Gemt

KFUK’s Sociale Arbejde og Esbjerg Kommune hjælper socialt udsatte ved at etablere Reden i Esbjerg

24. oktober 2023

I samarbejde med Esbjerg Kommune har KFUK’s Sociale Arbejde etableret Reden Esbjerg. Reden Esbjerg støtter socialt udsatte ved at give et trygt rum og værested, og samarbejdet mellem KFUK’s Sociale Arbejde og Esbjerg Kommune har været præget af gensidig vilje, mod på at tænke nyt og kreativitet.

Fakta om samarbejdet mellem KFUK’s Sociale Arbejde og Esbjerg Kommune

Periode: 2020 - 2023
Parter: KFUK’s Sociale Arbejde & Esbjerg Kommune
Løsning: Etablering af Reden Esbjerg
Fagområde: Civilsamfund og socialt arbejde
Samarbejdsmodel: Bilateral aftale med brug af puljemidler fra Socialstyrelsen
Kontaktpersoner: Mads Andersen Høg, KFUK’s Sociale Arbejde, Mette Schmücker, tilbudsleder Esbjerg Kommune og Pernille Larsen Meier, daglig leder i Reden Esbjerg


I 2019 beslutter Esbjerg Kommune at se på deres tilgang til at arbejde med mennesker i prostitution. Det udspringer blandt andet af, at der i servicelovens bestemmelser lægges op til, at kommunen skal kunne yde rådgivning og vejledning på området:

”Vi havde på daværende tidspunkt ikke nogen faste guidelines eller procedurer for, hvordan vi i Esbjerg Kommune håndterede vejledning af mennesker i prostitution”, siger Pernille Larsen Meier, der dengang arbejdede i Esbjerg Kommune og nu er daglig leder af Reden Esbjerg.

Undervejs i denne proces valgte Esbjerg Kommune at søge nogle puljemidler i Socialstyrelsen, der skulle bruges på en målrettet indsats, der skulle afklare behovene i kommunen, samt udvikle et reelt tilbud til mennesker i prostitution. Kravet for at få del i midlerne var, at kommunen forpligtede sig til at indgå et samarbejde med en NGO. Og her rakte Esbjerg Kommune ud til KFUK’s Sociale Arbejde.

Først og fremmest behov for viden og inspiration
Da projektet for alvor går i gang, er opgaven indledningsvist at forsøge at afdække, om der er grundlag for at etablere en rede i Esbjerg, som skal yde rådgivning og vejledning i det Syd- og Sønderjyske område.

”Vi er nu i 2020. I starten handler det meget om at afdække, hvordan kommunen og KFUK’s Sociale Arbejde kan samarbejde på tværs til gavn for den mest smidige og hurtige indsats om at etablere en Rede. Vi kender jo Reden fra Odense, Aarhus, Aalborg og København, og derfor kommer vi med rigtig meget erfaring”, fortæller Mads Andersen Høg, der i dag er udviklingschef i KFUK’s Sociale Arbejde.

En del af første fase af projektet var, at Esbjerg Kommune havde brug for en erfaren og dygtig samarbejdspartner, der kunne være med til at opspore viden, give inspiration og sætte fokus på problemstillingen. For selvom det var indlysende for KFUK’s Sociale Arbejde, at der selvfølgelig var et behov for en Rede i Esbjerg, var det ikke altid nemt for kommunen:

”I første omgang skulle vi sætte politisk fokus på det. Vi startede faktisk der, hvor der var mange, der ikke mente, at vi overhovedet havde et problem med mennesker i prostitution i Syd- og Sønderjylland. Så vi skulle mobilisere noget information og politisk opmærksomhed på det, så vi kunne sikre, at indsatsen også blev prioriteret politisk”, fortæller Mette Schmücker, der er tilbudsleder i Esbjerg Kommune på socialområdet.

Med puljemidlerne fra Socialstyrelsen blev det muligt at etablere Reden Esbjerg. Derfor valgte Esbjerg Kommune sammen med KFUK’s Sociale Arbejde at afdække behovet, sætte tal og statistik på virkeligheden og lave meget opsøgende arbejde:

”Vi indsamlede statistik, lavede opgørelser over brugere og deres problematikker, hvilke slags ydelser og indsatser de havde behov for. Og så samarbejde vi med VIVE og gjorde vores viden op i tal”, forklarer Pernille Larsen.

Da arbejdet derefter gik ind i fase 2, nemlig selve etableringen, havde Esbjerg Kommune derfor et solidt vidensgrundlag at arbejde ud fra sammen med KFUK’s Sociale Arbejde.

Mulighed for nye og kreative løsninger skræddersyet til brugernes behov
En af de vigtige grundsten for at etablere Reden i Esbjerg var, at udviklingen og processen kunne følges ad mellem KFUK’s Sociale Arbejde, medarbejderne i Reden og Esbjerg Kommune. Derfor blev status på Reden i Esbjerg et fast punkt på dagsordenen i Esbjerg Kommune, medarbejderne i Reden blev lært op i arbejdet og fik hjælp og sparring fra KFUK’s Sociale Arbejde. Men der var behov for justeringer, og derfor valgte man at ændre organiseringen af samarbejdet.

”På et tidspunkt blev det tid til, at vi ændrede på vores organisering omkring Reden Esbjerg. KFUK’s Sociale Arbejde arbejder fra Landskontoret i København, og det bliver sværere over tid at sparre og hjælpe, desto mere konkret, det bliver, i takt med at vi bevæger os fra indledende udvikling i retning af drift. Derfor fik Reden i Esbjerg en daglig leder i Reden, som kunne drifte tilbuddet, imens der fortsat var ledelsesmæssig understøttelse fra Landskontoret på sidelinjen”, fortæller Mads Andersen Høg fra KFUK’s Sociale Arbejde.

Det betød også, at der blev skabt de rette forudsætninger for flere kreative løsninger, som, på baggrund af Esbjerg Kommunes opsøgende arbejde, blev skræddersyet til brugernes behov.

Reden Esbjerg har etableret cafétilbud, råd- og vejledningsforløb fra de socialfaglige medarbejdere, en åben dør for brugerne uden forudgående aftale, facilitering af arrangementer og sociale aktiviteter, terapeutiske samtaleforløb (individuelt og på gruppebasis) samt senest en sundhedsklinik, som er åbnet i 2023.

”De mennesker, der gør brug af vores tilbud, har også ofte udfordringer på andre områder. Derfor var det vigtigt for os at skabe et rum, hvor de oplevede en varme og tryghed, når de kom hos os. Det handler om tillid, og derfor har vi brugt rigtig meget tid på at tænke kvaliteten ind i alle vores tilbud i Reden med en tydeliggørelse af, at tilbuddet er anonymt og ikke et visiteret tilbud, der er tilknyttet en kommunal institution”, fortæller Pernille Larsen Meier fra Reden Esbjerg.

Mette Schmücker, tilbudsleder i Esbjerg Kommune, supplerer:

”Vi var meget opmærksomme på, at Reden Esbjerg kan bidrage med nogle muligheder, vi ikke har i kommunalt regi. Så derfor følte vi et stort ansvar for at støtte op om deres arbejde, for de er en ekstra ressource og hjælp til de borgere, som vi ved, kan profitere af det her vigtige arbejde”.

Derfor tænkte Esbjerg Kommune også Reden ind i de problemstillinger, hvor det kunne være brugbart og ved faglig sparring – både i det daglige og på de faste ledelsesmøder i kommunen. 

Gode råd til andre med et lignende samarbejde

Dansk Erhverv har spurgt KFUK’s Sociale Arbejde, Esbjerg Kommune og Reden Esbjerg, hvad de har af gode råd til andre – både offentlige og private aktører – som ønsker at indgå i et lignende samarbejde.

  • Tænk organisering ind fra starten. Det kræver stor samarbejdsvilje at koordinere og arbejde på tværs af både kommunale aktører og civilsamfund om at udvikle og drive et nyt tilbud. Tænk derfor organisering og ansvarsområder ind fra starten, og vær ikke bange for at ændre i organiseringen undervejs.
  • Sæt jer ind i hinandens ”maskiner”. Et godt samarbejde bygger på gensidig forståelse og vilje til at lykkes. En af forudsætningerne er, at parterne kender hinandens maskiner, som alle er en fælles del af i samarbejdet. På den måde er det nemmere og mere gnidningsfrit at samarbejde, fordi I forstår, hvor I hver især kommer fra, og hvad jeres respektive mandater er. Det øger forståelsen og samarbejdet.

Samarbejde i virkeligheden

Når det offentlige og private samarbejder, vinder Danmark. Sammen kan offentlige og private aktører drive bæredygtige løsninger, skabe nye og innovative erhvervseventyr og løfte kvaliteten på velfærds- og sundhedsområdet. Mulighederne er mange, og Dansk Erhverv har derfor samlet gode eksempler på, hvor langt vi kan rykke os, når vi samarbejder.

Samarbejde i virkeligheden

Kontakt

Offentlig-privat samarbejde

Malene Jæpelt

Chefkonsulent
Medarbejderprofil