; ;

EU’s taksonomi skal være reelt bæredygtig

EU's taksonomi er en fælles klassificering af bæredygtige aktiviteter med det sigte at fremme grønne investeringer frem for sorte. Dermed spiller taksonomien en vigtig rolle i den markedsdrevne grønne omstilling, fordi den hjælper med at lede kapital hen mod bæredygtige løsninger.

EU’s taksonomi er et vigtigt redskab for den grønne omstilling, men EU-kommissionens forslag trænger til tre justeringer:

  1. Taksonomien skal være faktabaseret for at være troværdig

Hvis taksonomien skal fungere og sende korrekte prissignaler til markedet, skal den opfattes som et troværdigt værktøj for investorer. Det kræver, at den er baseret på objektive kriterier og saglig klimavidenskab. Politiske hensyn må ikke trumfe videnskabelige kendsgerninger. Taksonomiens styrke og formål er at skabe en fælles videnskabeligt baseret ramme for investorer, ikke at beslutte, hvilke sektorer der skal investeres i, eller beskytte de sektorer, der er politisk følsomme i et eller flere medlemslande.

  1. Gas skal ikke klassificeres som bæredygtigt

EU-kommissionen har foreslået at klassificere gas som en bæredygtig aktivitet i en overgangsperiode. Men gas er et fossilt brændstof, der både udleder CO2, når det brændes, og medfører enorme metan-udspil, når det udvindes og transporteres. Dermed vil det være i strid med videnskaben at klassificere gas som bæredygtigt, også selvom det kun sker i en overgangsfase.

Derudover er klassificering af gas som "bæredygtig" i strid med taksonomiforordningen, da der findes tilgængelige alternativer til yderligere investeringer i gasinfrastruktur.

Nye investeringer i gas vil låse Europa yderligere fast i fossil energi i årtier. Det vil gøre det dyrere at komme ud af sort energi på et senere tidspunkt, og det vil trække kapital væk fra grøn energi og over i fossil energi. Dermed spænder klassificeringen af gas som en bæredygtig investering ben for den grønne omstilling. Og forslaget er i strid med taksonomiforordningens artikel 10, stk. 2, hvori det klart står, at investeringer ikke må føre til fastlåsningseffekter i kulstofintensive aktiver i løbet af deres levetid eller hindre udbredelsen af vedvarende energikilder.

  1. Taksonomien skal inkludere centrale grønne sektorer

En række nye teknologier er ikke repræsenteret i taksonomien som bæredygtige. Eksempelvis bliver grønne biotek-virksomheder klassificeret som sorte kemiske industrier. Til trods for, at denne nye bio solutions-sektor leverer miljøvenlige og klimavenlige løsninger på de udfordringer, der er præsenteret i EU’s Farm to Fork-strategi, og som i en vis udstrækning kan erstatte kemiske produkter.

Det sender et fejlagtigt signal til investorerne, når virksomheder, der bidrager til taksonomiens mål, ikke er inkluderet i taksonomien. Det kan betyde, at det bliver dyrere for bio solutions-sektoren at rejse kapital og dermed innovere og udvikle sig. Det er til skade for EU’s grønne omstilling og for skabelsen af nye grønne arbejdspladser.

Andre relevante fokusområder