; ;
Gemt

Søg støtte fra Omstillingsfonden til kvalifikationsløft af ufaglærte og faglærte

Faglærte og ufaglærte, der er i beskæftigelse, kan få op til 10.000 kr. pr. år i tilskud til deltagerbetalingen på akademi- og diplomuddannelser.

Nyhed

Dansk Erhverv | UDDANNELSE - 29. oktober 2018

Udviklingen på arbejdsmarkedet stiller krav til medarbejdernes kompetencer og kræver, at den enkelte er omstillingsparat og hurtigt kan tilegne sig ny viden. Især digitalisering og ny teknologi kræver, at medarbejdere er indstillet på løbende at oparbejde nye kompetencer og konstant efteruddanner sig. Deltagerbetalingen på efter- og videreuddannelse kan i nogle tilfælde være en barriere for, at den enkelte vælger efteruddannelse.

Økonomisk støtte til deltagerbetalingen
Med Trepartsaftalen fra oktober 2017 om styrket og mere fleksibel voksen-, efter- og videreuddannelse er der enighed om at give økonomisk støtte til bl.a. deltagerbetalingen, når faglærte og ufaglærte, der er i beskæftigelse, tilmelder sig akademi- og diplomuddannelser.

Op til 10.000 kr. pr. år pr. medarbejder
Der er mulighed for at få op til 10.000 kr. årligt, hvis medarbejdere i deres fritid eller i arbejdstid ønsker at deltage i offentligt godkendte akademi- og diplomuddannelser og få et kvalifikationsløft i form af ECTS-point. Det er en forudsætning for at modtage støtte, at medarbejderen er ansat i virksomheden på tidspunktet for kursusstart.

Støtte gives efter "først til mølle-princippet".
Tilskud fra Omstillingsfonden søges i forbindelse med den normale tilmelding til et uddannelsesmodul hos de videregående uddannelsesinstitutioner, som udbyder akademi- og diplomuddannelser. Målgruppen er som nævnt faglærte og ufaglærte i beskæftigelse, og midlerne fra fonden tildeles efter først-til-mølle-princippet. I praksis vil det betyde, at den enkelte medarbejder ved tilmeldingen til uddannelsesmodulet ikke opkræves deltagerbetaling på op til 10.000 kr. pr. år.

Der kan søges støtte til alle offentligt godkendte akademi- og diplomuddannelser samt HD 2. del. Uddannelserne udbydes på erhvervsakademier, professionshøjskoler, universiteter og maskinmesterskoler over hele landet.

Læs mere her: Sådan søger du støtte fra Omstillingsfonden