Spring til indhold

Mød topchef for L’Oréal Nordic: Vi jagter den næste trend

Anna Weste har arbejdet i L’Oréal Groupe i mere end 20 år. Nu skal hun sikre væksten i den nordiske del af verdens største skønhedsvirksomhed i en tid, hvor forbrugerne – ikke virksomhederne – bestemmer, hvilke skønhedstrends der bliver de næste store.

I 2024 satte Anna Weste sig i direktørstolen hos L’Oréal Nordic. Her overtog hun ikke bare ansvaret for de godt 900 medarbejdere og milliardomsætningen i den nordiske del af verdens største skønhedsvirksomhed.

Hun overtog også en palette af udfordringer: Stigende produktionsomkostninger, faldende forbrugertillid og en ny virkelighed, hvor industriledere som L’Oreál ikke længere er alene om at sætte dagsordenen for, hvilke trends der vinder frem hos forbrugerne.

Da vi møder Anna Weste en varm sommerdag, trækker mørke skyer sig sammen over L’Oréal Nordics hovedkontor på Havneholmen i København. Det er dog ikke symbolsk, siger den tyskfødte topchef med et smil, mens hun viser rundt i lokalerne, der er ved at blive udvidet:

”Forretningen går godt. Rigtig godt, faktisk,” forklarer hun og peger på, at L’Oréal Nordic de seneste år har løftet indtjeningen, gennemført markante opkøb af blandt andet den danske mikrobiomvirksomhed Lactobio og er rykket ind på listen over de 100 virksomheder, der betaler mest selskabsskat i Danmark.

Det betyder dog ikke, at Anna Weste og kollegaerne kan sænke skuldrene. Tværtimod, fortæller hun. For L’Oreál Nordic er i gang med en digital transformation, der er nødvendig for at fortsætte den stærke vækst. Det sker samtidig med, at L’Oréal Nordic – ligesom resten af erhvervslivet – opererer i en virkelighed, hvor transformation er den nye normal, og forandring er blevet en daglig realitet.

Anna Weste

L’Oréal Nordic havde en omsætning på 750 millioner euro – svarende til 5,6 milliarder kroner – i 2025. Virksomheden har mere end 600 medarbejdere i Danmark og over 900 i Norden.

Fra trendsetter til trendspotter
Tidligere var det virksomheder som L’Oréal Groupe, der i høj grad skabte trends, skabte nye teknologier og kreerede produkter baseret på, hvad forbrugerne interesserede sig for. Dette er stadig virkeligheden, men i dag kommer trends mange steder fra. I dag opererer L’Oréal i et marked, hvor forbrugerne i langt højere grad selv afgør, hvilke produkter og trends der vinder frem. Samtidig spreder nye produkter, vaner og skønhedsidealer sig med rekordfart, verden over via sociale medier.

”Hvis der opstår en trend i Kina, kan den i løbet af dage eller uger vokse sig til at være det, forbrugerne efterspørger i Danmark. Det går virkelig stærkt.”

Det stiller nye krav til L’Oréal, forklarer Anna Weste: ”For at vedblive at være relevante for kunderne i den skærpede konkurrence, skal vi spotte og kreere den næste trend, før den bliver stor, og så skal vi meget hurtigere end tidligere oversætte den til produkter og få dem ud i de kanaler, som kunderne er i. Ellers kommer vi for sent til festen.”

Kort sagt: Hvis tusindvis af kvinder og mænd diskuterer en ny tendens, et hårserum eller en make-up-teknik på TikTok eller Instagram, skal L’Oréal opdage det, mens trenden spirer – ikke når den allerede har spredt sig.

”Som et konkret eksempel skabte vores Kérastase-brand skinification’-trenden inden for hårpleje, hvor forbrugerne i dag efterspørger de samme aktive ingredienser til hår og hovedbund som til ansigtspleje. Det skete gennem innovativ produktudvikling og lancering af nye produkttyper, som efterfølgende tog fart på sociale medier. Senere fulgte L’Oréal Paris trop og lancerede hurtigt Elvital Hyaluron Plump-serien, som i dag er en af de absolut største salgssucceser i Norden.”

En tysk topchefs observationer i Danmark

Det, der har overrasket mig mest ved Danmark, er, hvordan man værdsætter tid, og den generelle respekt for at overholde den.

Det bedste ved at arbejde i Danmark er flade hierarkier, pragmatisme og tillid, som skaber stærk produktivitet i teamsene.

Mit bedste erhvervsråd til danskerne er at forblive åbne over for den positive værdi, som kulturel mangfoldighed bidrager med.

AI skal spotte trends
”Teknologi er en enorm mulighed for at betjene forbrugerne endnu bedre – det er vi overbeviste om hos L’Oréal,” siger Anna Weste. ”Derfor forandrer vi os fra en skønhedsproduktvirksomhed til en Beauty Tech-virksomhed.”

Det dækker over, at hvad enten det gælder marketing, produktudvikling, kundeoplevelser eller intern oplæring, er teknologi en vigtig og fundamental del af forretningen. Teknologi og AI hjælper L’Oréal med at identificere de produkter, ingredienser og skønhedstrends, som forbrugerne begynder at interessere sig for, før de for alvor rammer det brede marked.

Når de nye tendenser bliver spottet, bruges indsigterne i produktudviklingen. Hvis interessen eksempelvis vokser omkring en bestemt hår- eller skønhedsplejerutine, kan L’Oréal hurtigere udvikle nye produkter. Teknologi og AI er desuden en stærk katalysator for udviklingen af nye formler og molekyler i virksomhedens innovationscentre, som er verdens førende inden for skønhedsinnovation.

Anna Weste
Anna Weste har stået i spidsen for L’Oréal Nordic siden september 2024. Hun har haft internationale ledelsesroller i skønhedsbranchen i mere end 20 år. Hun er født i Tyskland og startede sin internationale karriere i hovedkvarteret for L’Oréal Groupe. Hun har tidligere været General Manager for L’Oréals Consumer Products Division i Tyskland-Østrig-Schweiz samt i Japan og tidligere CDMO. Anna Weste er udnævnt til French Foreign Trade Advisor i Danmark og er bestyrelsesmedlem (Non-Executive Supervisory Board Member) i spiritusbranchen hos Mast-Jägermeister SE. Hun er uddannet med en MBA.

Det samme gælder markedsføringen. L’Oréal bruger egne AI-værktøjer til hurtigt at understøtte produktudvikling samt tilpasse og rulle kampagneelementer ud på de lokale markeder. Hvor marketingfolk tidligere kunne bruge dage eller uger på at producere lokale versioner af en kampagne, kan teknologien hjælpe med at frigøre tid og accelerere processen, når en ny trend opstår. Teknologien er ikke kun et internt værktøj. Kunderne møder den allerede i dag, når de digitalt kan prøve en ny hårfarve eller læbestift, få matchet den rigtige foundation eller modtage personlige produktanbefalinger, inden de overhovedet besøger en butik.

For at sikre, at alle medarbejdere tager teknologien til sig, investerer L’Oréal massivt i at udvikle egne AI-værktøjer og i træning, så teknologien bliver en naturlig del af arbejdet på tværs af organisationen, forklarer topchefen:

”Forbrugerne er ikke længere loyale, fordi vi er et stort brand. De forbliver loyale, hvis vi bliver ved med at være relevante. Derfor investerer vi benhårdt i teknologi og innovation , der gør os i stand til at være det – og det er også derfor, vi fortsat vokser.”

Anna Weste
En ny analyse fra Kosmetik- og hygiejnebranchen viser, at Kosmetik- og hygiejnebranchen i Danmark beskæftiger knap 9.700 medarbejdere, hvoraf størstedelen arbejder i små og mellemstore virksomheder. Branchen bidrager med 7,8 milliarder kroner årligt i indkomst- og selskabsskatter.Caption

Europæiske rammer og regulering kan være udfordrende
Den nye forbrugervirkelighed er ikke den eneste udfordring på Anna Westes bord. Når hun løfter blikket fra L'Oréal og ser på europæisk erhvervsliv generelt, er der især én ting, der bekymrer hende: regulering.

Europæiske virksomheder bliver løbende mødt af flere og mere omfattende krav, samtidig med at de ifølge Anna Weste alt for sjældent bliver inddraget tidligt nok, når nye regler bliver udformet.

Som eksempel nævner hun EU’s kommende byspildevandsdirektiv, som betyder, at kosmetik- og medicinalindustrien skal deles om at finansiere omkostningerne til et 4. rensetrin, der har til formål at fjerne mikroforurenende stoffer fra spildevand.

”L’Oréal støtter målet om renere spildevand, men mener, at regningen bør fordeles efter hvor meget man forurener, og at de forskellige industriers eksperter burde have været inddraget tidligere i processen,” siger Anna Weste.

Ifølge Anna Weste handler det ikke kun om L’Oréals eller kosmetikindustriens vilkår. Det handler om hele Europas konkurrenceevne, som mange officielle rapporter også konkluderer. Europas konkurrenceevne skal sikre flere arbejdspladser, bidrage til øget vækst, drive innovation, grøn omstilling og nye investeringer i Europa.

Sådan kan Danmark tiltrække og fastholde internationale talenter

Tyske Anna Weste er langt fra den eneste uden et rødbedefarvet pas i L’Oreal Nordic. Der er 56 nationaliteter i virksomheden, der arbejder strategisk med at tiltrække de bedste talenter, uanset hvor de kommer fra.

1. Skab internationale arbejdspladser
Virksomhederne kan gøre mere for at inkludere de internationale medarbejdere. L’Oréal Nordic arbejder bevidst med internationale teams og onboarding, hvor medarbejdere fra 56 nationaliteter bliver introduceret gennem fælles introduktionsforløb, og virksomheden arbejder aktivt med at få nye medarbejdere hurtigt ind i både kulturen og fællesskabet.

2. Hjælp partneren med at føle sig hjemme og finde et job
Mange internationale ledere vil gerne blive i Danmark, men de flytter videre, fordi deres partner ikke får fodfæste på arbejdsmarkedet. Det bliver kun en succes at være her for internationale talenter, hvis det giver mening for hvert enkelt familiemedlem.

 

Læs alle artikler fra Dansk Erhverv Magasinet 03 | 2026

De kom igennem nåleøjet i USA. Nu vil Gustav og Tine bygge fremtiden i Danmark

Den danske AI-startup Complir kom gennem nåleøjet hos Y Combinator. Nu vil stifterne bygge en global virksomhed med base i København.

Mød topchef for L’Oréal Nordic: Vi jagter den næste trend

Hun har arbejdet i L’Oréal Groupe i mere end 20 år. Nu skal Anna Weste sikre væksten i en tid, hvor forbrugerne – ikke virksomhederne – bestemmer, hvilke skønhedstrends der bliver de næste store.

Karina er topchef i E-conomic: "Alt sker i et tempo, hvor ingen topchef kan følge med alene"

Karina Wellendorph forventer, at alle medarbejdere i Visma e-conomic kommer med deres idéer og udfordrer hende. Nu er hendes vigtigste opgave at sige nej til det meste og ja til det bedste.

Atea har vundet milliardkontrakt om kritisk it-udstyr

Atea har vundet en kæmpe kontrakt med NATO. Nu har den danske it-gigant ansvaret for at levere og administrere it-udstyr til forsvarsalliancens 32 medlemslande. Nicolai Moresco har som ny topchef kastet sig over opgaven.

Capio-topchef: Sådan skaber vi fremtidens sundhedsvæsen

Anette Damgaard er ikke i tvivl: Den private sektor kommer til at spille en afgørende rolle i fremtidens sundhedsvæsen. Mød topchefen for en af Danmarks største private sundhedsleverandører.

Her er tre iværksættere, du skal kende lige nu

Nanna, Nanna og Jane har trodset kapitalbarrierer, fået kunder i både USA og Asien, og deres internationale vækstambitioner er store. Nu er de blandt årets 25 kvindelige iværksættere, du bør kende netop nu.

SOS Internationals topchef: “Vi skal være klar, når danskerne står i deres livs krise”

Da konflikten mellem USA og Iran blev indledt i foråret, fik SOS International 6.000 opkald på 24 timer fra danskere strandet i Mellemøsten. Det handler om at være klar, når kunderne ringer, siger topchef Jan Sigurdur Christensen.

Mastercard-direktør: ”Alle virksomheder bør stille sig selv ét spørgsmål"

Mastercard arbejder målrettet med at støtte medarbejdere i overgangsalderen. Vicedirektør Hanne Plehn opfordrer andre virksomheder til at spørge sig selv: “Har I råd til at lade være?”