; ;
Gemt

Dansk Erhvervs ønsker til en kommende fødevareminister

Valgkampen er i fuld gang, og indenfor den næste måned er der med stor sandsynlighed sat navn på landets fødevareminister. Dansk Erhverv står klar til at byde velkommen.

Nyhed

DANSK ERHVERV | FØDEVARER - 23. MAJ 2019

På fødevareområdet møder forbrugere og virksomheder dagligt alle mulige udsagn, sande og usande, i forhold til hvad man skal spise, hvor meget man skal spise – og særligt hvad man ikke må spise.

Derfor er det vigtigt, at en kommende regering og minister tager ansvar for at sikre klare og konsistente budskaber om ernæring og sundhed gennem ordentlig forbrugerinformation.

En af udfordringerne er, at der er så mange kommunikationskanaler, så der er kamp om forbrugernes opmærksom hed og tid. Derfor er det afgørende, at ministre, myndigheder, erhverv og forbrugerorganisationer står sammen om lødige budskaber og siger dem i kor, så vi kommer bredt ud til forbrugerne – og ikke kun dem, som aktivt søger informationen.

Klima og bæredygtighed er også to vigtige områder, som en kommende fødevareminister uundgåeligt skal tage seriøst. Det gælder lige fra forbrugerinformation om klimavenlig kost til prioritering af forskningsmidler og fremme af bæredygtige forretningsmodeller.

Prioritér EU og international handel
Det er vigtigt, at en kommende regering aktivt prioriterer EU-samarbejdet, så vi er med fra start og deltager aktivt i samarbejdet og får dansk islæt på lovgivningen. Fødevareområdet er i høj grad EU-reguleret, så det er vigtigt, at vi implementerer reglerne ensartet på tværs af medlemslandene, som det er tænkt. Det vil Dansk Erhverv holde en ny fødevareminister op på.

Det er vigtigt, at vi kan eksportere vores varer, men også at vi brander Danmark i udlandet, så turister kommer hertil og oplever vores spændende fødevarer. Vi ser derfor også gerne, at en kommende minister arbejder videre med Gastro 2025-planen. Men det vil være fornuftigt at tænke gastronomi og fødevarer bredere, så det eksempelvis også omfatter bagere, spiritusdestillerier, grossister, hoteller og oplevelser.

En prioritet for Dansk Erhverv er også, at der gøres op med de tyske dåser, som flyder i naturen. For os ligger løsningen på problemet lige for: Der skal pålægges tysk pant på tyske dåser i grænsehandelsbutikkerne – lige som det er tilfældet i alle andre tyske butikker og ved alle andre tyske landegrænser. Det vil sikre, at dåserne genanvendes og at 10 dåser bliver til 9 nye og dermed reduceres ressourcetrækket på kloden og materialet holdes ”oppe” i affaldshierarkiet.

Væk med bøvl og afgifter
Det blev med det nye fødevareforlig 4 besluttet, at når Fødevarestyrelsen finder noget ved et kontrolbesøg, bliver virksomhederne automatisk to ekstra gebyrpålagte besøg, og det er ikke særlig risikobaseret. Fødevarestyrelsen bruger ressourcer og mandetimer, som er spildt på de virksomheder, der gør det fint. Det skal genovervejes, uanset hvilken regering der måtte komme efter valget.

Der skal også ses nærmere på de bøvlede og høje afgifter, som fortsat eksisterer. Blandt andet chokoladeafgiften. I Dansk Erhverv ser vi gerne lavere afgifter, men som minimum kræver vi, at myndighederne laver klare regler på området, som de selv kan forklare og virksomhederne efterleve - og derved sikrer en let og enkel administration ude i virksomhederne.

Dansk Erhvervs ønsker var også i FødevareWatch i sidste uge. Du kan læse Dansk Erhvervs ønsker på FødevareWatch her.

Dansk Erhverv fældede også dom over den nuværende minister Jakob Ellemann-Jensens første år på posten i Altinget tidligere i maj. Læs dommen over fødevareministeren fra seks centrale aktører på Altinget.