; ;
Gemt

Elev skulle bære risiko for forkerte kontraktopolysninger

En virksomheds ophævelse af uddannelsesaftalen for en elev, som udeblev fra arbejdet uden at have været syg, var berettiget. Det var elevens risiko, at han ikke tømte sin post og havde oplyst forkert e-mail, og dermed ikke var opmærksom på virksomhedens anmodning om lægeerklæring.

Nyhed

DANSK ERHVERV | PERSONALE - 1. NOVEMBER 2018

Hvad siger reglerne?
Uddannelsesforhold er efter prøveperiodens udløb som udgangspunkt uopsigelige. Efter prøveperioden kan en uddannelsesaftale dog ophæves efter en gensidig aftale, som følge af bristede forudsætninger eller hvis eleven eller arbejdsgiveren væsentligt misligholder sine forpligtelser. En ophævelse indebærer, at uddannelsesaftalen afbrydes uden varsel.

Sagen kort
Den konkrete sag handlede om en tømrerelev, som generelt var utilfreds med, at han ikke blev ansat som voksenlærling med højere løn. På et tidspunkt har eleven erfaret, at en anden medarbejder havde fået forhøjet sin løn. Dette foranledigede endnu en diskussion med en leder om lønforholdene og muligheden for at blive voksenelev, men heller ikke ved denne lejlighed blev der indgået en aftale herom.

Efter diskussionen forlod eleven arbejdspladsen i vrede og sendte samtidigt en SMS til den elevansvarlige, hvori han skrev ”er smuttet fra arbejdspladsen”.

Da virksomheden efter et par dage kontaktede eleven, gav eleven igen udtryk for sin utilfredshed med aflønningen og oplyste samtidig, at han havde været til læge og skulle langtidssygemeldes. Virksomheden sendte på den baggrund med post og via e-mail en anmodning om en lægeerklæring til eleven. Eleven blev givet en frist på kun 3 dage til at fremsende lægeerklæringen. Brevet blev sendt til den e-mailadresse og den postadresse, som eleven havde oplyst til virksomheden i uddannelsesaftalen.

Da virksomheden ikke hørte fra eleven, valgte de efter en uge at ophæve elevforholdet.

Tvistighedsnævnets kendelse
Eleven klagede efterfølgende til Tvistighedsnævnet. Her argumenterede eleven bl.a. for, at brevet var sendt til en forkert e-mailadresse, og at han ikke var på den adresse, hvortil brevet var sendt. Eleven mente også, at virksomheden burde have kontaktet ham pr. SMS, da det var sådan, de normalt kommunikerede. Derudover mente eleven, at fristen for aflevering af lægerklæringen var alt for kort.

Tvistighedsnævnets flertal fandt, at ophævelsen af uddannelsesaftalen var berettiget, da eleven ikke havde bevist, at han havde forladt arbejdspladsen grundet sygdom.

Den korte frist var ligeledes berettiget henset til, at eleven forlod arbejdspladsen den pågældende dag, hvor løndrøftelserne fandt sted, samt at han efterfølgende havde oplyst, at han havde været til læge.

Nævnet bemærkede samtidig, at risikoen for, at der var oplyst en forkert e-mailadresse, og for at eleven ikke var på adressen, og dermed ikke havde tømt postkassen, lå hos eleven.

Dansk Erhverv bemærker
Dansk Erhverv anbefaler, at såvel elever som øvrige medarbejdere opfordres til løbende at opdatere deres kontaktoplysninger.

Dansk Erhverv anbefaler medlemsvirksomhederne at kontakte os, inden der træffes beslutning om ophævelse af en uddannelsesaftale.

Dansk Erhvervs medlemmer kan på vores hjemmeside læse mere om lægeerklæringer og generelt om sygemeldinger.