Gemt

Producentansvar for emballage udsat et halvt år

12. oktober 2023

Producentansvaret for emballage i Danmark er udsat fra den 1. januar 2025 til den 1. juli 2025. EU-Kommissionen har bremset udstedelsen af regler på emballageområdet, da man er i gang med at forhandle en ny emballageforordning i EU.

Det betyder, at de danske myndigheder ikke kan udstede emballagebekendtgørelsen med regler om både producentdefinition og krav om registrering i producentregister og angivelse af markedsførte mængder emballage senest d. 31. marts 2024.

Derfor bliver der i øjeblikket udarbejdet en ny tidsplan med fuld ikrafttrædelse af producentansvaret forventeligt 1. juli 2025. Kommissionens afgørelse medfører, at den tidligere varslede frist for registrering i producentregisteret d. 31. marts 2024 bliver på et senere tidspunkt i 2024.

Dansk Erhvervs anbefaler
Det er vigtigt at understrege, at Dansk Erhverv ikke anbefaler at udsætte eventuelle interne processer, som virksomhederne måtte have sat i gang som forberedelse på producentansvaret. Alle arbejdsgrupper, herunder miljøgraduerede bidrag, fortsætter ufortrødent efter den samme tidsplan – indtil vi får andet at vide. Hos Dansk Erhverv anbefaler vi, at man som virksomhed melder sig ind i kollektivordningen VANA. Her kan man løbende holde sig orienteret via nyhedsbreve, webinarer mm. om producentansvarets krav.

Når vi modtager yderligere oplysninger om datoer og frister, vil vi holde opdateret her.

Læs mere om producentansvar for emballage