Gemt

Et hav af højteknologiske løsninger blæser op til mangel på arbejdskraft

Teledyne RESON A/S har globalt den største markedsandel på udvikling og produktion af højteknologisk udstyr til den internationale marine- og forsvarsindustri. Men virksomhedens adm. direktør, Ole Søe-Pedersen, ser ind i en nær fremtid med risiko for at mangle både råvarekomponenter og kvalificerede medarbejdere.

Nyhed

22. november 2021

Fra Teledyne RESONs hovedkvarter i Slangerup er der udsigt over nordsjællandske marker og  bevoksninger, så langt øjet rækker. Der er dog ikke skygge af farvand i nærheden, selvom virksomheden globalt er blandt de førende på højteknologisk sonarudstyr.  

Indenfor i virksomheden, der markedsfører sig med ”A sea of solutions”, bliver der udviklet, testet og produceret sonarer, hydrofoner og navigationsudstyr i et sandt slaraffenland for Georg Gearløs. Kunderne er den internationale marine- og forsvarsindustri med henholdsvis 85 procent og 15 procent af omsætningen.  

Selv om branchen globalt er en niche bestående af en håndfuld virksomheder, så er konkurrencen hård, fortæller adm. direktør Ole Søe-Pedersen. Det er dog ikke konkurrencesituationen, der bekymrer.  

”Vores to største risici lige nu er mangel på kvalificeret arbejdskraft og råvarekomponenter,” siger han og  tilføjer:  

”Det er ikke et problem her og nu, men det kræver konstant styring og overvågning. Heldigvis har vi et dygtigt team til at arbejde med det her, men der er konstant områder, der banker på lige nu. Lagrene hos vores leverandører af chips og grundmetaller, som vi især har brug for, er meget udfordrede. Mange fabrikker løber tør for materiale, som blandt andet er forårsaget af den voldsomme nedlukning hen over coronatiden, og logistikken tager lang tid.” 

”Vores to største risici lige nu er mangel på kvalificeret arbejdskraft og råvarekomponenter.”
- Ole Søe-Pedersen, adm. direktør, Teledyne RESON A/S

Mangel på chips og metaller vil først og fremmest få indflydelse på produktionen, hvorimod Teledyne RESON godt kan fortsætte med at udvikle og programmere software. Her kan det så blive et problem at skaffe medarbejdere.  

Den samlede virksomhed ledet ud af Slangerup har henved 400 mand.  Heraf er cirka halvdelen elektronik- og mekanikingeniører samt programmører. Totalt har virksomheden syv ubesatte stillinger. 

“Vi har en ret lav personaleomsætning. Det, mener jeg, skyldes det faktum, at vi er et godt sted at arbejde, og ikke mindst at vi er en utrolig spændende virksomhed at  arbejde i, grundet vores spændende teknologier og det faktum, at vi har en fuld værdikæde. Det medførende en alsidighed og en unik sammen- sætning af teknologier.” 

Ole Søe-Pedersen, adm. direktør, Teledyne RESON A/S - Foto: Nanna Navntoft


Seks-syv medarbejdere kommer fra udlandet, heraf en enkelt uden for EU. Ole Søe-Pedersen ser imidlertid ikke optimistisk på muligheden for at rekruttere mere udenlandsk arbejdskraft:  

”Det er lidt svært. Jeg tror, at det hænger sammen med, at Danmark på en række fronter har kørt en for stram udlændingepolitik. Det omdømme, Danmark har fået, har haft en uheldig effekt på andre nationaliteters opfattelse af, hvordan det er at være udlænding i Danmark. Vilkårene er sådan set fine nok, når de først er kommet ind i landet. Men når vi søger medarbejdere, kan folk fra højt industrialiserede lande godt have vanskeligt ved at forestille sig at flytte til Danmark.” 

Teledyne RESON benytter som regel headhuntervirksomheder og andre rekrutteringsbureauer. I nogle tilfælde lægger de ledige stillinger op på internationale sites, og andre gange kun på danske. Det afhænger af, hvilken kategori af kompetencer virksomheden søger efter: 

”Vi har ikke videre erfaringer med at søge uden for EU, for arbejdskraftens frie bevægelighed fungerer godt i EU. Hvis vi skal igennem en søgeproces uden for EU, kan sagsbehandlingstiden for at få arbejdstilladelse være lang, og hvad stiller vi i den mellemliggende periode op med medarbejderen? Hertil kommer, at Teledyne RESON som leverandør til forsvarsindustrien skal have sikkerhedsgodkendt medarbejdere,” fortæller Ole Søe-Pedersen. 

Han vil ikke kritisere de enkelte, konkrete administrative regler omkring rekruttering af udenlandsk arbejdskraft. 

image4f0u.png

Et indblik i arbejdet hos Teledyne RESON A/S - Foto: Nanna Navntoft


”Men man må nok anerkende, at kampen om at tiltrække de dygtigste medarbejdere fra rundt om i verden generelt spidser til. Derfor er det også vigtigere end nogensinde, at vi sørger for at understøtte vores unikke kultur og eksisterende medarbejdere, der er og vil være fundamentet for hele virksomhedens succes,” påpeger Ole Søe-Pedersen, og fortsætter: 

”It’s all about people.” 
Teledyne RESON løser den begyndende mangel på højtspecialiseret arbejdskraft ved blandt andet midlertidigt at hyre konsulenter ind eller outsource. Er det opgaver, der kun kan løses af fastansatte medarbejdere, kan det blive nødvendigt at lade opgaverne vente. 

”Lige nu outsourcer vi enkelte opgaver, og det kan godt blive til flere, hvis det fortsat bliver svært at finde medarbejdere. Det kan være outsourcing til for eksempel Indien eller lande i Østeuropa. Men jeg foretrækker klart at have folk ansat her hos os,” understreger Ole Søe-Pedersen.  

”Lige nu outsourcer vi enkelte opgaver, og det kan godt blive til flere, hvis det fortsat bliver svært at finde medarbejdere."
- Ole Søe-Pedersen, adm. direktør, Teledyne RESON A/S

Han har imidlertid også måttet oprette en satellitafdeling i København med 10 programmører, som synes, at Slangerup ligger lidt for langt væk. 

”Det fungerer sådan set fint. Vi har også udviklingsmedarbejdere siddende i både England, Tyskland og Holland. Andre bor i Aarhus og arbejder hjemmefra nogle dage om ugen. 

Teledyne RESON A/S

  • Beliggende i Slangerup, Nordsjælland

  • Blev etableret i 1976.

  • Udvikler og producerer sonarer og andet maritimt udstyr til blandt andet miljøundersøgelser, overvågning, kortlægning af havbund, minesøgning, samt inspektion af broer, dæmninger og andre installationer under vand, for eksempel i forbindelse med offshore vind

  • Den samlede virksomhed, ledet ud af Slangerup, har cirka 400 medarbejdere

  • Det danske site er hovedsæde for Teledyne Marine Europe

  • Har en markedsandel på 20+ procent

  • Omsatte i 2020 for 800 millioner kroner globalt og for 420 millioner kroner i Danmark

  • Blev købt af den amerikanske koncern Teledyne Technologies i 2013, der har cirka 15.000 medarbejdere og omsætter for i alt 5 milliarder dollars om året

  • Har insourcet produktion til Danmark og flyttet fabrikker fra USA, Tyskland og England til Slangerup

  • Er en del af Dansk Erhvervs Forsvarsnetværk af virksomheder, som leverer eller kan levere til forsvarssektoren