; ;
Gemt

Medarbejder opsagt to dage efter, han var blevet far

Det var ikke i strid med ligebehandlingsloven at opsige en medarbejder på fædreorlov, idet opsigelsen var begrundet i virksomhedens økonomiske forhold.

Nyhed

DANSK ERHVERV | PERSONALE - 23. MAJ 2019

Omvendt bevisbyrde
Ifølge ligebehandlingsloven må en arbejdsgiver ikke opsige en medarbejder på grund af graviditet eller barsel. Hvis en medarbejder opsiges under graviditet eller barselsorlov, er det op til arbejdsgiveren at bevise, at opsigelsen hverken helt eller delvist er begrundet i disse forhold.

Sagen kort
En mandlig medarbejder blev ansat som afdelingschef med virkning fra den 1. januar 2018. Inden indgåelsen af ansættelseskontrakten oplyste medarbejderen, at hans samlever var gravid, og at han ønskede at holde fædreorlov i forbindelse med fødslen.

Virksomheden kom i foråret 2018 i økonomiske vanskeligheder og blev derfor nødt til at reducere medarbejderstaben. Virksomheden opsagde to medarbejdere, herunder afdelingschefen, som to dage forinden var blevet far, og en tredje medarbejder fik ændret sine ansættelsesvilkår.

Afdelingschefen klagede til Ligebehandlingsnævnet. Han mente, at opsigelsen reelt skyldtes, at han lige var blevet far og ikke virksomhedens økonomiske vanskeligheder.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse 
Ligebehandlingsnævnet fandt, at opsigelsen hverken var helt eller delvist begrundet i afdelingschefens orlov. Nævnet lagde i deres afgørelse vægt på, at virksomheden kunne fremlægge regnskaber og bestyrelsesmødereferater, hvor virksomhedens økonomiske forhold fremgik, og at en reduktion af medarbejderstaben var nødvendig.

Derudover blev det tillagt vægt, at afdelingschefen havde kort tids ansættelse, og at virksomheden ligeledes havde opsagt en anden medarbejder, men en tredje medarbejder fik ændret sine ansættelsesvilkår.

Virksomheden blev på den baggrund frifundet i sagen.

Dansk Erhverv vurderer
Afgørelsen viser, at selvom den omvendte bevisbyrde i ligebehandlingsloven normalt er svær at løfte, kan det lade sig gøre, hvis virksomheden kan dokumentere, at opsigelsen skyldes virksomhedens økonomiske forhold fx i form af regnskaber og bestyrelsesmødereferater. En tidsmæssig sammenhæng mellem fødsel og opsigelse indebærer således ikke i sig selv, at bevisbyrden ikke kan løftes.

Dansk Erhverv anbefaler altid medlemmerne at kontakte os, inden der skrides til opsigelse af en medarbejder, der er gravid eller på barsel.