Gemt
Presse og Nyheder

Overvejer du fjernsalg under krisen?

24. marts 2020

Coronakrisen betyder, at mange butikker holder lukket – enten fordi de skal, eller fordi der ikke er nogen kunder. Det får flere til at afprøve nye salgsmetoder. Hvis du går i gang med e-handel, telefonsalg eller lignende, skal du være opmærksom på, at der gælder nogle andre regler. Læs de vigtigste her.

Særlige kendetegn ved fjernsalg/e-handel
Hvis du begynder at tage imod ordrer via din hjemmeside, på mail eller på telefonen, er der tale om fjernsalg eller e-handel, og det betyder, at forbrugerne får lidt flere rettigheder, end de ville have, hvis de bare kom ned og handlede i din fysiske butik. De vigtigste forskelle er, at forbrugerne skal have langt flere oplysninger både før og efter købet, og at de som udgangspunkt har en lovsikret ret til at fortryde købet i en periode på 14 dage, efter at de har fået varen leveret.

Her kan du læse mere om fortrydelsesretten: Fortrydelsesretten ved fjernsalg – hvordan fungerer den i praksis?

Før aftalen bliver indgået
Inden du indgår aftale med forbrugeren, er der en lang række oplysninger, som du skal sørge for, at forbrugeren har fået. De vigtigste er oplysninger om den samlede pris for produktet, oplysninger om fortrydelsesretten, og hvordan forbrugeren benytter sig af fortrydelsesretten. Derudover skal du blandt andet også sørge for at fortælle, om forbrugeren selv skal betale for returforsendelsen, hvis han eller hun benytter sig af fortrydelsesretten.

Den mest normale måde at give oplysningerne er, at du i slutningen af købsflowet præsenterer forbrugeren for et sæt handelsbetingelser, som forbrugeren så accepterer at have læst og godkendt.

I denne guide kan du se mere om alle de informationer, som du skal give forbrugeren, inden forbrugeren gennemfører købet: E-handel - informationsforpligtelser

Efter aftalen er indgået
Når aftalen er indgået, skal du sørge for, at forbrugeren får alle oplysningerne på et varigt medium. Det vil sige, at du kan sende en mail til forbrugeren med dine handelsbetingelser, så forbrugeren på den måde får en kopi af handelsbetingelserne. Hvis ikke kunden modtager de rigtige oplysninger på et varigt medium, kan det blandt andet betyde, at fortrydelsesretten forlænges fra 14 dage til 12 måneder og 14 dage.

Uanmodede henvendelser er forbudt
Du skal være opmærksom på, at du ikke bare kan ringe eller skrive en mail til forbrugere med gode tilbud. Du kan kun ringe eller skrive en mail med tilbud til en forbruger, hvis du på forhånd har fået forbrugerens samtykke til, at du må kontakte dem på mail eller telefon. Det skal desuden fremgå af samtykket, hvad det præcis er, at du vil kontakte dem om. Det kan for eksempel være salg af varer, præsentation af gode tilbud eller lignende.

Her kan du få mere hjælp
Dansk Erhverv har lavet en række guides og artikler, hvor du kan få mere hjælp, og der er også skabeloner til handelsbetingelser:

Hvis du er medlem af Dansk Erhverv, kan du kontakte vores erhvervsjurister med dine spørgsmål om e-handel og reglerne for e-handel.

Kontakt os

Der anvendes cookies til at forbedre din oplevelse af websitet. Du accepterer ved at navigere videre. Læs mere om website cookies.