GF Forsikring: "Vi skal være klar, når krisen rammer"
Den 28. februar lød luftsirenerne pludselig over store dele af Mellemøsten, og tusindvis af danskere, der holdt ferie i den arabiske sol, blev fanget i en både ekstraordinær og usædvanlig situation. Krigen mellem Iran, USA og Israel lukkede luftrummet, og flere tusinde danskere strandede i De Forenede Arabiske Emirater og Qatar. Blandt dem var omkring 150 husstande, som er medlemmer hos GF Forsikring.
Mens situationen udviklede sig, sad medarbejderne i GF Forsikrings afdeling for skadehjælp klar ved telefonerne for sammen med SOS International at hjælpe medlemmerne.
Krig er ikke skrevet ind i deres rejseforsikring, men alligevel valgte GF at betale de godt 10.000 kroner, det kostede at få hver person ombord på Udenrigsministeriets fly hjem til Danmark. Og ifølge administrerende direktør i GF Forsikring, Mark Palmberg, blev den beslutning truffet uden tøven.
"Det er helt uden for nummer, at hjemrejsen fra en ferie pludselig bliver påvirket af krigshandlinger i andre lande. Derfor besluttede vi hurtigt at strække os og ekstraordinært dække flybilletterne. For os er det ikke den sidste krone, der tæller. Det handler om medlemsoplevelsen."
Netop krigen i Mellemøsten er et tydeligt bevis på det tiltagende mere uforudsigelige risikobillede, som forsikringsselskaber navigerer i i dag. Geopolitiske spændinger, krig, cybertrusler og ekstremt vejr giver nye udfordringer, og for GF Forsikring er det vigtigt at holde fokus på, at medlemmerne har tillid til, at selskabet kan håndtere de nye og uforudsigelige scenarier. Samtidig skal forsikringsselskabet navigere i en branche, hvor reguleringstrykket vokser mere og mere.
Netop det har vi sat Mark Palmberg i stævne for at tale om. For hvad betyder en mere ustabil verden og tiltagende regulering for GF Forsikring, og hvordan navigerer forsikringsselskabet i det?
For Mark Palmberg er det især vigtigt at skabe størst mulig sikkerhed i en usikker verden. Som medlemsejet forsikringsselskab lever GF af, at medlemmerne har tillid – både i forhold til priser og forsikringsdækninger – og tidens uro har kun gjort det endnu vigtigere, understreger han.
og har 420.000 medlemmer fordelt på både privat- og erhvervsmedlemmer.
Det var også baggrunden for beslutningen om at strække sig ud over forsikringsbetingelserne, da medlemmerne strandede i Mellemøsten. Mark Palmberg så netop dét som en mulighed for at skabe bedre tillid til medlemmerne og vise, at de kan være rolige.
Samtidig går GF langt for at undlade ekstraordinære prisstigninger. Selskabet har omkring 7,5 milliarder kroner investeret i obligationer og værdipapirer, som i øjeblikket svinger markant op og ned.
"Som medlemsejet selskab har vi tålmodige penge. Vi er ikke pisket til at skabe store afkast til aktionærer, men kan i stedet koncentrere os om medlemmernes behov – både nu og på længere sigt. Derfor gør vi også alt, hvad vi kan, for at holde stabile priser. Det er vores bidrag til at skabe tillid i en mere urolig verden. Vi kan ikke spå om fremtiden, men vi kan kæmpe så længe som muligt for at undgå prisstigninger."
4 hurtige til Mark PalmbergDen største lære, jeg tager med mig fra de seneste års geopolitiske uro, er... Den næste store beslutning, jeg står overfor, er... Dét ledelsesråd, jeg altid giver til lederne i GF Forsikring, er... Det bedste ledelsesråd, jeg selv har modtaget, er... |
Et mere komplekst risikobillede
Scenarieplanlægning spiller en central rolle hos GF Forsikring, og den geopolitiske usikkerhed har kun gjort det endnu vigtigere. Men arbejdet med at forberede sig på fremtidige scenarier er blevet mere komplekst – ikke mindst på klimaområdet.
"Især klimaet er en kæmpestor agenda inden for forsikring, og det fylder mere og mere. Hvad der var såkaldte 50-års-hændelser for ti år siden, bliver måske 20-års-hændelser om ti år. Og det er klart, at hvis du har nogle risikoscenarier, hvor risikoen fordobles – altså hvor en hændelse potentielt sker dobbelt så ofte – så har det jo en kæmpe indvirkning på et forsikringsselskabs risikoberegninger og dermed priser," siger Mark Palmberg.
Regulering mangler proportionalitet
Kompleksiteten i scenarieplanlægningen skyldes ikke kun, at verden har forandret sig; den er også et resultat af en stigende mængde regulering.
GF Forsikring har store mængder data om sine medlemmer, som er afgørende for at kunne levere skræddersyede forsikringsprodukter – for eksempel data om skadeshistorik, bopæl, alder og køn. Men ifølge Mark Palmberg spænder den stigende mængde EU-regulering ben for virksomheden.
"Der sker rigtig mange forskellige ting på reguleringssiden – også i forhold til data. Vi lever af at arbejde med risikomodellering og prissætning, og til det bruger vi meget data. Derfor skal vi naturligvis passe rigtig godt på det. Det gør arbejdet med for eksempel cyberrisikoscenarier endnu mere komplekst."
Han peger på EU's databeskyttelsesforordning (GDPR), som skal sikre, at virksomheder behandler personoplysninger lovligt, sikkert og med respekt for borgernes rettigheder. Og netop det kan han godt se fornuften i, men proportionaliteten i forordningen er skæv, mener han.
Tilsvarende gælder for EU's forordning om digital modstandskraft hos finansielle selskaber (DORA). Forordningen stiller strenge krav til risikostyring og sikkerhed omkring informations- og kommunikationsteknologi.
"Det giver rigtig god mening, at vi passer godt på den store mængde data, vi har fra medlemmerne, og sørger for at indhente de nødvendige samtykker. Og det er også grundlæggende godt, at der stilles krav om risikostyring og sikkerhed omkring informations- og kommunikationsteknologi. Men der er noget manglende proportionalitet i forhold til processerne og omfanget i forordningerne, som pålægger selskaberne store administrative byrder."
Og det gælder ikke kun GDPR og DORA. Det gælder stort set al den lovgivning, der kommer fra EU, påpeger han.
En tsunami af regler
POG-forordningen (Product Oversight and Governance), som trådte i kraft i 2018, er endnu et eksempel. Den har øget kravene markant til dokumentation af, hvordan forsikringsprodukter udvikles, godkendes og distribueres med udgangspunkt i kundernes behov.
"Selvfølgelig skal vi som medlemsejet selskab sikre, at vi udvikler produkter, som vores medlemmer har brug for, og prissætte produkterne korrekt. Derfor giver det også langt hen ad vejen mening for os at investere i det område, men det er meget tungt reguleret, og vi bruger utroligt mange kræfter på at leve op til kravene. Krav, som er designet til virksomheder, der er langt større end GF."
Generelt betyder den fortsat stigende regulering, at forsikringsselskabet har været nødt til at ansætte flere regulatoriske medarbejdere inden for blandt andet informationssikkerhed, compliance og risikostyring til at håndtere reguleringen.
Det ærgrer Mark Palmberg, der langt hellere så ressourcerne blive brugt på at drive forretning og skabe værdi for medlemmerne frem for på rapportering og procesimplementering.
"Forsikringsbranchen er en meget reguleret branche. Der er en tsunami af EU-lovgivning, der bliver ved med at vælte ind over os. Jeg synes, at det er sindssygt ærgerligt, for al den tid, penge og gode kræfter kunne vi have brugt på noget mere medlemsvendt."
Mark Palmbergs tre vigtigste ledelsesprincipperTænk mennesker først Skab retning og mening Tag ansvar og giv ansvar |
En svær balance
Den stigende mængde EU-regulering har utvivlsomt givet hovedbrud hos Mark Palmberg. Han skal ikke kun bruge tid på at sætte sig ind i bunker af lovgivning. Han skal også finde en balance i, hvordan han bedst navigerer i regulering og en omskiftelig verden med mere volatilitet, samtidig med at GF er i kraftig vækst.
Selskabet er vokset næsten 50 procent organisk over de seneste fem år og havde alene i 2025 en toplinjevækst på 14 procent.
"Når man vokser så meget i en mere volatil verden, er det i sig selv risikofyldt. Derfor er det alfa og omega for mig at sikre, at vi får hele organisationen med og holder balancen. Det er min vigtigste opgave lige nu."
Men én ting er han ikke i tvivl om. Den opgave ville være nemmere at løse, hvis EU-lovgivningen fyldte væsentligt mindre.
Læs alle artikler fra Dansk Erhverv Magasinet 02 | 2026
Deloitte-topchef: AI skal give plads til menneskelige værdier
Deloitte vil sætte turbo på den digitale omstilling. Fremover skal AI-agenter hjælpe de 3.300 medarbejdere med at rådgive kunderne.
Carl Ras: Min farfar ville vende sig i graven, men han ville også være stolt
Gorm Rasmussen tænker ofte tanken: Hvad ville hans farfar Carl Rasmussen gøre, hvis han i dag kunne se, hvordan først hans søn Cai og nu barnebarn Gorm har ført den virksomhed, han stiftede i 1932 og egenhændigt drev i 53 år, videre?
Jubilæumsportræt: Et kæmpe aftryk igennem 10 år
Han bliver kaldt Rain Man og en velklædt gadedreng. I år kan Jens Mathiesen fejre 10-års jubilæum som formand for Dansk Erhverv.
Topchef i JP/Politikens Hus: “Mediebranchen står over for en konsolidering”
Klaus Høeg-Hagensen har en klar appel til den nye regering: Det skal være langt nemmere og hurtigere at konsolidere medier i Danmark. Ellers bliver vi løbet over ende af internationale medie- og techgiganter.
“Europa må ikke miste kontrollen over kritisk energiteknologi”
KK Group slår én ting fast: Europas energisystem skal bygges med kritiske komponenter fra europæiske leverandører. Ellers risikerer vi at bygge væsentlige sikkerhedsrisici ind i vores energisystem.
GF Forsikring: "Vi skal være klar, når krisen rammer"
Da tusindvis af danskere pludselig blev fanget i en krigszone i Mellemøsten, traf GF Forsikring en hurtig beslutning: De betalte for kundernes flybillet hjem.
Dét skal du vide om medarbejdernes ferie
Må du ændre medarbejdernes allerede planlagte ferie, hvis din virksomhed pludselig får brug for ekstra bemanding? Og må du kontakte medarbejderne, når de holder ferie? Få svaret her.
Kom med!
Bliv Certificeret Vikarkonsulent - Aarhus
-
Medlemmer5.000 kr.
Bliv Certificeret Vikarkonsulent - København
-
Medlemmer5.000 kr.
Klausuler i ansættelsesforholdet
-
Medlemmer1.495 kr.
-
Ikke-medlemmer2.995 kr.
-
No show gebyr500 kr.
Kontakt
Finans & Forsikring
Ioannis Marinos
Erhvervspolitisk konsulent