Gemt

Reservist jubler over historisk aftale mellem erhvervsliv og forsvar: “Jeg har det som et skilsmissebarn, hvis forældre har fundet sammen igen”

22. november 2023

Siden 1995 har distriktschef i Netto Palle Koch haft et arbejdsliv, der har været delt i to. Mellem et civilt fuldtidsjob og rollen som reservist i Forsvaret. Men med en ny aftale mellem InterForce og Salling Group får Palle Koch nu fem dages betalt fri om året for at gøre tjeneste – og det er ikke mindre end fantastisk, mener distriktschefen.

Fridage og ferier har ligesom tid med familie og venner været noget af det, Palle Koch indimellem har måttet ofre for at have det arbejdsliv, han har.

Men alt det kan han snart prioritere igen – det vender vi tilbage til.

For én ting er, at Palle Koch har et fuldtidsjob som distriktschef i Netto – han har også en karriere inden for Forsvaret, hvor han har været reservist siden 1995 og i dag er oberstløjtnant i reservestyrken.

”Fra den dag, jeg søgte ind i forsvaret, vidste jeg, at det var med henblik på, at jeg skulle ud at have et civilt job samtidig med, at jeg passede mine opgaver i forsvaret,” siger Palle Koch og fortsætter:

”Jeg har altid kunnet se mig i begge dele, men jeg har også vidst, at Forsvaret ikke var et sted, hvor jeg kunne få dækket de udfordringer, jeg gerne ville have over et helt arbejdsliv.”

Det har ikke altid været uden omkostninger at få sådan en hverdag til at gå op, men det meningsfulde i at være en del af Danmarks beredskab, vil Palle Koch ikke være foruden.

”Altså nogen er nødt til at gøre noget, for at sige det, som det er. Jeg kan ikke komme ind på alt for meget af, hvad vi laver – men det giver rigtig, rigtig god mening,” siger han.

En ”fantastisk” aftale
Grunden til, at Palle Koch og mange andre reservister og frivillige i Forsvaret og beredskabet snart får lidt mere tid på hånden, er en historisk aftale mellem forsvarsorganisationen InterForce og fem danske virksomheder.

Udover Salling Group tæller de Netcompany, Danfoss, Danske Bank og DSB.

Alle fem virksomheder giver fra årsskiftet deres medarbejdere, der er frivillige eller reservister i Forsvaret og beredskabet, fem betalte fridage om året for at gøre tjeneste.

Og det gør en verden til forskel, understreger Palle Koch.

”Det er fantastisk, ikke mindre. Der er ikke andre ord for det,” siger han og fortsætter:

”Jeg har det som et skilsmissebarn, hvis forældre har fundet sammen igen. Det der med, at jeg har haft to arbejdsgivere, men at de nu rent faktisk går sammen om det her, betyder virkelig meget for mig.”

Bruger kompetencer begge steder
For Palle Koch er aftalen fantastisk. Blandt andet fordi han med den får mulighed for at holde en uges ferie om året, han ikke tidligere har haft.

”Men der ligger også meget mere i det for mig, fordi det også er en anerkendelse fra de her firmaers side af, at vi gør et vigtigt stykke arbejde. Og en anerkendelse af, at arbejdet, vi gør som frivillige eller reservister gør os bedre til det arbejde, vi har i vores civile liv. Det er mindst lige så meget værd for mig,” siger han.

Som eksempel nævner han, at han nu er i gang med at tage fag fra Forsvarets masteruddannelse og dermed tilegner sig ny viden om strategi, krisestyring, planlægning, psykologi og kultur. Alt sammen noget, han kan bruge som distriktschef i Netto.

”Det vilde er jo så, at man har valgt at betale os løn, mens vi gør tjeneste. Jeg havde været lykkelig, hvis jeg bare kunne få lov til at tage en selvbetalt syvende ferieuge,” siger Palle Koch.

Egentlig er han altid blevet mødt med stor forståelse, når han har fortalt chefer, kollegaer og medarbejdere om sit engagement i Forsvaret, men han håber nu, at aftalen kan være med til at skabe sikkerhed og en fast ramme for de mange reservister og frivillige.  

”Jeg har altid haft nogle gode chefer, hvor vi har kunnet arrangere, at jeg fik ferie på tidspunkter, det var nødvendigt for at deltage i aktiviteter i Forsvaret. Men det var i bund og grund op til den enkelte chef. Nu har man vendt det rundt og skrevet ned, at det kan man gøre med god samvittighed – at virksomheden faktisk er glad for, at man gør det.”

Læs mere

Kontakt

Handel

Thomas Nissen

Fagchef for forsvarspolitik