; ;
Gemt

Straffen for kriminalitet relateret til corona-epidemien skal skærpes

14. april 2020

Justitsminister Nick Hækkerup fremsætter ny hastelovgivning om strafskærpelser for kriminalitet, der har baggrund i Covid-19. Ønsket om strafskærpelser er opstået i lyset af flere hændelser, hvor kriminelle udnytter epidemien til at begå kriminalitet.

Siden begyndelsen af marts 2020 har politiet registreret en række anmeldelser af tyverier og indbrud, hvor værnemidler er blevet stjålet. Det er særligt de danske sygehuse, som oplever, at håndsprit og masker forsvinder i takt med, at udbruddet af corona-virussen er tager til. Genstande, der måske nok er af begrænset økonomisk værdi, men som i den aktuelle situation er en knap ressource, der er afgørende for, at sundhedsmyndighederne kan varetage deres helt essentielle opgaver.

Inge Kristensen, direktør i Dansk Selskab for Patientsikkerhed, understreger, at der desværre stjæles fra de steder, der har allermest brug for netop den slags remedier:

"Først og fremmest er det selvfølgelig forbudt at stjæle, men man tager også fra nogen – både personale og patienter – som virkelig har brug for håndsprit eller mundbind. I yderste konsekvens risikerer man jo, at det kan gå ud over beskyttelsen af patienterne."

Højere straf skal indføres ved Corona-kriminalitet
Danmarks justitsminister er rystet over, at der findes personer, som vælger at udnytte den sårbare situation og de knappe ressourcer i samfundet, mens myndigheder og borgere kæmper for at komme corona-smitten til livs:

”Vores land er i disse dage i en helt særlig situation, hvor langt de fleste danskere har vist mod og evne til at stå sammen. Derfor sender regeringen nu et meget klart budskab til de få personer, der udnytter denne her krise og begår kriminalitet for at berige sig selv på bekostning af resten af samfundet: Jeres handlinger er usle, og noget vi på ingen måde accepterer. Vi vil slå hårdt og hurtigt ned på de kriminelle, der handler i lyset af corona-krisen, og derfor er jeg glad for, at der tegner sig politisk opbakning til regeringens ønske om markante strafskærpelser. Vi skal slå hårdere ned på personer, der stjæler håndsprit eller værnemidler, og på de virksomheder, der udnytter regeringens hjælpepakker og bedrager borgerne.”.

Med lovforslaget vil justitsmisteren indsætte en ny bestemmelse i straffeloven, hvorefter straffen for en række overtrædelser som f.eks. tyveri, indbrudstyveri og bedrageri som udgangspunkt fordobles, hvis lovovertrædelsen har baggrund i eller sammenhæng med corona-epidemien. Yderligere foreslås det, at strafniveauet skærpes, så det bliver fire gange så højt som i dag, hvis personer og virksomheder forsøger at udnytte de hjælpepakker, som Folketinget har vedtaget for at holde hånden under dansk økonomi.

Fakta om strafskærpelserne:
• Strafskærpelserne omfatter falsk erklæring på tro og love, urigtig erklæring til det offentlige, dokumentfalsk, tyveri, indbrudstyveri, underslæb, bedrageri, afpresning, åger, røveri, hæleri, brugstyveri og svig med offentlige midler, hvis forbrydelsen har baggrund i eller sammenhæng med COVID-19 epidemien i Danmark.

• Strafskærpelserne betyder som udgangspunkt, at strafniveauet fordobles. I forhold til visse overtrædelser kan der dog blive tale om mere end en fordobling.

• Overtrædelser omfattet af strafskærpelsen, der i dag straffes med bøde, vil fremover blive straffet med fængsel, hvis der er tale om gentagelsestilfælde, eller hvis lovovertrædelsen er begået under særlige omstændigheder, f.eks. hvis der er tale om tyveri af værnemidler fra hospitaler, lægeklinikker eller lignende.

• Hertil kommer, at hvis lovovertrædelsen har fundet sted under sådanne omstændigheder, at der uberettiget er opnået lån, kredit, støtte, tilskud eller lignende kompensation fra regeringens hjælpepakker, kan straffen blive fire gange så høj.

• Herudover skal det i almindelighed indgå som en strafskærpende omstændighed, hvis andre overtrædelser end de opregnede har baggrund i eller sammenhæng med COVID-19 epidemien i Danmark.

Dansk Erhverv opfordrer til at virksomhederne er særligt opmærksomme på corona-relateret kriminalitet og at virksomhederne sikrer, at sådan kriminalitet hurtigt bliver anmeldt til politiet.