Spring til indhold

Mest klima for pengene: Aarhus Kommune får overblik over klimaaftryk i samarbejde med Konsido

30. november 2023

Aarhus Kommune samarbejder tæt med virksomheden Konsido om forbrugsadfærd i forhold til kommunens klimaaftryk. Formålet med partnerskabet er at kickstarte et klimaparadigme, hvor data om kommunens klimaaftryk omsættes til konkrete indsatser og skaber lokalt ejerskab. Partnerskabet er drevet af tillid, innovation og gensidig udfordringspligt – på den gode måde.

Fakta om samarbejdet mellem Konsido og Aarhus Kommune
  • Periode: 2021 - nu
  • Parter: Konsido og Aarhus Kommune
  • Løsning: Overblik over forbrugsadfærd for at reducere kommunens klimaaftryk med AI
  • Fagområde: Klima, miljø & digital
  • Samarbejdsmodel: Udviklingspartnerskab
  • Kontaktpersoner: Thomas Schultz, stifter og CEO i Konsido, Rasmus Lillelund Lovring, Aarhus Kommune & Jeppe Deleuran Kristensen, Aarhus Kommune

Kunstig intelligens og grøn omstilling er to af tidens største, politiske prioriteter. Virksomheden Konsido har specialiseret sig i at kombinere ambitionen om en grønnere fremtid med AI. Det er både værdifuldt for samfundet som helhed og for bl.a. kommunerne, som får redskaber til at arbejde med konkrete, klimafremmende initiativer.

”Vi er en virksomhed, der gerne vil gøre en forskel i den måde, vi begår os på i samfundet. Den ambition kræver data og innovation, og det er det, vi kan levere”, fortæller Thomas Schultz, der er stifter og CEO i Konsido.

Data om forbrugsadfærd kan hjælpe klimaindsatsen på vej i Aarhus kommune
Samarbejdet mellem Konsido og Aarhus Kommune startede i 2021, fordi Thomas Schultz rakte ud til Aarhus Kommune for at finde nogle i hans netværk, der kunne hjælpe med data og opbygge de første prototyper på, hvordan AI kunne bruges til at fremme klimainitiativer. Dengang var samarbejdet med Aarhus Kommune ikke formaliseret, men det stod hurtigt klart, at der var et stort potentiale:

”Vi startede faktisk fra ingenting, men Aarhus Kommune blev med tiden vores første kunde. På den måde gik vi fra at tale om, hvordan AI kunne bruges til at mindske kommunens klimaaftryk, til et egentligt kommercielt samarbejde”, fortæller Thomas Schultz.

Konkret leverer Konsido databehandling til Aarhus Kommune, som kan tegne et billede af, hvor der skal laves nogle indsatser på klimaområdet. Udgangspunktet er et ønske om at bakke klimaindsatsen op med data, så kommunen får en databaseret tilgang til at arbejde med forbrugsbaserede CO2-udledninger.

Det betyder, at Konsido får adgang til kommunens fakturadata om forbrugsadfærd, der derefter behandles af Konsido og giver Aarhus Kommune et bedre afsæt til at træffe politiske beslutninger om, hvor der skal sættes ind for at reducere klimaaftrykket:

”I vores samarbejde med Konsido kan vi få et ret klart billede af, hvor det er nødvendigt at sætte ind på vores klimahandling med data i ryggen. Det har vi ikke kunne før. Langt henad vejen har det tidligere mest været ’synsninger’ og holdninger til, hvad det er, vi skal give os i kast med”, fortæller Jeppe Deleuran Kristensen fra Aarhus Kommune og bliver suppleret af sin kollega Rasmus Lillelund Lovring:

”Vi kan komme helt ud på den enkelte skole, børnehave eller plejehjem. På den måde får skolelederen også et indblik i sit forbrugsaftryk på økonomi og klima, der er samtænkt. Det er værdifuldt, fordi vi giver den lokale ledelse mulighed for at tage del i klimaindsatserne”, siger Rasmus Lillelund Lovring.

Innovation er alfa og omega til at udvikle på hinandens løsninger
Både Konsido og Aarhus Kommune italesætter samarbejdet som et makkerskab mere end et formelt partnerskab. Det skyldes, at de også hjælper hinanden med at udvikle nye værktøjer og indsatser til at reducere klimaaftrykket.

Som eksempel kan nævnes, at de med jævne mellemrum holder fælles workshops, hvor de udvikler på databehandlingen af forbrugsadfærden i kommunen, udarbejder pejlemærker med opgavebeskrivelser og hjælper hinanden med at optimere arbejdsgange for at gøre data mere effektivt og retvisende.

”Det gode ved vores samarbejde er, at vi bliver holdt i ørerne både innovativt og strukturelt. Det er en rejse, hvor både vi og Aarhus Kommune bliver klogere i forhold til, hvordan man kan gøre det her”, siger Thomas Schultz fra Konsido.

Et makkerskab kan dog ikke kun gå i én retning. Derfor er Aarhus Kommune også opsatte på at drive de gode idéer videre i deres eget arbejde og integrere løsningerne direkte ind i den måde, Aarhus Kommune selv arbejder på:

”Innovation er alfa og omega her, og som kommune skal vi møde Konsido og gribe de bolde, de kaster op ved at køre videre med dem i vores arbejdsgange. De erfaringer, vi gør os, når databehandlingen skal omsættes til beslutninger og initiativer, bruger vi derefter sammen med Konsido til at videreudvikle på databehandlingen”, forklarer Rasmus Lillelund Lovring.

Det er bedre at ramme skiven end ikke at kaste pilen
Der er enighed blandt begge parter om, at brugen af AI til at fremme klimaindsatser, er et nyt område. Der er ikke mange, der løfter området, og derfor er både Konsido og Aarhus Kommune opsatte på at være fleksible og ændrende i, hvad der er vigtigt for dem i partnerskabet:

”På mange måder er der tale om et lidt atypisk offentlig-privat samarbejde. Vi kan ikke gøre det her uden Konsido, og Konsido får også udviklet sin forretning af vores partnerskab”, fortæller Jeppe Deleuran fra Aarhus Kommune.

Derfor har de også aftalt, de som en del af partnerskabet er ærlige om, at det ikke er alting, de ved, og det ikke er alle gode idéer, der faktisk kan blive realiseret:

”Som lille startup-virksomhed skal vi konkurrere på nogle andre parametre end de store virksomheder. Det giver os en høj grad af agilitet, fordi vi kan reagere hurtigt og smidigt, men sætter også høje krav til vores egne evner til at tænke anderledes og afprøve nye løsninger – også selvom de ikke nødvendigvis viser sig at kunne lade sig gøre i praksis”, forklarer Thomas Schultz fra Konsido.

Partnerskabet er derfor også funderet i en grundlæggende nysgerrighed og lydhørhed snarere end fastsatte krav, fordi der er en forståelse for, at hvis der skal bygges bro mellem leverandør og kommune, så er der ikke nogen givet facitliste, men derimod en gensidig vilje om at bruge hinanden aktivt for at sparre og udvikle.

Gode råd til andre med et lignende samarbejde

Dansk Erhverv har spurgt Konsido og Aarhus Kommune, hvad de har af gode råd til andre – både offentlige og private aktører – som ønsker at indgå i et lignende samarbejde.

  • Byg bro. Som mindre og nyopstartet virksomhed er det nødvendigt at være ærlig om, at det ikke er alt, man ved om modtageren og deres verden. Derfor bliver man nødt til at have respekt for, at det, man leverer af produkt, skal bygges ovenpå deres virkelighed. Det kræver ærlighed og gensidig tillid til, at begge parter er indstillet på en tæt dialog.
  • Se muligheder. Man skal ikke holde sig tilbage. Stå fast ved egne og andres idéer og forklar, hvad der menes og ønskes. Se de gode idéer som en mulighed for at få masser af indflydelse, og vær opmærksom på ikke at udtænke det hele fra starten af – det kan nemlig ende som en spændetrøje. Hold i stedet fast i de gode idéer med et løsningsorienteret mindset og vær klar på at ændre kurs undervejs.  

Samarbejde i virkeligheden

Når det offentlige og private samarbejder, vinder Danmark. Sammen kan offentlige og private aktører drive bæredygtige løsninger, skabe nye og innovative erhvervseventyr og løfte kvaliteten på velfærds- og sundhedsområdet. Mulighederne er mange, og Dansk Erhverv har derfor samlet gode eksempler på, hvor langt vi kan rykke os, når vi samarbejder.

Samarbejde i virkeligheden

Nyhed

Bio-Symbiosen bringer erhvervsliv og kommune tættere på hinanden i indsatsen for at fremme biodiversitet

Elektronikvirksomheden Green Mind har en ambition om en grønnere og mere bæredygtig verden. Bio-Symbiosen sætter retning for individuelle og fælles handlinger på tværs af offentlige og private aktører.

Nyhed

Det gode børneliv er en investering: Memox, Den Sociale Investeringsfond og Vejle Kommune samarbejder om børns trivsel og udvikling

Den socialfaglige virksomhed Memox tilbyder rådgivning, støtte og vejledning til familier i udsatte situationer. Virksomheden har indgået et samarbejde med Vejle Kommune og Den Sociale Investeringsfond om en social effektinvestering, der skal hjælpe børn og familier, som har brug for ekstra støtte i hverdagen.

Nyhed

Lidl, Slagelse Kommune og Plant et Træ har sammen opført en skov på 20.000 træer: ”Biodiversitet er godt købmandskab”

For hver ny butik, Lidl åbner, planter de 1.000 nye træer. Samarbejdet om træplantning sker med Plant et Træ, og et konkret eksempel er Bi-skoven syd for Skælskør i Slagelse Kommune. Her står nemlig 7,5 hektar skov – alt sammen for at fremme biodiversiteten og give tilbage til den planet, Lidl lever af at sælge råvarer fra.

Nyhed

Mest klima for pengene: Aarhus Kommune får overblik over klimaaftryk i samarbejde med Konsido

Aarhus Kommune samarbejder tæt med virksomheden Konsido om forbrugsadfærd i forhold til kommunens klimaaftryk. Formålet med partnerskabet er at kickstarte et klimaparadigme, hvor data om kommunens klimaaftryk omsættes til konkrete indsatser og skaber lokalt ejerskab.

Nyhed

OSCAR-projektet vil styrke fremtidens sundhedsvæsen med bedre brug af sundhedsdata

En række private virksomheder og offentlige organisationer samarbejder i et innovationspartnerskab, OSCAR-projektet, om bedre brug af sundhedsdata til gavn for patienterne. Formålet er at fremtidssikre vores sundhedsvæsen. Det skal bl.a. ske gennem innovative prismodeller for nye lægemidler, mere præcisionsmedicin og datagenbrug i forskning. Dansk Erhverv har interviewet tre af parterne: Roche Pharmaceuticals, DataFair og Rigshospitalet.

Nyhed

KFUK’s Sociale Arbejde og Esbjerg Kommune hjælper socialt udsatte ved at etablere Reden i Esbjerg

I samarbejde med Esbjerg Kommune har KFUK’s Sociale Arbejde etableret Reden Esbjerg. Reden Esbjerg støtter socialt udsatte ved at give et trygt rum og værested, og samarbejdet mellem KFUK’s Sociale Arbejde og Esbjerg Kommune har været præget af gensidig vilje, mod på at tænke nyt og kreativitet.

Nyhed

Samarbejde om udbud optimerer ressourcer og fremmer bæredygtighed i Region Sjælland

Region Sjælland har i samarbejde med virksomheden FORTEM gennemført et udbud af et Klimapartnerskab, fordi regionen havde brug for flere og mere effektive indsatser og en dynamisk rådgiver til at levere ekspertviden i deres Klimasekretariat. Samarbejdet med FORTEM har resulteret i et udbud, der har optimeret regionens ressourcer, konsolideret regionens konsulentforbrug i ét partnerskab og forbedret beslutningsoplæg til politikerne.

Nyhed

”Den gode relation og ærlige dialog er vejen frem”. I Hjørring Kommune giver samarbejdet med CEKURA tryghed og kernevelfærd for borgerne

Virksomheden CEKURA leverer vagtcentralservice til nødopkald for borgerne i Hjørring Kommune. Samarbejdet betyder, at CEKURA modtager, monitorerer og sorterer opkald fra borgerne døgnet rundt og sørger for at informere kommunens personale, hvis borgeren har brug for hjælp, som derefter besøger dem. Samarbejdet er funderet på den gode relation, ærlige dialog og fælles mål om at frigive tid og ressourcer til pleje og omsorg for borgerne.

Nyhed

Mobile og fleksible bygninger til Skovskolen på Djursland skaber bæredygtige og gode undervisningsmiljøer

Virksomheden Mobilhouse leverer fleksible, modulopbyggede bygninger, der samtidig er svanemærkede og kan genbruges. Den mulighed har Københavns Universitet gjort brug af på Djursland, da der skulle etableres en ny professionsuddannelse på Skovskolen i et grønt og naturskønt miljø.

På agendaen

Botilbuddet Åse Marie: Samarbejde skaber særlig kontakt for de udsatte

Den tredje onsdag i hver måned kører to medarbejdere fra Køge Kommune til Botilbuddet Åse Marie. Her yder de borgerservice til voksne med sindslidelser og aktivt misbrug. Besøgene på botilbuddet betyder, at borgerne mødes i trygge omgivelser med pædagogiske kompetencer til stede.

Kontakt

Offentlig-Privat Samarbejde

Malene Jæpelt

Fagchef for offentlig-privat samarbejde