; ;
Gemt

Der skal gang i den grønne omstilling

26. februar 2021

Klimarådet vurderer, at Danmark er et stykke fra at leve op til 70 %-målsætningen. Rådet anbefaler en konkret køreplan frem mod 2030. Erhvervsorganisationen Dansk Erhverv er enige i behovet for at lægge klimaspor, som vil skabe flere grønne investeringer og sikre, at den grønne omstilling bliver til et nyt dansk eksporteventyr. Vi skal have et globalt fokus i løsning af klimaudfordringen.

I en netop offentliggjort rapport vurderer Klimarådet, at Danmark er en tredjedel af vejen i arbejdet med at leve op til målsætningen om en reduktion på 70 procent af CO2 og andre klimagasser inden 2030. Rådet anbefaler derfor, der laves en køreplan for reduktionen. I den køreplan skal der bl.a. indgå en gradvist stigende, ensartet og høj afgift på alle drivhusgasser.

”Dansk Erhverv er helt enige i, at der skal ske noget på skatte- og afgiftsområdet. For få dage siden kom kommissoriet for den nødvendige, grønne skattereform. Vi skal beskatte det, som vi vil have mindre af, som er CO2, og lempe skatten på det, som vi vil have mere af. Samlet set skal der være byrdebalance, og skal det naturligvis kunne betale sig at investere grønt. Her er vi helt på linje med klimarådet. Det er vigtigt at understrege, at en grøn skattereform både skal gavne det grønne og sikre, at danske virksomheder fortsat kan konkurrere på fornuftige vilkår med udenlandske virksomheder. Overordnet er der brug for en samlet klimaplan, som skal danne fundamentet for klimapolitikken. Også på det punkt er vi enige med Klimarådet,” siger Ulrich Bang, klima- og energichef i Dansk Erhverv.

Det offentlige skal på banen
Ulrich Bang understreger, at den offentlige sektor har en stor rolle at spille i den grønne omstilling.

”Det offentlige har årlige indkøb, der løber op i svimlende 380 milliarder kroner. Her er der en unik mulighed for at kick starte den grønne omstilling og lægge fundamentet for mere eksport. Det handler om at invitere private virksomheder til samarbejde og udvikling af fremtidens grønne løsninger, hvor man konkurrere på klimaeffekten og ikke kun prisen i de offentlige udbud. Det har klimarådet også blik for,” siger Ulrich Bang.

Der skal ses på økonomien
Klimarådet underlader dog i sin rapport at se på dele af økonomien på området.

”Der er desværre i rådets vurdering et fravær af fokus på omkostninger ved forskellige tiltag og anbefalinger. Betydningen for Danmarks konkurrenceevne bliver heller ikke belyst, lige som der heller ikke er fokus på de store potentialer for dansk erhvervsliv, der er ved at nå klimamålet. Det er faktisk lidt overraskende, at klimarådet ikke laver de vurderinger, for der er et stort behov for at se på de økonomiske aspekter ved de forskellige tilgange til at opnå 70 procents målsætningen. Hvilken vej, vi vælger at gå, har betydning for danske virksomheder, danske arbejdspladser og dermed også samfundet som helhed,” siger Ulrich Bang.

Kontakt

Klima, energi og miljø

Ulrich Bang

Underdirektør
Medarbejderprofil