Gemt

International Energy Agency: For at nå klimamålene, kræver det politisk vilje

26. oktober 2023

I maj 2020 offentliggjorde International Energy Agency (IEA) rapporten Net Zero Emmissions by 2050: Roadmap for the Global Energy Sector, der skitserede en smal, men gennemførlig vej for den internationale energisektor til at bidrage til Parisaftalens mål om at holde den globale temperatur til under 1,5 grader.

Siden rapporten blev offentliggjort, er der sket skelsættende globale forandringer. En energikrise udløst af Putins krig i Ukraine rystede for alvor den internationale energisektor og medførte tårnhøje energipriser globalt.

På trods af parisaftalens mål om at reducere CO2-udledninger, og holde temperaturstigningerne under 1,5 grader, er energisektorens udledninger fortsat støt stigende.

Samtidig er det positivt at se udviklingen og implementeringen af grønne energiteknologier, der har afgørende betydning for transitionen til en grøn energifremtid.

IEA har nu opdateret rapporten fra 2021, hvor denne tager hensyn til de seneste udviklinger inden for teknologi, politik og markedsdynamik.

Rapporten understreger fortsat bekymrende høje udledninger, da 2022 nåede en ny rekord i udledninger, hvilket er langt over grænseniveauet for at holde den globale temperaturstigning under parisaftalens mål. 

Ifølge rapporten er udviklingen inden for energiadgang gået i stå, mens millioner af mennesker fortsat ikke har adgang til strøm, hvilket understreger nødvendigheden for øget international indsats og investeringer i den grønne omstilling.

Samtidig viser rapporten, at adoptionen af grøn energiteknologi de sidste to år har haft speederen i bund, som aldrig set før. Solcellekapaciteten er steget med 50 procent og ligger på nuværende tidspunkt også foran IEA’s forudsigelse i rapporten for 2021. Derudover er salget af elbiler vokset med 240 procent og stationære batteriinstallationer med 200 procent siden 2020. Den opdaterede rapport fra 2023 forudser derfor, at den globale produktionskapacitet for solcelle- og elbilbatterier er tilstrækkelig til den forventede projektefterspørgsel i 2030, hvis udviklingen fortsætter. Derudover er der sket en omkostningsreduktion på 80 procent i perioden 2010-2022 for udvikling af grønne energiteknologier – herunder særligt for solcelleanlæg, vindenergi, varmepumper og batterier.

Denne udvikling kan give håb om at nå klimamålene, men rapporten understreger samtidigt, at der er rigeligt at tage fat på. For at nå klimamålene er det afgørende at investere i grøn energi og få sat foden på speederen i overgangsprocessen væk fra fossile brændstoffer til vedvarende energi. Klimamålene kan kun sikres med nødvendige grønne politiske beslutninger, investeringer og innovation af teknologier.

Dansk Erhverv er enige i, at politiske beslutninger er afgørende for at nå klimamålene, ligesom investeringer og innovation spiller en central rolle. Vi har de nødvendige teknologier, der er en plan – nu skal der skal politisk handling til, hvis vi skal nå klimamålene.

Kontakt

Klima, energi og miljø

Ulrich Bang

Vicedirektør
Medarbejderprofil