Gemt

Topchef blæst bagover af positive reaktioner efter aftale om betalte fridage

22. november 2023

Snart kan ansatte i Salling Group, der er frivillige i Forsvaret og beredskabet, holde fri med løn fem dage om året for at gøre tjeneste – og det er blevet taget imod med stor begejstring. Selv er adm. direktør, Anders Hagh, stolt af aftalen, som han er sikker på vil sprede sig som ringe i vandet.

Foto: Sarah Nørgaard

”Super stolthed.”

Sådan beskriver Salling Groups adm. direktør, Anders Hagh, essensen af de mange reaktioner, Salling Group har fået internt på baggrund af en historisk aftale med det danske forsvar og beredskab.

Aftalen indebærer, at Salling Groups ansatte, der er frivillige og reservister i Forsvaret, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen eller Kystredningstjenesten fremover kan holde fem betalte fridage om året for at gøre tjeneste.

Det samme gælder ansatte i Netcompany, Danfoss, Danske Bank og DSB, der også har underskrevet den nye aftale med InterForce.

Og det er langtfra gået ubemærket hen.

Tvært imod er aftalen blevet taget imod med stor begejstring i medier, blandt medarbejdere og andre virksomheder.

”Jeg må sige, at jeg faktisk er lidt overrasket over, hvor mange, der har bemærket det, og føler, at det klæder en virksomhed som vores at steppe op og tage det ansvar,” siger Anders Hagh, der selv værdsætter at arbejde i en organisation, som tager samfundsansvar – også når det har en økonomisk omkostning.

”Det er jeg personligt stolt af. Og endnu vigtigere er det, at jeg kan mærke, at vores teams er stolte af det og føler, at det er meningsfuldt at arbejde et sted, hvor man ikke kun fokusere på at tjene flest muligt penge på kort sigt, men også at gøre det rigtige for det samfund, vi er en del af.”

Ukendt antal frivillige
Alene i Danmark har Salling Group knap 45.000 medarbejdere, og Anders Hagh formoder, at ”der er en del” af dem, som er frivillige eller reservister i Forsvaret og beredskabet.

”Det er jo ikke dataoplysninger, vi ligger inde med, og af GDPR-årsager må vi heller ikke spørge dem. Så vi er selvfølgelig spændte på, hvor mange reservister, der kommer frem og vil benytte sig af den her mulighed. Det ved vi faktisk ikke,” siger Anders Hagh.

Han håber, at Salling Groups medarbejdere, som allerede er reservister, vil få nemmere ved at holde deres færdigheder ved lige med de fem betalte fridage. Samtidig ser han et potentiale for, at også andre medarbejdere med aftalen vil kunne se sig selv i en rolle som aktiv i Forsvaret eller beredskabet.

Alt sammen for at få et endnu stærkere beredskab i Danmark.

”Jeg håber også, at vi kan tiltrække nye kollegaer, som allerede er aktive, og som føler, at det i vores virksomhed er nemmere at kombinere det professionelle arbejdsliv med rollen som reservist,” siger han.

Ansvar for samfundet
Ifølge Anders Hagh har en stor organisation som Salling Group både mulighed og pligt til at løfte et ansvar for samfundet. Også selvom det kommer med en omkostning.

Det er den nye aftale om fem betalte fridage et godt eksempel på – og i forvejen eksisterer der et godt samarbejde mellem Salling Group og Forsvaret og beredskabet.

Blandt andet i form af en veteranpolitik, der skal hjælpe hjemvendte soldater tilbage i arbejde, hvis de har svært ved det, og ved at støtte Uniform på jobbet-dag den sidste onsdag i september, som i år blev afholdt for første gang.

Derfor er han også sikker på, andre virksomheder vil gå i hælene på Salling Group, Netcompany, Danske Bank, DSB og Danfoss.

”Nu er vi fem virksomheder, som er de første, der arbejder sammen med forsvaret og beredskabet om det her. Men jeg er overrasket over, hvor mange andre virksomheder, der er blevet opfordret til at tage det samme ansvar. Så vi har en opfattelse af, at det her vil brede sig som ringe I vandet.”

”Man forventer også, at store virksomheder tager ansvar. Det her er bare endnu et eksempel på, at private virksomheder tager et ansvar, hvor det ikke på den korte bane giver profit. Vi vil blive ved med at være på udkig efter steder, hvor vi kan bidrage,” siger han.

Læs mere

Kontakt

Handel

Thomas Nissen

Fagchef for forsvarspolitik