; ;
Gemt

Dansk Erhverv lancerer genåbningspakke

13. januar 2021

Smittetallene er fortsat høje, og nye restriktioner er sat ind. Men vi må ikke forsømme arbejdet med at få lagt planer for, hvordan Danmark igen skal op i gear, lyder det fra Dansk Erhverv, der nu lancerer en genåbningspakke.

Danmark er endnu et stykke fra at være ude af coronaens greb, men det er vigtigt, at der bliver arbejdet og tænkt langsigtet. Derfor lancerer Dansk Erhverv nu en genåbningspakke, hvor der særligt lægges vægt på fortsat og opjusteret screeningsindsats, digitale vaccine- og coronapas samt smittefri miljøer i 2021 og en plan for udfasning af restriktioner.

”Vi skal så vidt muligt være på forkant med udviklingen. Det har været svært i 2020, men vi må ikke forsømme muligheden for at være to skridt foran her, så vi får lagt en plan for genåbningen af Danmark. Coronakrisen har været en kæberasler for verdensøkonomien, og vi skal være klar til at komme videre i Danmark, ellers kommer vi til at sakker agterud. Og hvis vi ikke går i gang med at lægge spor for genopretningen, så er der også en risiko for, at krisen bliver dybere og længere, end den havde behøvet at være,” siger Brian Mikkelsen, adm. direktør i Dansk Erhverv.

Vacciner er nøglen
Der er ingen tvivl om, at vacciner er nøglen til at få genåbnet Danmark hurtigt. Derfor foreslår Dansk Erhverv, at der oprettes digitale vaccinepas, og at private aktører kommer på banen i forhold til vaccinering.

”Det kan kun gå for langsomt med at få vaccineret danskerne. De private aktører har allerede i stor stil bidraget til, at langt flere danskere bliver testet hurtigere. Nu er det så tid til, at de også giver en hjælpende hånd med vaccineringen af danskerne. Vi skal undgå flaskehalse og sikre maksimal fleksibilitet i vaccineudrulningen. Det er bare om at komme i gang. Det samme gælder for at få søsat de digitale vaccinepas. Her er det vigtigt, at et sådan pas indeholder vaccineoplysninger eller en dugfrisk, negativ coronatest. På den måde undgår vi, at dem, der endnu ikke er blevet vaccineret og dem, der ikke ønsker at blive vaccineret, bliver udelukket fra at bruge det,” siger Brian Mikkelsen.

Der skal ses på vaccineprioritering
Brian Mikkelsen tilføjer, at der også er brug for at diskutere og fastlægge vaccineprioriteringen.

Det er essentielt for dansk økonomi, at personer i eksporterhverv, der har en funktion, hvor de er nødt til at rejse rundt i verden for at sikre dansk eksport, bliver vaccineprioriteret.

”I det hele taget er vi nødt til at tage yderligere hul på debatten om, hvem der skal vaccineres hvornår. For erhvervslivet er nødt til at have mere klarhed også på dette felt. Det er ingen nem debat, men den er dybt nødvendig. Som minimum skal personer i eksporterhverv, der har en funktion, hvor de er nødt til at rejse rundt i verden for at sikre dansk eksport, prioriteres. Coronakrisen har kostet mange milliarder, og her skal og må vi prioritere dansk eksport,” siger Brian Mikkelsen.

Få fastlagt genåbningens faser
I det fortsatte arbejde bør der i Dansk Erhvervs optik laves en fase-model, der fjerner restriktioner og genåbner erhvervslivet bid-for-bid, mens vaccinen kommer ud til danskerne.

”Dansk erhvervsliv har brug for at genåbningsfaserne, så de kan indrette sig og planlægge efter det. Jo mere, virksomhederne ved, desto bedre er det for dem. Vi skal af med uforudsigeligheden, for den er rent ud sagt noget møg. Nu skal vi have klare og præcise meldinger og prioriteringer fra politikere og myndigheder, så borgere og virksomheder i langt højere grad ved, hvad de har at holde sig til,” siger Brian Mikkelsen.

Læs artikel i Berlingske: Erhvervslivet i opgør med vaccinekøen

Læs artikel i Børsen: Nøglemedarbejdere i eksportvirksomheder skal frem i vaccinekøen

Læs Dansk Erhvervs udspil til genåbning af Danmark her:

Dansk Erhverv genåbningspakke

pdf

Download

Kontakt

Kommunikation & Presse

Lars Ohlsen

Pressechef