemeddelelse:

”Vi oplever lige nu stor geopolitisk uro, blandt andet udmøntet ved krigen i Ukraine og Gaza, og en verdensorden, hvor vores demokratiske samfund er under pres. Der betyder, at civilsamfundet må træde til i en grad, vi ikke har set tidligere, for at bidrage til vores fælles sikkerhed,” siger han og tilføjer:

”Det ligger dybt i Netcompanys identitet at give tilbage til det samfund, vi er en del af og nyder godt af. Derfor er jeg glad for, at vi er blandt de fem virksomheder i Danmark, der har valgt at være en del af den her helt nye måde at bidrage til dansk forsvar og beredskab på.”

Dansk Erhverv støtter initiativet
Dansk Erhverv støtter stærkt op om aftalen

I Dansk Erhverv er vi ikke i tvivl om, at der er tale om en rigtig god aftale for både medarbejdere, der er frivillige og reservister i Forsvaret og beredskabet, men også for virksomhederne og i allerhøjeste grad for samfundet.

Derfor støtter Dansk Erhverv stærkt op om aftalen mellem InterForce og erhvervslivet.

Der skal der lyde stor ros til både InterForce og virksomhederne for at tage initiativ til at styrke vores forsvar og beredskab i endnu højere grad.

”Det er anerkendelsesværdigt, at virksomhederne støtter op om Forsvaret på denne måde, og giver sine medarbejdere mulighed for at gøre tjeneste, uden det går ud over deres ferie. Det støtter både Forsvaret, beredskabet og dermed dansk sikkerhed. Men også virksomhederne i form af motiverede medarbejdere, der hele tiden får nye kompetencer, som også gavner på jobbet,” siger Thomas Nissen, chefkonsulent med ansvar for forsvarsområdet i Dansk Erhverv.

Sådan kan din virksomhed få en aftale med InterForce

Frem til januar 2024 skal aftalen mellem de fem virksomheder og InterForce fuldt implementeres.

Implementeringsperioden skal bruges til at samle erfaring, som skal danne grundlag for, at andre virksomheder fremover kan indgå en lignende aftale.

I forvejen har InterForce godt 2.600 medlemsvirksomheder, der støtter Forsvaret og beredskabet. Det er gratis og juridisk uforpligtende at være medlemsvirksomhed.

InterForce har allerede modtaget tilkendegivelser fra flere medlemsvirksomheder, der ønsker at indgå en aftale om betalt fri til reservister og frivillige. InterForce forventer at kommunikere direkte til medlemsvirksomheder om muligheden for at indgå en aftale svarende til den, der netop er blevet indgået med Salling Group, Netcompany, Danske Bank, DSB og Danfoss.

Det er hensigten, at alle virksomheder, der ønsker det, og som opfylder kravene, kan blive støttevirksomheder fra efteråret 2024 og frem.

Virksomheder har selv mulighed for at give medarbejdere fri for at gøre tjeneste i Forsvaret eller beredskabet uden en aftale med InterForce. Formålet med en aftale er at strukturere samarbejdet og blandt andet sikre dokumentation for, at der bliver gjort tjeneste.

Læs mere

Kontakt

Handel

Thomas Nissen

Fagchef for forsvarspolitik