; ;
Gemt

Reducerer arbejdsstyrken og pålægger erhvervslivet nye skatter

10. oktober 2020

Nye skatter til erhvervslivet og lavere arbejdsudbud er dårligt nyt midt i en coronatid. Nu bliver der brug for reformer, der skal kompensere for det mindre arbejdsudbud. Dansk Erhverv roser dog Dansk Folkeparti for at få forhandlet en højere skat på aktier ud af aftalen om ny ret til tidlig pension.

 

I nat præsenterede regeringen med støtte fra SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti den længe ventede aftale om en ny ret til tidlig pension, den såkaldte Arne-reform. Aftalen skønnes at reducere arbejdsudbuddet med 5.000 fuldtidspersoner i 2022 stigende til ca. 9.800 fuldtidspersoner i 2025 og varigt. Aftalen finansieres blandt andet ved hjælp af en ny skat på den finansielle sektor, træk på råderummet, lagerbeskatning på selskabers ejendomsavance og et uændret loft over i aktiesparekontoen.

”Alt i alt er det en skidt aftale for Danmarks konkurrencekraft. Vi trækker folk ud af arbejdsmarkedet og beskatter erhvervslivet hårdere. Det er uklogt,” siger Brian Mikkelsen.

”Det er bestemt ingen hemmelighed, at aftalen om en ret til tidlig pension ikke er groet i Dansk Erhvervs have. Det er usundt for dansk erhvervsliv at trække raske mennesker ud af arbejdsstyrken. Det er også alt andet end sundt at pålægge erhvervslivet nye skatter. Vi står midt i en historisk økonomisk krise. Tiden er kommet til, at vi begynder at tale om, hvordan vi tjener pengene til vores land. Ikke kun hvordan vi bruger dem,” siger adm. direktør i Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen.

Han opfordrer nu regeringen til at finde kompenserende tiltag, der øger arbejdsudbuddet:

”Det er vigtigt, at der nu aftales kompenserende tiltag, så Danmark ikke mister konkurrenceevne. Der bliver brug for nye tiltag, der sikrer arbejdsudbuddet til gavn for landets virksomheder - og dermed vores fælles velfærd,” siger Brian Mikkelsen.

Tidsler forhandlet ud
Selv om der er mange tidsler i aftalen, så roser Brian Mikkelsen Dansk Folkeparti for at få forhandlet en række tidsler ud af aftalen. I regeringens udspil var der lagt op til, at aktieavanceskatten skulle stige fra 42 til 45 procent. Dette element er forhandlet ud, og samtidig bliver beskatningen af den finansielle sektor også en smule mindre end oprindelig planlagt. Endelig er en højere arbejdsgiverbetaling for sygedagpenge fjernet ved forhandlingsbordet.

”Der er grund til at rose Dansk Folkeparti for at få fjernet flere tidsler, herunder en stigning af skatten på aktier. En stigning i aktieindkomstskatten havde svækket investeringer i de små og mellemstore virksomheder og mindsket incitamenter til at starte virksomhed i Danmark,” siger Brian Mikkelsen, der til gengæld er skuffet over, at loftet over aktiesparekontoen forbliver på 100.000 kr.

Se aftaleteksten her (Beskæftigelsesminiteriet.dk).

Kontakt

For yderligere kontakt Dansk Erhvervs pressetelefon på 70 22 80 10