; ;
Gemt

Juletræsdans og lørdagsarbejde - kan man opsige på grund af religion?

Ligebehandlingsnævnet har for nylig truffet afgørelse i to sager om forskelsbehandling på grund af religion og tro. I begge sager blev medarbejderne opsagt, fordi de ikke ville gå på kompromis med deres religiøse overbevisning. Medarbejderne fik medhold, da opsigelserne ikke havde været nødvendige.

Nyhed

DANSK ERHVERV | PERSONALE - 28. MARTS 2019

Reglerne om forskelsbehandling
En arbejdsgiver må ikke forskelsbehandle medarbejdere på grund af deres religion eller tro. Forskelsbehandling kan dog være lovlig, hvis den er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde formålet er hensigtsmæssige og nødvendige.

Netop denne proportionalitetsvurdering var afgørende for udfaldet i de to sager, hvor medarbejderne gjorde gældende, at de var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af religion ved deres afskedigelser.

Nægtede lørdagsarbejde
En idrætslærer afviste som følge af sin religiøse overbevisning at deltage i skolens åbent hus-arrangement, som blev afholdt en lørdag. Læreren var Syvende Dags Adventist, og det var en central del af hans tro at helligholde lørdagen som sabbatdag. Da læreren udeblev fra arrangementet, blev han afskediget.

Ligebehandlingsnævnet fandt, at kravet om lærerens fremmøde ikke var nødvendigt, idet skolen ikke forinden arrangementet havde forsøgt at indgå i en dialog med læreren om alternative løsninger. Det var desuden ikke bevist, at det ikke var muligt at finde en afløser til at varetage undervisningen af de potentielt nye elever. Idrætslæreren fik medhold i sagen og blev tilkendt en godtgørelse svarende til cirka 9 måneders løn.

Afviste at deltage i juletræsdans
I den anden sag afviste en klasselærer at deltage i den del af skolens julearrangement, som indebar juletræsdans. Som Jehovas Vidne fejrede læreren ikke jul og anså juletræsdansen som en aktiv religiøs handling. Hun ønskede derfor ikke at deltage i juletræsdansen, hvorefter hun blev afskediget.

Ligebehandlingsnævnet fandt, at kravet om lærerens deltagelse i juletræsdansen ikke var nødvendigt, da juletræsdansen kun var en del af julearrangementet. Læreren var forinden kommet med konkrete løsningsforslag, herunder muligheden for at holde en selvbetalt fridag eller lave andre opgaver under juletræsdansen. Under sagen kom det frem, at to andre lærere var blevet fritaget for deltagelse i juletræsdansen grundet knæproblemer og ferieafholdelse. Klasselæreren fik medhold i sagen og blev tilkendt en godtgørelse svarende til 12 måneders løn.

Dansk Erhverv vurderer
De to afgørelser illustrerer, at man som arbejdsgiver kan være forpligtet til at overveje alternative løsninger og indgå i en dialog, hvis medarbejdere afviser at udføre bestemte opgaver med henvisning til deres religiøse overbevisning. I modsat fald kan det blive svært som arbejdsgiver at løfte bevisbyrden for, at det stillede krav er hensigtsmæssigt og nødvendigt.

Det er imidlertid vigtigt at understrege, at en medarbejder ikke uden videre kan nægte at udføre helt sædvanlige arbejdsopgaver med henvisning til en bestemt religiøs overbevisning, hvis kravet fra arbejdsgiver er begrundet sagligt og i øvrigt er hensigtsmæssigt og nødvendigt.

Dansk Erhverv anbefaler altid medlemsvirksomhederne at rette henvendelse, inden der træffes beslutning om opsigelse af en medarbejder, der har stillet krav med henvisning til vedkommendes religion eller tro.