; ;
Gemt

Mette Hejl

Mette Hejl er adm. direktør og partner i Pravda. En virksomhed, hun som 25-årig opkøbte, da den var på randen af konkurs.

Nyhed

14. marts 2022

Pejlemærke: Italesæt forstokkede kønsopfattelser

”Jeg har altid brugt modstand som benzin til at modbevise dem, der ikke tror på, at jeg kan lykkes. Og selvfølgelig har der været modstand. Da jeg købte Pravda som 25-årig, blev jeg tit spurgt, om jeg havde arvet virksomheden fra min farfar. Jeg valgte en humoristisk vinkel på det og brugte det simpelthen som en afslutning, når jeg introducerede mig selv. Så smilede jeg og afsluttede med ’og nej, jeg har ikke arvet forretningen af min farfar’. Den slags får ikke lov at røre mig.”

For Mette Hejl er en vigtig del af arbejdet med ligestilling at tage tyren ved hornene og turde italesætte udfordringerne – især de svære.

”Uanset hvem du sidder over for, skal du turde italesætte, når forældede normer reproduceres, eller når der er ting, du ikke forstår. Hvis du ikke gør det, så medvirker du i virkeligheden til problemet. Det kan selvfølgelig være en udfordring at turde tage det op på stedet. Men faktisk oplever jeg at blive mødt med enormt meget respekt, når jeg pointerer, at nogles holdninger sidder fast i det forkerte århundrede.

”Uanset hvem du sidder over for, skal du turde italesætte, når forældede normer reproduceres, eller når der er ting, du ikke forstår. Hvis du ikke gør det, så medvirker du i virkeligheden til problemet."
- Mette Hejl, adm. direktør, Pravda

Ny generation – nyt mindset
De seneste års fokus på ligestilling har ifølge Mette Hejl medført en masse godt. Dog påpeger hun, at det bestemt ikke er ensbetydende med, at der ikke er plads til forbedring.

”Jeg føler, at vi i 2021 er kommet langt, og jeg tror, måske naivt, at 25-årige i dag ikke møder helt de samme udfordringer, som jeg gjorde i sin tid. Heldigvis, vil jeg tilføje. Det hele handler om, at vi bliver ved med at tage de svære snakke, og at vi fortsætter med at italesætte problematikkerne.”

Hun erfarer, at de yngre talenter i dag kommer med et andet mindset, og at de er blevet præget af en anden agenda end de tidligere generationer. Det mener hun bl.a. skyldes, hvor de får deres viden fra i dag.

”Før i tiden fik du al din viden fra en avis på morgenbordet. I dag er det meget mere instant, og du bliver konstant bombarderet på en måde, der stiller krav til dine evner til at perspektivere og stille dig kritisk over for information. Jeg tror, det er med til at nuancere manges holdninger. Også til ligestilling.”

imagebw1g8.png

Mette Hejl, adm. direktør, Pravda


Som klummeskribent gennem flere år er det Mette Hejls holdning, at du ikke selv kan sidde og vente på at blive ringet op, hvis du vil have taletid i medierne.

”Alle har mulighed for at tage ordet i pressen. Nogle gange kræver det, at du råber højt, før du bliver hørt. Jeg ser flere mænd, som tager initiativet til at udkomme med artikler end kvinder. Men hvis du vil have noget, må du selv gå efter det. Uanset om du er mand eller kvinde.”

Pravda har stort set en ligelig kønsrepræsentation, men ifølge Mette Hejl er det ikke noget, ledelsen aktivt har arbejdet for at opnå.

”Jeg tror på mennesker og vil altid vælge den dygtigste kvinde eller mand til jobbet. At det så har mundet ud i en ligelig kønsfordeling, er jo bare rart. Det er for mig ikke et kønsspørgsmål, men et spørgsmål om dynamik og evner.”

"Jeg har aldrig oplevet, at kunder selv har efterspurgt kønsdiversitet i vores team, når vi skal ud at pitche. Men det er noget, jeg selv er opmærksom på. Dog kun af hensyn til dynamikken og opgaven – ikke kønnet.”
- Mette Hejl, adm. direktør, Pravda

Mette er nemlig overbevist om, at du ikke opnår den bedst mulige dynamik i din organisation ved at være en homogen gruppe af mennesker.

”Forskellighed fryder, og det er især relevant i erhvervsøjemed. Jeg har aldrig oplevet, at kunder selv har efterspurgt kønsdiversitet i vores team, når vi skal ud at pitche. Men det er noget, jeg selv er opmærksom på. Dog kun af hensyn til dynamikken og opgaven – ikke kønnet.”

Kontakt

Rådgivning, Rekruttering & Finans; Medier & Kreative Erhverv

Louise Riisgaard

Branchedirektør
Medarbejderprofil