Gemt

Arbejdsgiver har særligt ansvar for vintervedligeholdelse

DANSK ERHVERV | PERSONALE - 1. DECEMBER 2023

Enhver arbejdsgiver har en forpligtelse til at sikre, at der er forsvarlige adgangsforhold for medarbejderne på arbejdspladsen, og til at føre tilsyn hermed. Det gælder også i forhold til vintervedligeholdelsen.

I vintersæsonen kan der ske ulykker på grund af is og sne på veje samt fortove. Man bør derfor sikre sig, at der på de enkelte arbejdspladser er taget de nødvendige skridt til at sikre sig mod glat føre.

Dette kræver, at der lægges en plan, og her kan det være en god idé at tage stilling til en række forhold, herunder:

  • hvor på arbejdspladsen skal glatføreforanstaltninger iværksættes.
  • hvilke glatføreforanstaltninger skal iværksættes, f.eks. snerydning, saltning, grusning, afspærring, færdselsomlægning, mv.
  • hvornår skal de enkelte glatføreforanstaltninger være gennemført, f.eks. inden de første medarbejdere møder ind eller allerede aftenen før.
  • skal medarbejderne oplæres og instrueres om, hvordan de skal forholde sig ved glat føre.

Det er sværere at forebygge faldulykker i de situationer, hvor en medarbejder arbejder uden for virksomhedens eget område. Der kan f.eks. være tale om fald på et isglat fortov på vej til et møde hos en kunde, til en konference eller lign.

Arbejdsgiveren kan ikke tage højde for alt, men man kan gøre følgende for at forebygge ulykker:

  • opfordre medarbejderne til at tage passende fodtøj på, når de befinder sig udenfor i arbejdets medfør.
  • tage stilling til personlige værnemidler, herunder glide- og skridsikkert fodtøj.
  • oplære og instruere medarbejderne i brug af glatførefodtøj.
  • valg af køretøjer med vinterdæk særligt egnet til glat føre.
  • valg af ruter, hvor sne og is er fjernet.

Grundejeransvar
En grundejer er ansvarlig for, at fortove og stier, herunder havegange, trapper, gårdspladser mv. til ens ejendom glatførebekæmpes og sneryddes. Grundejere skal bl.a. rydde færdselsarealer for sne snarest muligt efter snefald, samt at træffe foranstaltninger mod glat føre, f.eks. at strø grus, sand eller lignende på færdselsarealer.

Arbejdsgiveransvar
Derudover siger arbejdsmiljøloven, at en arbejdsgiver skal sørge for, at arbejdet udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt. Det indebærer, at man i vintersæsonen skal iværksætte de nødvendige foranstaltninger til vintervedligeholdelse.

En arbejdsgiver har en særlig pligt til at sørge for, at medarbejderne kan færdes sikkert på områder, (1) som benyttes under udførelse af arbejdet, og (2) som udgør en umiddelbar adgangsvej til arbejdspladsen. Hvis den særlige pligt tilsidesættes, kan arbejdsgiveren pådrage sig erstatningsansvar, hvis en medarbejder kommer til skade ved fald eller lign.

Den særlige pligt kan efter praksis ikke udstrækkes til øvrige områder, f.eks. parkeringspladser, som virksomheden ikke ejer, men råder over, og som ikke benyttes under udførelse af arbejdet eller udgør en umiddelbar adgangsvej til arbejdspladsen. Ansvar for vintervedligeholdelse af disse områder er omfattet af reglerne om det almindelige grundejeransvar.

Hvis der alligevel sker en arbejdsulykke, er det vigtigt at anmelde den gennem EASY i virk.dk.

Kontakt Dansk Erhverv Hotline for nærmere rådgivning.