; ;
Gemt

Dansk vækstnedgang større end i udlandet

Offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik mandag viser, at BNP-væksten i første kvartal foreløbigt er opgjort til -1,5 pct.

Nyhed

17. maj 2021

Selv om det var ventet, at BNP-væksten ville falde i første kvartal, så er nedgangen desværre lidt større end ventet. Nedgangen er tilmed også større end i resten af EU, hvor BNP skrumpede med 0,4 pct. I USA var der tilmed en fremgang i BNP på 1,6 pct. i første kvartal.

Det viser med al tydelighed, at de stramme restriktioner og den delvise nedlukning har tynget aktiviteten i dansk økonomi mærkbart hen over vinteren. Nedlukningen har især ramt restauration, kultur og detailhandlen hårdt. Den begyndende genåbning i starten af marts ændrer således ikke på, at første kvartal samlet set bød på en nedgang inden for detailhandlen.

Den relative store nedgang i BNP-væksten i Danmark viser med al tydelighed, at det langt fra har været en gratis omgang, at store dele af landet har været delvist nedlukket hen over vinteren.

Udsigt til rekyl i væksten
Ser vi fremad, så er der fortsat udsigt til en mærkbar rekyl i den økonomiske aktivitet hen over anden og tredje kvartal.  Store dele af dansk økonomi er nu genåbnet eller godt på vej til at blive det efter vinterens nedlukning. Det har allerede ført til stigende aktivitet, hvor særligt privatforbruget er sprunget kraftigt i vejret. Samtidig er ledigheden faldet, mens antallet af jobannoncer er steget til det højeste niveau på denne side af finanskrisen.

Fragmenteret genopretning
Der er dog fortsat lommer af økonomien, der er præget af lavvækst. Det gælder særligt de dele af oplevelsesindustrien, der er afhængig af turismen fra USA, Kina og Japan mv.

Det er derfor også vigtigt at pointere, at der er tale om en fragmenteret økonomisk genopretning på tværs af dansk erhvervsliv. Byggeriet, industrien og dele af detailhandlen er kommet flyvende ud af coronakrisen, mens mange af oplevelseserhververne, der tæller hoteller, restauranter, kultur- og oplevelsesparker, fortsat er tynget af coronakrisen og restriktionerne.

Samlet BNP-vækst på 2-3 pct. i år inden for rækkevidde
Som tingene ser ud nu, så er det bestemt ikke utænkeligt, at BNP-væksten ender på et niveau omkring 2-3 pct. i 2021 og 4 pct. i 2022. Det indebærer, at aktiviteten i dansk økonomi vil nå tilbage på niveauet før coronakrisen hen imod slutningen af året.

De danske husholdninger sprudler af købekraft, samtidig med at finanspolitikken fortsat vil understøtte aktiviteten. Dertil er der udsigt til tiltagende vækst på vores eksportmarkeder og dermed i de dansk eksportvirksomheders afsætningsmuligheder.

Kontakt

Erhvervspolitik & Analyse

Tore Stramer

Cheføkonom
Medarbejderprofil