;
Gemt

EU-kommissionen retter hård kritik mod Temu: Overtræder regler om ulovlige produkter

06. august 2025

Det er positivt, at EU-Kommissionen nu retter blikket mod Temu, men der er behov for hurtigere konsekvenser, når platforme som Temu overtræder reglerne. Det mener Dansk Erhverv, som også opfordrer til, at onlinemarkedspladser bliver underlagt importøransvar.

Temu har fået en foreløbig, men alvorlig løftet pegefinger fra EU-Kommissionen. Ifølge Kommissionen overtræder Temu den europæiske forordning om digitale tjenester (Digital Services Act, DSA) ved ikke at foretage en tilstrækkelig risikovurdering i forhold til udbredelsen af ulovlige produkter på sin markedsplads.

På baggrund af mystery shopping-undersøgelser vurderer Kommissionen, at der er en høj risiko for, at forbrugere i EU støder på produkter, der ikke overholder gældende regler, når de handler på Temu. Det gælder blandt andet varer som legetøj og småelektronik, der potentielt kan være både usikre og ulovlige i henhold til EU's lovgivning.

Sagen kan ende med en bøde til den kinesiske gigant. 

Dansk Erhverv: Giv platforme importøransvar
I Dansk Erhverv er der glæde over, at EU-Kommissionen nu bruger de redskaber, som DSA’en indeholder, i dette tilfælde de særlige regler, der gælder for de såkaldte VLOPs (very large online platforms), der har over 45 millioner brugere i EU om måneden. Det forklarer Betina Schiønning, som er fagchef for Produktregulering og Håndhævelse i Dansk Erhverv.

Betina Schiønning pointerer dog samtidig, at der trods undersøgelsesmulighederne for VLOPs fortsat er store udfordringer med DSA’en, som skaber en urimelig skæv konkurrencesituation.

Onlinemarkedspladser er nemlig ikke forpligtet til at sikre sig, at de produkter, der formidles gennem deres platform, lever op til EU-reglerne, før de sættes til salg på platformen. Det står i skarp kontrast til europæiske importører og detailhandlere, der skal sikre, at hvert enkelt produkt lever op til gældende regler, før de sætter det til salg. Der er således en enorm ubalance i forpligtelser for den erhvervsdrivende alt efter, hvilken forretningsmodel de tjener penge på.

”Dertil kommer, at det heller ikke er muligt at rejse pegefingeren fra Kommissionens side over for de onlinemarkedspladser, der har færre end 45 millioner brugere i EU om måneden. Dem findes der mange af, og de bør også underlægges ansvar,” siger Betina Schiønning,

Næste skridt
EU-Kommissionen vil fortsætte sin efterforskning af Temu og kigge på andre områder som vanedannende design og manglende gennemsigtighed i anbefalingssystemer. Hvis den foreløbige konklusion fastholdes, kan sagen ende med en egentlig afgørelse om manglende overholdelse af DSA’en. Dette kan medføre en bøde på op til 6 % af virksomhedens globale årlige omsætning.

Betina Schiønning forklarer, at selvom det er et stort tal, så vil det formentlig ikke ændre på onlinemarkedspladsernes ageren, og dertil kommer, at afgørelsen jo nok heller ikke er lige om hjørnet.

”Den eneste måde, hvorpå ansvarlige handelsvirksomheder i EU kan slippe for den ulige konkurrence, er ved at sidestille onlinemarkedspladser, der formidler produkter på vegne af sælgere i tredjelande, med andre erhvervsdrivende. Derfor skal der indføres importøransvar for online markedspladserne.”

Sådan er reglerne

Europæiske erhvervsdrivende, der sælger produkter til forbruger, skal bl.a. sikre sig, at produkterne er sikre, FØR de sættes til salg (GPSR artikel 9) samt oplyse fabrikantens og importørens navn, adresse, elektronisk adresse mv. I forbindelse med produktet på deres hjemmeside (GPSR artikel 19). 

Onlinemarkedspladser, som f.eks. Temu har ikke forpligtelsen til at sikre sig, at produkterne er sikre, FØR de sættes til salg, da onlinemarkedspladser i EU er at betragte som en “digital ytring” på lige fod med ytringer på f.eks. Facebook. “Digitale ytringer” reguleres ikke i GPSR (produktforordningen), men derimod i DSA (Digital Services Act), hvor der først er en forpligtelse på at reagere, når platformen bliver opmærksomme på (bliver gjort opmærksom på), at noget er galt – skulle de efter DSA’en tjekke den “digitale ytring” FØR, så ville det være censur.  

Dansk Erhverv har gennem de sidste 8 år arbejdet intensivt på, at denne skævvridning ændres, således at ALLE produkter ligegyldigt om de sælges gennem en onlinemarkedsplads eller på en dansk eller europæisk hjemmeside behandles ens. Det betyder, at produkter skal reguleres i GPSR ligegyldigt hvilken salgskanal, der anvendes og “digitale ytringer” i DSA. Dansk Erhverv har indgået en alliance med de nordiske lande og har netop udgivet et white paper “ E-commerce from 3rd countries”, der beskriver problemstillingerne og løsningerne

Se alle vores artikler og tal om Temu

Kontakt

Handel

Marianne Eltong Gade

Chefkonsulent
Medarbejderprofil
Handel

Betina Schiønning

Fagchef for Produktregulering og Håndhævelse