05. september 2023

Iværksætterlysten stortrives i Danmark. Der er bare et problem. Vi formår ikke at løfte dem fra små til store virksomheder. Derfor har Dansk Erhverv præsenteret et iværksætterudspil med fire konkrete forslag, der skal gøre Danmark til verdens bedste iværksætterland.

Kommentar af Jes Brinchmann Christensen, Vicedirektør, Dansk Erhverv

Hvad har DSV og Novo Nordisk til fælles?
De er internationale markedsledere med kæmpe værdi for Danmark. Og så er de startet som små iværksættervirksomheder. Ja, faktisk er alle store, danske virksomheder, som vi er stolte af, startet som små iværksættervirksomheder. Desværre halter udviklingen af nye virksomheder, som vokser sig store, bagefter i Danmark. Gennemsnitsalderen af de mest værdifulde virksomheder i Danmark er over 100 år. I USA er den 36.

Vi er ganske enkelt ikke gode nok til at løfte iværksættere til vækstsættere. Og vi er desværre heller ikke gode nok til at skabe de rammer, der får dem til at blive i Danmark. Siden år 2000 er der skabt 11 nye unicorns i Danmark, det vil sige virksomheder værdisat til over en milliard dollars, men over halvdelen af dem har flyttet deres hovedkontor væk fra Danmark.

Når en iværksætter ser sig nødsaget til at rykke sin virksomhed ud af Danmark, taber vi som samfund. Vi taber ikke kun arbejdspladser her og nu; vi taber også fremtidig jobskabelse, velstand, velfærd og kreativitet.

Hvis Danmark skal blive verdens bedste iværksætterland, skal den innovation og udvikling, der skabes af danske iværksættere, også have mulighed for at blive i Danmark. Vi må ikke stille os tilfredse med kun at så frøene til den næste store idé. Vi skal også høste frugterne. På den måde kan vi også i fremtiden leve af danske idéer og sikre fremtidens DSV og Novo Nordisk.

Men hvad kan vi gøre for at sikre et attraktivt iværksættermiljø og sikre flere vækstsættere?
I Dansk Erhverv har vi præsenteret et nyt iværksætterudspil med fire konkrete forslag til, hvordan iværksættere kan blive til vækstsættere i Danmark.

Dansk Erhvervs iværksætterudspil

1. Mulighed for medarbejderaktier
Bøvlede skatteregler står i vejen for, at iværksættere kan benytte medarbejderaktier til at tiltrække talentfulde medarbejdere. Mulighed for medejerskab kan tiltrække dygtige medarbejdere, da medarbejderen kan få del i gevinsten, hvis iværksættervirksomheden bliver en succes. Det er en vigtig mekanisme for små og nye virksomheder til at trække talent, da iværksættervirksomheder sjældent har store summer på bankbogen til at betale en høj løn og derfor har svært ved at konkurrere på løn med store virksomheder.

2. Fjern lagerbeskatning ved børsnotering
Måden, vi beskatter iværksættere på ved børsnoteringer, gør at vi har et nærmest imponerende dårligt SMV-børs-marked sammenlignet med Sverige. Det skyldes ikke mindst det rigide lagerbeskatningsprincip, som vi gerne vil have lagt i graven.

3. Sænk aktieindkomstbeskatningen
Den nye iværksætterstrategi bør også indeholde en sænkelse af aktieindkomstbeskatningen. For aktieindkomst er iværksætternes løn, og i dag straffes de, når de vil høste frugterne af deres arbejde og sælge dele af deres virksomhed. Danmark har nemlig den absolut højeste aktieindkomstbeskatning i hele orden.

4. Kommercialiser forskning
Der skal skabes et stærkt økonomisk incitament for forskere og universiteter til at kommercialisere opfindelser og nye teknologier, så vi kan blive den smeltedigel for ny viden og teknologi, vi drømmer om at være.

Læs hele iværksætterudspillet her eller download det nederst på siden ⇓

Dansk Erhverv - Fra iværksætter til vækstsætter 2023

pdf

Download

Fik du læst?