; ;
Gemt

Ikke forskelsbehandling at søge efter relativt nyuddannet

Det var ikke indirekte forskelsbehandling, at en kvinde født i 1963 fik afslag, da hun søgte et job, hvor arbejdsgiveren annoncerede efter en ”relativt nyuddannet”. Ligebehandlingsnævnet kom frem til, at hverken jobopslaget eller afslaget var i strid med forskelsbehandlingsloven.

Nyhed

Dansk Erhverv | Personale - 7. november 2019

Det siger forskelsbehandlingsloven
Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at der ikke ved annoncering må angives, at der til ansættelsen søges eller foretrækkes personer med en bestemt alder. Det fremgår videre af loven, at ansøgere i selve ansøgningsprocessen ikke må udsættes for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af alder.

Søgte relativt nyuddannet
En arbejdsgiver søgte efter en akademisk medarbejder, og af jobopslaget fremgik det, at ansøgeren skulle være relativt nyuddannet. Endvidere lagde arbejdsgiveren i jobopslaget vægt på, at ansøgeren havde erfaring inden for flere områder.

En kvinde født i 1963 søgte stillingen, men fik afslag. Det fremgik af afslaget, at der ud fra en samlet vurdering af faglige og personlige kompetencer var blevet valgt en anden kandidat, der matchede stillingsprofilen bedre.

Kvinden gjorde gældende, at hun var blevet udsat for indirekte forskelsbehandling, da arbejdsgiveren ved at benytte udtrykket ”relativt nyuddannet” indirekte udelukkede ældre ansøgere.

Arbejdsgiveren anførte under sagen, at grunden til, at man søgte en relativt nyuddannet skyldtes, at stillingen ikke var kompliceret, og dels at der ikke var ressourcer til at honorere en erfaren medarbejder. For arbejdsgiveren var det et vigtigt led i rekrutteringsprocessen, at den valgte kandidat matchede stillingens indhold til en løn, der modsvarede det niveau, opgaverne skulle løses på.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Ligebehandlingsnævnet fandt, at arbejdsgiveren ikke havde overtrådt forskelsbehandlingsloven på grund af alder ved at lade det fremgå af jobannoncen, at man søgte en medarbejder, der var relativt nyuddannet.

Nævnet lagde vægt på, at ordvalget ”relativt nyuddannet” ikke i sig selv var tilstrækkeligt til at anse annoncen for at være udtryk for indirekte forskelsbehandling på grund af alder. Der blev ved vurderingen lagt vægt på, at der i jobopslaget også blev stillet krav til ansøgerens kompetencer. Det indikerede, at også erfarne ansøgere kunne komme i betragtning. Endvidere anførte nævnet, at nyuddannede kan have forskellige aldre. Selve jobopslaget var derfor ikke i strid med forskelsbehandlingsloven.

Nævnet fandt heller ikke, at det var kvindens alder, der var årsag til, at hun ikke kom i betragtning til stillingen. Det forhold, at arbejdsgiveren ikke havde afsat ressourcer til at honorere en erfaren medarbejder til arbejdet, indebar ikke i sig selv en tilstrækkelig formodning for, at arbejdsgiveren havde lagt vægt på kvindens alder.

Dansk Erhverv mener
Afgørelsen viser, at betegnelsen ”relativt nyuddannet” som udgangspunkt ikke kan anses som indirekte forskelsbehandling, da nyuddannede kan have forskellige aldre.

Hvis du har spørgsmål til rekrutteringsprocessen, er du velkommen til at kontakte Dansk Erhverv eller læse nærmere på vores hjemmeside her: Rekruttering fra A til Z.