; ;

05. marts 2024

Medicinalkometen IO Biotech kan snart komme på markedet med en vaccine mod modermærkekræft. I spidsen for virksomheden står Mai-Britt Zocca, som aldrig havde forestillet sig at være topchef, men ikke desto mindre har rejst enorme summer til udviklingen af et lægemiddel, der kan blive afgørende for patienter.

Af: Liv Østerstrand Rasmussen, foto: Jeppe Carlsen

"Det var sådan et overraskende øjeblik med data, der blev ved med at komme ind, hvor vi blev ved med at tænke 'what!'" 

Alt faldt i hak. Det var som at møde den helt rigtige på det rigtige tidspunkt – og helt anderledes fra de fire foregående gange, Mai-Britt Zocca havde været med til at stifte en virksomhed. Der blev givet håndslag på at stifte en medicinalvirksomhed for at udvikle ny behandling af modermærkekræft med immunterapi – IO Biotech. "Og så kan jeg mærke, okay, det gør vi. Det er nu, vi gør det," siger Mai-Britt Zocca, medstifter og adm. direktør for IO Biotech.

På det tidspunkt, i 2014, var der sket store gennembrud inden for kræftbehandling med lægemidler, der kan bekæmpe kræft ved at påvirke immunforsvaret, og Mai-Britt Zocca var ligesom IO Biotechs øvrige medstiftere optaget af at gøre en forskel inden for netop det felt. Ambitionen var at skabe resultater med globalt perspektiv. Det talte stifterne meget om.

Knap ti år senere har IO Biotech nået den ene milepæl efter den anden, så virksomheden, der i 2021 gik på børsen i USA, i dag har 70 ansatte fordelt mellem Danmark og USA og forventer at stå med en fuldt godkendt kræftvaccine i 2025. Med hende i spidsen har IO Biotech taget kvantespring i en branche, hvor alting tager tid. De videnskabelige processer. Investeringerne. Resultaterne. Mai-Britt Zocca har talent for det, som det kræver at få ting til at ske – det på trods af, at hun aldrig selv havde planer om at blive topleder.

Dramatisk på den gode måde
I dag står IO Biotech stærkt efter at have været igennem en dramatisk vækstrejse – på den gode måde, tilføjer Mai-Britt Zocca. "Jeg er – helt ualmindeligt udansk – ekstremt stolt over, hvor vi er. Over vores team og alt det, vi har gjort og lært undervejs. Jeg er virkelig stolt over, hvad vi har været i stand til. Men det er også gået vildt hurtigt," siger hun.

Den udanske begejstring er Mai-Britt Zocca blevet præget af i USA, hvor hun forskede på National Cancer Institute (NCI) under National Institute of Health (NIH) under sin Ph.d., og hvor hun siden har sørget for at bevare gode relationer og et stærkt netværk.

Det har vist sig nyttigt, da USA udgør et enormt marked for virksomheder som IO Biotech og hele life science-branchen. Derfor var der heller ingen tvivl om, at IO Biotech skulle have en stærk tilstedeværelse der, og siden det blev muligt efter coronanedlukningen har Mai-Britt Zocca struktureret sin tid sådan, at hun en uge om måneden arbejder i New York i USA, hvor IO Biotech har omkring halvdelen af sine aktiviteter.

"Jeg sad stort set på det første fly ud af Europa ud af København, da der blev åbnet for indgang. Jeg synes, det er vigtigt," siger hun og fortsætter: "Jeg prøver at være meget synlig som leder og at være meget tilgængelig. Ikke kun her, men også i USA. Det handler også om synlighed over for amerikanske investorer. At være til stede og kunne tage møder in person, selvom investorer stadig nyder godt af at kunne tage møder virtuelt."

Drevet af at gøre en forskel
Som Ph.d.-studerende bevægede Mai-Britt Zocca sig for første gang væk fra grundforskning i retning mod mere patientnær forskning. "Jeg var helt antændt af alt det, man eventuelt kunne med immunforsvaret over for cancerpatienter," siger hun.

Derfor var det også helt vildt, da IO Biotech kort inden coronapandemien fik positive forsøgsdata på behandling mod modermærkekræft med spredning. "Det var sådan et overraskende øjeblik med data, der blev ved med at komme ind, hvor vi blev ved med at tænke 'what!'"

"Så tænkte vi, at det må vi bare eksekvere på så hurtigt, vi overhovedet kan," siger Mai-Britt Zocca. Dengang bestod IO Biotech af en relativt lille gruppe på 7-10 ansatte, som begyndte at arbejde dag og nat. På at få møder med FDA. På at få formuleret, hvor IO Biotech skulle hen med de her data. På at finde ud af, hvad der skulle gøres.

"Når man kigger tilbage i dag, kan vi se, at vi sprang mange ting over i den måde, vi satte det op."

Så kom coronapandemien, og arbejdet blev intensiveret yderligere, samtidig med at møder med blandt andet de amerikanske investorer kunne foregå online.

”Fordi vi sad med noget, som vi syntes, var så afgørende for patienter, var det ligesom vores lys i alt det der mørke, man bevægede sig rundt i. Vi havde nogle fantastisk gode data for cancerpatienter, og det bar os frem,” siger Mai-Britt Zocca.

Som ung virksomhed måtte IO Biotech også tage nogle slag, hvor det nogle gange så svært ud. ”Men vi blev båret af, at 50 procent af vores patienter, der blev behandlet i det første studie, havde komplet respons. Det måtte vi have frem.”

Uventet rejse
At Mai-Britt Zocca i dag er en erfaren topleder, som har været med til at stifte flere biotekvirksomheder, og som nu står i spidsen for en medicinalkomet, der forventer snart at kunne præsentere en fuldt godkendt kræftvaccine, lå ikke i kortene.

”Det var en rejse, jeg slet ikke havde forestillet mig, at jeg skulle på,” siger hun.

Første gang, hun blev hentet ind som først forskningsdirektør og efterfølgende adm. direktør blev hun overrumplet. Overrumplet over at opdage sin begejstring for ledelse og virksomhedsstrategi – og over at finde ud af, at hun var god til det. "Det havde jeg slet ikke selv set, og jeg havde heller ikke søgt det," siger hun og understreger, at hun på intet tidspunkt har fortrudt. Tværtimod.

"Jeg har trivedes helt ualmindelig godt i at være adm. direktør i opstartsvirksomheder. Og så er det et spændende felt, hvor man får lov til både at have sin passion for science og bringe den tæt på patienterne. Så jeg har fokuseret på at være i opstartsvirksomheder, hvor vi har været langt i den videnskabelige udvikling, så det er tæt på patienterne."

Da IO Biotech blev stiftet, havde Mai-Britt Zocca derfor erfaring med al benarbejdet, der er omkring at stifte den type virksomhed, og hun kunne i stedet fokusere sin energi i det strategiske arbejde, samarbejdet med investorer og at få sammensat det rette team.

 "Jeg vil ikke sige, at det har været nemt for mig at trække kapital ind til mine projekter tidligere. Men vi har fået de penge, som vi har skulle bruge på de tidspunkter, vi har søgt i de forskellige virksomheder."

Netop kapitalrejsning og samarbejde med investorer er afgørende i biotekbranchen, hvor de videnskabelige processer både koster tid og penge. Alligevel er det gang på gang lykkedes IO Biotech at hente finansiering – som i 2021, da selskabet blev tilført 127 millioner euro svarende til 944 millioner kroner.

"Jeg synes, det er utroligt spændende, og jeg elsker, når vi sidder og arbejder med strategien for virksomheden med stor passion. Selv hvor vi er nu," siger Mai-Britt Zocca.

Tre korte om ledelse:

Hvor henter du inspiration?
”Det gør jeg mange forskellige steder fra. Min inspiration kommer blandt andet fra de meget store personligheder, vi har inden for medicinalindustrien – jeg kan nævne adm. direktør for Novo Nordisk, Lars Fruergaard Jørgensen som et dansk og nærværende eksempel. Jeg synes, det var meget fantastisk og velfortjent, at han blev udnævnt som årets person i Financial Times i 2023. Men der er også mange af de andre store profiler, særligt i USA.”

”Inspiration kommer også fra mange andre fronter, også mit eget netværk, familie, venner, veninder – og uden for selve life science-branchen. Jeg er altid åben. Jeg tror, at det som leder er godt altid at være åbensindet. Det er et meget bevidst valg, jeg har taget. Én ting er, hvad man læser og hører, noget andet er at kunne blive inspireret.”

Hvem sparrer du med?
”Jeg har haft relativt få mennesker, som har været helt tæt på igennem årene, og som er blevet skiftet ud undervejs. Det har som regel ikke været danske rådgivere, men nogle som jeg har mødt i min tid i USA, og efterfølgende har brugt til at sparre med.”

”Det er et spørgsmål om at finde den rette på det rette tidspunkt. Selvom man er glad for en sparringspartner, skal man også være dygtig til selv at kunne sige, nu er bægeret tømt der, nu må jeg finde noget andet, jeg skal trække mig over mod, for nu er det noget andet, jeg har brug for. Men jeg har været vanvittigt glad for de rådgivere, jeg har haft. Jeg tror, det er en del af den læring, man skal igennem som leder: at finde mennesker, man kan have et tillidsfuldt forhold til.”

”De seneste mange år har jeg brugt en primær rådgiver, som har været virkelig dygtig til at rykke mig. Ikke kun personligt i min udvikling, men også i den strategiske udviklingsrejse, vi skulle på som selskab.”

Hvad er dit bedste ledelsesråd?
”Det handler om tid. Det vigtigste for mig er at bruge min tid rigtigt, og det tror jeg, du som leder skal overveje hele tiden. Du kan ikke købe tid og alle de ressourcer, der ligger i ens tid. Så det gælder både om at sige ja til de rigtige ting og sige nej til det, der ikke er behov for. Prioritering af tid er enormt vigtig.”

OM Mai-Britt Zocca: Medstifter og adm. direktør i IO Biotech. Bestyrelsesmedlem i organisationen Dansk Biotek. Medlem af Life Science Rådet under Erhvervsministeriet. Ph.d. i medicin fra Københavns Universitet og National Cancer Institute (NCI) under National Institute of Health (NIH) i USA.

Fik du læst?