; ;
Gemt

Og der kom (igen) lys over land

Et effektivt middel til at skabe gode rammer for trafikanter er Intelligente Transport Systemer (ITS). Transportministeriet iværksatte en ordning med intelligente trafiktavler i 2008. Så blev det besluttet, at tavlerne skulle ned – men nu skal de blive.

Nyhed

Dansk Erhverv | Transport & Logistik - 20. april 2018

Hvordan virker et ITS-system?
Den grundlæggende ide bag alle ITS-løsninger er, at de skal sikre en god mobilitet, fremkommelighed, trafiksikkerhed og trafikantservice. Virkemidlet er indsamling og deling af informationer imellem trafikanterne og den omkringliggende infrastruktur.
I sin mest udstrakte form taler alle dele af trafikken sammen, og data bruges hele tiden til at tilpasse trafikadfærden. Så langt er vi slet ikke endnu, men selv mindre tiltag har vist deres klare positive effekt på vejene.

De intelligente lystavler modtager data fra automatisk måleudstyr langs vejnettet om gennemsnithastigheder. Den data behandles og kommunikeres til trafikanterne med beskeder om lavere hastighed, køer og aktuel rejsetid frem til nøglepunkter. Systemet kan samtidigt opdateres manuelt fra et trafikinformationscenter, så meldinger om ulykker, tabt gods med videre og kommer op på tavlerne.

Gør lystavlerne en forskel?
Alle analyser af effekten af lystavlerne viser et positivt resultat. Især den automatiske hastighedsregulering har været gavnlig ved at reducere kødannelser og mindske antallet af ulykker. Det er især tilfældet, når der er større vedarbejder langs de strækninger, der har et aktivt ITS-system.

Beregninger viser endda en stor samfundsøkonomiske effekt, når trængsel og spildtid på vejene mindskes, og der skal foretages mindre oprydningsarbejde efter uheld.
Derudover har det den afledte effekt, at flere har fået øjnene op for, at det kan betale sig at udvikle og investere i ITS-systemer generelt, hvilket vil føre til yderligere gevinst for både den enkelte borger og samfundet som helhed.

Da lystavlerne blev slukket
Det kom derfor som en meget stor overraskelse for de fleste, da der blev taget en beslutning om at slukke lystavlerne på Motorring 3 med besparing som begrundelse.

På det tidspunkt var der investeret ca. 159 millioner kroner i projektet, og alt viste, at de indenfor en forholdsvis kort årrække ville have finansieret sig selv, hvilket kun gjorde beslutningen mere uforståelig. Udfordringen var, at der årligt manglede 30 millioner til deres drift.

Dansk Erhverv gik aktivt ind i debatten med en klar opfordring til Transportministeriet og regeringen om at få fundet de nødvendige midler til et projekt, der havde vist sin klare værdi.

Da lyset kom tilbage
Dagens rigtigt gode nyhed den 13. april 2018 var derfor, at der var fundet midler til lystavlerne igen. Der skal lyde en stor ros til regeringen og Dansk Folkeparti for at have foretaget dette gode valg.

Dansk Erhvervs klare ønske er, at der skal være mere ITS i Danmark - ikke mindre. Især her frem mod efterårets ITS World Congress, der afholdes i København, skal vi vise verden, at vi er et foregangsland, når det gælder værdiskabende teknologiske udviklinger, der gør hverdagen nemmere og bedre for alle landets trafikanter.

 

Kontakt

Transport

Christoffer Greenfort

Chefkonsulent