; ;

06. marts 2024

Temashop, der sælger udklædning, pynt og festartikler, har kæmpe succes med at ansætte medarbejdere med særlige behov og er klar til at ansætte endnu flere. Det fortæller adm. direktør Daniel Diness Andersen.

Af: Nadia Maja Bech, foto: temashop/pr

Hvilke særlige udfordringer har medarbejderne?
”Vi har både medarbejdere med fysiske og psykiske udfordringer, for eksempel døve og medarbejdere med angst, stress eller ekstra fravær grundet smertelidelser. Medarbejderne foretager primært lagerarbejde, men vi har også flere i kantine, eller på kontor til mere administrative opgaver. Vores ambition er at øge andelen af medarbejdere med særlige behov fra 15 til 20 procent, i takt med at virksomheden vokser.”

Hvorfor ansætter I folk med særlige behov, og hvad giver det jer?
”Jeg har set, hvad det betyder for den enkelte at have et job. Det giver dem en tro på sig selv og et håb for fremtiden. Samtidig giver det mig noget som menneske at bidrage til, at de finder deres plads i livet. Derudover har vi haft udfordringer med at finde arbejdskraft. Og vi har erfaret, at selvom det kræver ekstra tid til oplæring, er det ofte billigere på den lange bane. Medarbejderne har ikke travlt med at komme videre, og nogle ender blandt de mest loyale og pligtopfyldende medarbejdere. Generelt har de højere motivation og færre sygedage.”

Hvilke særlige hensyn tager I?
 ”Vi har delt 37-timers stillinger ud på flere medarbejdere. For det vigtigste er, at vi får løst funktionerne, og det koster os reelt det samme, uanset om stillingen er delt ud på én eller flere. Derudover tager vi en række skånehensyn baseret på tid, tålmodighed og tryghed. Vi giver medarbejderne en længere oplæringsperiode. Når vi gør det, giver de utrolig meget tilbage. Og så skaber vi en tryg og inkluderende kultur. Vi tjekker løbende ind og giver den nødvendige fleksibilitet ved, at medarbejderne for eksempel kan få justeret opgaver undervejs. For vores hørehæmmede medarbejdere har vi en tegnsprogstolk med til morgenmøder. Samtidig tilbyder vi tegnsprogskurser til øvrige medarbejdere, så de kan kommunikere med hinanden.”

Hvad er dit bedste råd til andre virksomheder?
”Mit råd er at give en chance til dem, der ikke har taget den lige vej ind på arbejdsmarkedet og se muligheder frem for udfordringer. Mange skriger på arbejdskraft, men der står en flok, der rigtig gerne vil i arbejde, og som – hvis de får vejen ind – ikke har travlt med at komme videre. Selvom det kræver ekstra tid til oplæring, kan man se det som en investering. En af de dem, vi gav chancen for 10 år siden, er stadig."

Sådan kommer du i gang 

Her er Daniel Diness Andersens råd til, hvad du skal holde dig for øje, når du skal ansætte medarbejdere med særlige behov. 

  • Overvej, om en fuldtidsstilling kan blive delt ud på flere stillinger. 
  • Sæt dig ind i reglerne for hjælpemidler og støtteordninger fra kommunen, som du kan trække på. Hvis en medarbejder f.eks. har brug for længere tid til at løse en opgave, kan man blive kompenseret. 
  • Lav et grundigt interview og en forventningsafstemning, inden aftalen indgås. 
  • Vær ærlig, åben og konkret omkring opgaver, så medarbejderne kan holde fri, når de går hjem, og ikke skal frygte, at de ikke har løst opgaven ordentligt. 
  • Se muligheder frem for udfordringer, og se det som en investering. Den ekstra tid, du bruger på oplæring, får du ofte tilbage senere ved, at medarbejderne bliver længe i stillingen.

Tema: Job til livet

Tusindvis af unge står uden job eller uddannelse. I dette nummer af magasinet sætter vi fokus på de mange unge, der er klar til at komme i job, og det kæmpe ansvar I som virksomheder tager for at give udsatte unge en mulighed for at vise deres værd og blive en del af det arbejdende fællesskab:

Job til livet

Fik du læst?