Spring til indhold

Her er tre iværksættere, du skal kende lige nu

Nanna, Nanna og Jane har trodset kapitalbarrierer, fået kunder i både USA og Asien, og deres internationale vækstambitioner er store. Nu er de blandt årets 25 kvindelige iværksættere, du bør kende netop nu.

Du skal på ferie, og du er ligeglad med destinationen. Du vil bare have sandstrande, storbyer og ruiner, og du vil helt sikkert ikke have all inclusive, børn eller skumfester.

Men hvordan søger man efter det?

De fleste hjemmesider er bygget op omkring filtre og kategorier, hvor brugeren selv skal kende svaret på forhånd. Den udfordring fik Nanna Ulsøe, Jane Houlind Ulsøe og Nanna Munkholm til at skabe Roccai ud fra en enkel idé: Virksomheder skal kunne guide deres kunder ud fra det, de godt kan lide og det, de gerne vil undgå, og hjælpe dem frem til det rigtige valg.

I dag er Roccai kåret som én af de 25 kvindelige iværksættervirksomheder, du bør kende netop nu.

Store vækstambitioner
Siden Roccais opstart i 2022, har stifterne skaleret løsningen, så den rækker ud over rejsebranchen, og samtidig har produktet ændret form.

I dag hjælper Roccais AI-løsning virksomheder med at indsamle data om kundernes præferencer og dermed forvandle anonyme besøgende til kvalificerede leads.

Fire år inde i iværksætterrejsen hjælper Roccai forskellige virksomheder inden for rejser og oplevelser, fertilitet, uddannelse, e-handel og ejendomme, og virksomheden har netop landet sin største kunde nogensinde. Samtidig er vækstambitionerne store: Roccai skal være mere end en dansk AI-startup.

Målet er at fordoble den faste årlige indtjening både i år og næste år, og inden for det næste år skal Roccai udvide fra Danmark til mindst tre andre europæiske lande. Men hvad skal der til for at nå i mål med ambitionen – og hvad har virksomheden gjort ind til videre? Det har vi talt med CEO Nanna Ulsøe om.

Fra Aarhus til Asien

Roccai er en dansk tech-startup fra Aarhus, som blev stiftet i 2022 af CEO Nanna Ulsøe, CTO Nanna Munkholm og CPO Jane Ulsøe.

Er en AI-baseret softwareløsning, der hjælper virksomheder med at indsamle præferencedata og forvandle anonyme besøgende til kvalificerede leads.

Har i dag 14 medarbejdere inkl. de tre stiftere.

Rejste sin første millioninvestering i 2023 og hentede ny kapital igen i 2025 og 2026 til at understøtte vækst og international ekspansion.

Har i dag både kunder i Danmark og internationalt – blandt andet i USA og Asien.

Klar til international vækst
Roccai hentede sin første millioninvestering i 2023 fra Hands-on Mikrofonden og senere i 2025 og 2026 fra private business angels.

”Det har været meget vigtigt for os at få stærke investorer med på rejsen. Vi ville gerne vækste hurtigt, og for at det kan lykkes hurtigt nok, har vi været nødt til at rejse kapital,” siger Nanna Ulsøe.

Første kapitalindsprøjtning er blevet brugt på at opbygge teknologien. Nu handler det om at gøre virksomheden klar til international skalering, fortæller hun.

”Vi har bevist, hvad vores platform kan, og hvilken værdi den skaber for kunderne. Så nu er det et spørgsmål om at få flere internationale kunder. Så snart vi har en plan for, hvordan vi gør det, så skal vi vurdere, om vi skal rejse mere kapital til at få flere medarbejdere, der kan hjælpe med at udvikle virksomheden,” siger hun.

Og Roccai har allerede fået internationale kunder – for eksempel i USA og Asien. Samtidig er de lige nu i gang med at entrere det engelske og svenske marked.

Søgte hjælp fra startupmiljøet
I dag går kun 1,3 procent af investeringer i danske startups til kvindelige iværksættere. Alligevel har Roccai formået at få investorer med ombord.

Stifterne har blandt andet gennemgået et pitch-træningskursus ved Innovationsfonden for at blive helt skarpe på det gode pitch. Derudover henvendte Nanna Ulsøe sig til Digital Lead, som er Danmarks nationale klynge for digitale teknologier. Her fik hun støtte til en kapitalfundraising-coach med stor erfaring i at rejse kapital.

”Han lærte mig, hvad jeg skulle møde op med til et investormøde. Han har siddet i USA og forhandlet med amerikanske investorer, så jeg røg hurtigt fra superligaen til champions league, hvad det angik. Det var sindssygt godt givet ud at have en, der kendte gamet.”

Samtidig hjalp kontakten fra Digital Lead med at åbne døren til de rette investorer, fortæller Nanna Ulsøe.

Stifterne af Roccai Nanna Ulsøe, Jane Houlind og Nanna Munkholm kigger i kameraet.
En god idé blev startskuddet til Roccai, som Nanna Ulsøe, Jane Houlind Ulsøe og Nanna Munkholm står bag. I dag har AI-startuppens løsning til kunderejser nået både USA og Asien – og de tre iværksætteres ambitioner rækker endnu længere.

Stod fast på værdier
I jagten på potentielle investorer har især én ting været vigtigt for stifterne. Investorerne skulle ikke kun bidrage med kapital. De skulle også passe til virksomhedens kultur og værdier.

”Vi var meget tydelige omkring vores arbejdskultur, og at det er alfa og omega, at vores investorer passer ind i den. Vi knokler og gør alt, hvad vi kan, men vi vil ikke acceptere at brænde sammen med det arbejde, vi laver – eller ende ud i skilsmisser,” understreger Nanna Ulsøe.

Og på trods af det krav stod flere investorer i kø for at komme med ombord. Faktisk måtte Roccai takke nej til flere investorer i den investeringsrunde, de var igennem i 2025.

If you’re going to eat shit, don’t nibble
Roccai-stifterne har gjort sig mange vigtige læringer fra iværksætterrejsen, og Nanna Ulsøe fremhæver især ét råd til nye og kommende iværksættere. Det baserer sig på en sætning, hun lever efter hver dag: ”If you’re going to eat shit, don’t nibble”.

“Hvis der er noget, der er svært, så løs det med det samme. Det gælder både i forhold til produktudvikling, teamet og kapitaljagten. Det er vigtigt, for som iværksætter er du underlagt et stort pres, og hvis du så har svære opgaver hængende over hovedet, så vil det pres øges. Derfor skal man få handlet på de svære ting så hurtigt som muligt for at passe på sig selv.”

Læs alle artikler fra Dansk Erhverv Magasinet 03 | 2026

De kom igennem nåleøjet i USA. Nu vil Gustav og Tine bygge fremtiden i Danmark

Den danske AI-startup Complir kom gennem nåleøjet hos Y Combinator. Nu vil stifterne bygge en global virksomhed med base i København.

Mød topchef for L’Oréal Nordic: Vi jagter den næste trend

Hun har arbejdet i L’Oréal Groupe i mere end 20 år. Nu skal Anna Weste sikre væksten i en tid, hvor forbrugerne – ikke virksomhederne – bestemmer, hvilke skønhedstrends der bliver de næste store.

Karina er topchef i E-conomic: "Alt sker i et tempo, hvor ingen topchef kan følge med alene"

Karina Wellendorph forventer, at alle medarbejdere i Visma e-conomic kommer med deres idéer og udfordrer hende. Nu er hendes vigtigste opgave at sige nej til det meste og ja til det bedste.

Atea har vundet milliardkontrakt om kritisk it-udstyr

Atea har vundet en kæmpe kontrakt med NATO. Nu har den danske it-gigant ansvaret for at levere og administrere it-udstyr til forsvarsalliancens 32 medlemslande. Nicolai Moresco har som ny topchef kastet sig over opgaven.

Capio-topchef: Sådan skaber vi fremtidens sundhedsvæsen

Anette Damgaard er ikke i tvivl: Den private sektor kommer til at spille en afgørende rolle i fremtidens sundhedsvæsen. Mød topchefen for en af Danmarks største private sundhedsleverandører.

Her er tre iværksættere, du skal kende lige nu

Nanna, Nanna og Jane har trodset kapitalbarrierer, fået kunder i både USA og Asien, og deres internationale vækstambitioner er store. Nu er de blandt årets 25 kvindelige iværksættere, du bør kende netop nu.

SOS Internationals topchef: “Vi skal være klar, når danskerne står i deres livs krise”

Da konflikten mellem USA og Iran blev indledt i foråret, fik SOS International 6.000 opkald på 24 timer fra danskere strandet i Mellemøsten. Det handler om at være klar, når kunderne ringer, siger topchef Jan Sigurdur Christensen.

Mastercard-direktør: ”Alle virksomheder bør stille sig selv ét spørgsmål"

Mastercard arbejder målrettet med at støtte medarbejdere i overgangsalderen. Vicedirektør Hanne Plehn opfordrer andre virksomheder til at spørge sig selv: “Har I råd til at lade være?”