;
Gemt

Reshopper tog stilling og sagde nej til Temu og Shein: Her er deres vigtigste læring

18. september 2025

Selvom Reshopper går glip af annoncekroner, så er adm. direktør Lasse Wulff Hansen ikke i tvivl om, at virksomheden gør klogt i at sige nej til annoncer og produkter fra Shein og Temu. Her forklarer han hvorfor. Til E-handelskonferencen kan du høre hans bud på, hvordan du skaber en succesfuld forretning baseret på cirkulær økonomi.

Tak, men nej tak.

Det er beskeden fra Reshopper til Shein, der ønsker at annoncere på virksomheden hjemmeside og app.

Dermed udvider Reshopper ”annonceboykotten”, der allerede omfatter Sheins kinesiske fætter Temu.

Samtidig udvider Reshopper den tekniske løsning, der skal fjerne produkter fra Shein og Temu på markedspladsen.

Beslutningen har ikke været uden konsekvenser. De kinesiske giganter investerer massivt i annoncering, og da Reshopper fjernede dem fra platformen, forsvandt også en direkte indtægtskilde. Alligevel er valget ikke svært, forklarer adm. direktør Lasse Wulff:

”Vi kan ikke forene det med det, vi går på arbejde for – nemlig at skabe en markedsplads, hvor børnefamilier trygt kan handle brugt. Når vi ser, at produkter ikke lever op til europæiske standarder for sikkerhed og kvalitet, giver det ikke mening for os at tilbyde dem. Så enkelt er det.”

Han påpeger samtidig, at Shein og Temus produkter passer dårligt ind i virksomhedens forretningsstrategi, der er baseret på cirkulær økonomi: Jo dårligere kvalitet et produkt har, desto kortere er dets levetid – og dermed forsvinder muligheden for, at det kan sælges videre flere gange.

Virksomheder må gerne tage stilling
Ifølge Lasse er beslutningen ikke truffet med henblik på branding. Alligevel er der kommet en afledt positiv effekt. For selvom enkelte brugere har brokket sig, så har virksomheden fået rigtig god feedback fra langt de fleste brugere. Og det er ifølge Lasse Wulff Hansen en vigtig lære til andre virksomheder: Man skal ikke være bange for at tage stilling og vise sin holdning.

”Hvis du tager beslutninger ud fra værdier, så opleves de som autentiske og konsistente. Og det forstår og respekterer dine kunder.”

Lasse Wulff forventer også, at beslutningen vil give Reshopper et forspring, hvis der på et tidspunkt kommer lovgivning, der gør det umuligt for Shein og Temu at annoncere i Danmark eller EU.

Bliv klogere til E-handelskonferencen
Beslutningen om at sige nej til Shein og Temu passer ind i Reshoppers overordnede mål: At gøre cirkulær økonomi til en skalérbar og profitabel forretning.

Hvordan Reshopper gør det, kan du blive klogere på til E-handelskonferencen, hvor Lasse Wulff Hansen vil fortælle, hvordan virksomheden er vokset fra en simpel C2C-app til en platform med over 2 millioner genbrugsvarer der årligt skifter hænder, og hvorfor cirkularitet og genbrug ikke bare er et ideal – men en reel konkurrencefordel, når det kombineres med skarp forretning, digitalisering og forståelse for forbrugernes adfærd.

Se alle vores artikler og tal om Temu

Kontakt

Digital Handel

Kirsten Hjalmsrud

Chefkonsulent