; ;
Gemt

EU-dom om virksomhedsoverdragelse

En ny EU-dom fastslår, at reglerne om virksomhedsoverdragelse kan gælde, selvom en virksomhed har været midlertidig lukket. Det kan medføre ekstra beskyttelse af medarbejdere, der egentlig var opsagt.

Nyhed

DANSK ERHVERV | PERSONALE - 6. SEPTEMBER 2018

Hvad skete der?
En spansk musiklærer blev i 1996 ansat som musiklærer ved en kommunal musikskole. Til at begynde med blev musikskolen drevet direkte af kommunen, som havde ansat musiklæreren.

I 1997 blev musikskolen virksomhedsoverdraget til en privat udbyder, og musiklæreren fulgte med i overdragelsen. Den private udbyder fortsatte musikskoleaktiviteterne og påtog sig ansvaret for driften af lokaler, inventar og instrumenter til brug for udøvelsen af ydelsen.

Grundet faldende elevtal og gensidig efterfølgende misligholdelse af kontrakten mellem kommunen og den private udbyder, ophørte den private udbyder den 31. marts 2013 sin aktivitet og overdrog allerede den 1. april samme år lokalerne, instrumenterne og midlerne til driften af musikskolen til kommunen. Den 4. april 2013 sendte den private udbyder en opsigelsesskrivelse til samtlige ansatte, herunder musiklæreren, med virkning fra den 8. april 2013. Den private udbyder blev den 30. juli 2013 erklæret konkurs.

I august 2013 blev driften af musikskolen tildelt en anden privat udbyder. Musikskolen påbegyndte sine aktiviteter i september 2013. Den nye udbyder ansatte ikke nogen af de medarbejdere, der tidligere havde været ansat.

Musiklæreren anlagde herefter en retssag for at gøre indsigelse mod sin opsigelse.

Hvad var spørgsmålet?
På baggrund af denne sag blev EU-Domstolen blandt andet forelagt følgende to spørgsmål af den spanske domstol:

  • For det første om den midlertidige afbrydelse af musikskolens aktiviteter fra den 1. april 2013 til begyndelsen af september 2013 var til hinder for, at der var tale om en ”overførsel” af en virksomhed eller bedrift i virksomhedsoverdragelsesdirektivets forstand.
  • For det andet – såfremt det første spørgsmål blev besvaret bekræftende - kunne en opsigelse af de ansatte under de foreliggende omstændigheder anses for sket af ”økonomiske, tekniske eller organisatoriske årsager”.

Hvad mente EU-Domstolen?
Til det første spørgsmål kom EU-Domstolen frem til, at den midlertidige lukning og den omstændighed, at der ikke var ansat noget personale på overførselstidspunktet, ikke i sig selv kunne udelukke, at der skete en virksomhedsoverdragelse. Der blev i den forbindelse særligt lagt vægt på, at perioden på de fem måneder lå hen over en tre-måneders skoleferie.

Vedrørende det andet spørgsmål kom EU-Domstolen frem til, at ansatte, som inden overdragelsestidspunktet var blevet opsagt i strid med direktivet, skulle betragtes, som om de stadig var ansat på overførselstidspunktet. Det blev dog overladt den spanske domstol at efterprøve, om opsigelserne var sket af ”økonomiske, tekniske eller organisatoriske årsager” i overensstemmelse med reglerne om virksomhedsoverdragelser.

Dansk Erhverv vurderer
Vurderingen af, hvorvidt en given transaktion, herunder overtagelse af driften for en anden virksomhed, udlicitering, forpagtning, outsourcing og lign., er omfattet af reglerne om virksomhedsoverdragelser, kan være vanskelig.

Under en virksomhedsoverdragelse bør man være yderst opmærksom på baggrunden for opsigelse af medarbejdere, også selvom opsigelserne er sket før overdragelsestidspunktet, og selvom virksomheden ikke har været i drift i en periode op til selve overdragelsen.

Dansk Erhverv har udarbejdet en guide om virksomhedsoverdragelseslovens regler, som beskriver de væsentligste opmærksomhedspunkter i de enkelte transaktioner.  

Dansk Erhverv anbefaler medlemsvirksomhederne til at søge forudgående rådgivning i forbindelse med en transaktion, som potentielt kan være omfattet af virksomhedsoverdragelseslovens regler.