; ;
Gemt

Medarbejder bortvist som følge af udeblivelse fra sygesamtale

En opsagt medarbejder afslog at deltage i en sygesamtale til brug for udfyldelse af en mulighedserklæring, og arbejdsgiveren bortviste derfor medarbejderen. Domstolene fastslog efterfølgende, at bortvisningen var uberettiget.

Nyhed

DANSK ERHVERV | PERSONALE - 13. SEPTEMBER 2018

Sygesamtalen
I forbindelse med, at en arbejdsgiver var ved at afvikle sin virksomhed, blev en af medarbejderne langtidssygemeldt. Medarbejderen, som i forvejen var i opsagt stilling, blev efter 2 måneders sygefravær indkaldt til en sygesamtale med henblik på, at arbejdsgiveren og medarbejderen udfyldte en mulighedserklæring.

Medarbejderen afslog at deltage fysisk i samtalen, da medarbejderen oplyste, at hun grundet smerter og rygproblemer kun kunne ligge på maven. Hun foreslog derfor, at de kunne gennemføre samtale telefonisk, alternativt kunne arbejdsgiveren modtage en lægeerklæring på, at hun ikke var i stand til at gennemføre samtalen på arbejdsgiverens kontor.

Medarbejderen blev herefter bortvist.

Arbejdsgiverens bortvisning
Arbejdsgiveren begrundede bortvisningen med, at sygesamtalen ikke alene var nødvendig i forhold til mulighedserklæringen, men også som følge af, at der var andre forhold grundet afviklingen af virksomheden, som nødvendiggjorde medarbejderens fremmøde. Desuden mente arbejdsgiveren, at medarbejderens vægring mod at mødes med ham måtte anses som en væsentlig misligholdelse, hvorfor en bortvisning var berettiget.

Uberettiget bortvisning
Efter sygedagpengeloven har en sygemeldt medarbejder pligt til at deltage fysisk i en mulighedssamtale. Både by- og landsret var imidlertid enige om, at bortvisningen var uberettiget, idet arbejdsgiveren ikke kunne kræve, at medarbejderen mødte fysisk til samtalen, når medarbejderen grundet sygdom havde tilbudt at gennemføre samtalen telefonisk.

Dansk Erhverv vurderer
Dommen viser, i overensstemmelse med sygedagpengeloven, at i en situation, hvor medarbejderen som følge af det konkrete fravær (sygdom) ikke er i stand til at møde på arbejdspladsen og i stedet tilbyder at gennemføre en sygesamtale telefonisk, vil dette i sig selv ikke udgøre en misligholdelse af ansættelsesforholdet.

Dansk Erhverv gør samtidig opmærksom på, at en arbejdsgiver i en sådan situation vil kunne kræve en lægeerklæring til dokumentation for, at samtalen ikke kan gennemføres grundet medarbejderens sygdom.

Dommen er konkret, og Dansk Erhverv opfordrer derfor medlemmer til at søge rådgivning i lignende sager.

Dansk Erhvervs medlemmer kan på vores hjemmeside læse mere om bl.a. sygefraværssamtale.