Gemt

Christian har vundet Fagprøveprisen 2024 for sin dataorienterede tilgang: Godt købmandskab er ikke altid nok

04. oktober 2024

Christian Henry Doorentz’ opgør med plejer og omfavnelse af data har sikret ham Fagprøveprisen for Handel 2024. Prisen giver mod på mere for den selverklærede data-nørd – og så luner den i pengepungen hos den kommende far.

Man kan nå rigtig langt med godt købmandskab. Men man kan nå endnu længere ved at kombinere det med data og statistik.

Det mener Christian Henry Doorentz, og den tilgang har netop sikret han Fagprøveprisen for Handel 2024.

”Det er jeg enormt stolt af, for det er jo en anerkendelse af det arbejde, jeg har lavet. Det er et kæmpe klap på skulderen, og det giver mig bare mere blod på tanden i forhold til mit arbejde.”

Christian Henry Doorentz vinder prisen for sin gennemarbejdede fagprøve, som handler om, hvordan virksomheden Kontor Syd kan forenkle sine indkøbsprocesser og skabe mere tydelige retningslinjer for indkøberne på tværs af organisationen.

”Jeg er vel det, man kan kalde en datanørd, så det har bare været fedt at få lov til at dykke ned i en masse data og statistik for at se, hvordan vi kan optimere nogle arbejdsgange. Det har været fri leg under ansvar, og det har bare været inspirerende,” forklarer han og uddyber:

”Udover at dykke ned i data har jeg også interviewet en masse kollegaer rundt i landet for at finde ud af, hvad de gør i de forskellige afdelinger. Det viste sig, at der var store forskelle, og det kan godt give udfordringer. På baggrund af data og kollegaernes feedback er jeg kommet med forslag til, hvordan vi kan gøre processerne mere ensrettede. Det har der været behov for, fordi virksomheden vokser, og hvis det skal fortsætte, så er der behov for, at vi ikke kun handler på mavefornemmelser for godt købmandskab.”

Opgør med plejer
Flere af Christian Henry Doorentz’ forslag er allerede blevet en del af virksomheden, og han har dermed ændret på flere af de mere erfarne kollegaers hverdag.

Det er ikke nødvendigvis en hel nem position for en ung elev i virksomheden, men kollegerne og ledelsen har været gode til at tage imod de nye arbejdsgange, forklarer han:

”Der har været rigtig fin respons, og ledelsen har virkelig været gode til bakke op, for de kunne godt se, at vi have brug for eksempelvis at skabe en mere ensrettet indkøbsproces. Nogle gange skulle jeg selvfølgelig lige veje mine ord og idéer, så mine kollegaer bedre kunne forstå, hvad jeg gerne ville. Sådan er det, når man skal tage et opgør med plejer. Det har været en spændende proces, som jeg har lært meget af.”

Fra elev til fastansat
Heldigvis for Christian Henry Doorentz, så får han lov at forsætte den proces, selvom han nu er udlært. Han er nemlig blevet fastansat i virksomheden. Derfor flytter han snart fra Djursland til Sønderjylland, hvor Kontor Syd har hovedkvarter. Her skal han fortsætte sit arbejde med gøre virksomheden mere effektiv – blandt andet ved at minimere lagrene og lave mere datadrevne indkøbsprocesser. På sigt er drømmen, at han kan blive indkøbschef i virksomheden:

”Jeg har haft en god dialog med ledelsen om fremtiden, og det er også derfor, at jeg nu flytter herned. I første omgang glæder jeg mig bare til at kaste mig over opgaverne og så må vi se, hvordan det udvikler sig.”

På rette hylde ved et tilfælde
Selvom Christian med egne ord er en datanørd, der elsker at lave grundig research, så var det faktisk lidt af et tilfælde, at han begyndte på uddannelsen på Business College Syd og dermed fik muligheden for at blive elev hos Kontor Syd:

”Jeg havde droppet et par andre uddannelser og havde ikke et andet arbejde, da jeg helt tilfældigt så et opslag om uddannelsen. Jeg tænkte, at det var en god mulighed for at lære noget teoretisk og prøve dem af i den virkelige verden. Samtidig tiltalte det mig også, at man får elev-løn og ikke SU. ”

”Det viste sig heldigvis, at min fornemmelse var korrekt, for jeg landede virkelig på den rette hylde med uddannelsen og min elevplads.”

Far til marts
At vinde prisen er ifølge Christian Henry Doorentz kæmpestort og helt klart et boost til både selvtillid og CV. Prisen kommer også med en dejlig lavpraktisk funktion, da den udover titlen også kaster 25.000 kroner af sig:

”Jeg skal være far til marts, så det er da fantastisk også at vinde nogle penge, som vi kan bruge på en eksempelvis en barnevogn.”

Juryens begrundelse: Derfor vinder Christian

Vinderen af Fagprøveprisen 2024 har leveret et gennemarbejdet og omfattende projekt, som vidner om en stor arbejdsindsats og en evne til at omsætte teori til praksis. Med fine teorier og analyser har Christian dykket dybt ned i problemstillingerne og skabt et projekt, der er meget relevant for virksomheden. De detaljerede analyser og modne overvejelser viser en dyb forståelse af både virksomhedens udfordringer og fagets teoretiske rammer.

Et af projektets mest imponerende elementer er den implementerbare løsning, som er både praktisk og til at gå til. Vinderen har skabt noget, der ikke blot er teoretisk funderet, men også kan bruges i praksis – han har skabt sit eget job gennem fagprøven. Projektet kombinerer en solid perspektivering og gennemførte interviews, som knytter teori og praksis sammen på en konkret måde.

Samlet set er det et anerkendelsesværdigt stykke arbejde, som tydeligt viser vinderens evne til at arbejde i dybden og levere løsninger, der er både relevante og anvendelige.

 

Om prisen

Det er 26. år i træk, at Dansk Erhverv i samarbejde med HK Handel og HK Privat uddeler Fagprøveprisen. Det sker for at hylde de talenter, der er med til at styrke og udvikle dansk handel og for at sætte fokus på en vigtig branche. Der uddeles to priser – en for Detailhandel og en for Handel. Førstepladsen vinder udover æren 25.000 kr., mens 2. og 3. pladsen vinder henholdsvis 20.000 og 15.000 kr.

Fagprøveprisen 2024

Kontakt

Arbejdsmarked, uddannelse og forskning

Tilde Sørensen

Uddannelseskonsulent
Kommunikation & Presse

Søren Willemoes Poulsen

Kommunikationskonsulent