Gemt

Viden og handling skal gøre vision til virkelighed

Rammevilkår. Det hele starter med erhvervslivets rammevilkår.

Nyhed

31. august 2021

For ét år siden præsenterede vi i Dansk Erhverv en vision. En vision om, at Danmark skal være verdens bedste land at drive virksomhed i.

Vi adresserede en række samfundsudfordringer: Klimakrisen, velfærdssamfundet under pres og den tiltagende, globale konkurrence. Udfordringer, der kan vendes til muligheder med erhvervslivet som afgørende aktør.

Siden har hverdagen og dagsordenen for både politikere og virksomheder især stået på håndteringen af en pandemi, der ikke bare har udfordret erhvervslivet, men også livet generelt. Vi har forståelse for, at Christiansborgs fokus har været på krisehåndtering og kompensation.

Men nu er det tid til at se fremad. Tid til at forbedre betingelserne for den velstand, der skal finansiere vores velfærd i fremtiden. Tid til at prioritere et større fokus på, hvordan vi skal tjene pengene, der skal finansiere vores velfærdssamfund.

For velstand og velfærd er hinandens forudsætninger. Det er det, vi bygger hele "butikken" på.

For at være verdens bedste land at leve i, skal vi være verdens bedste land at drive virksomhed i – og dét starter med erhvervslivets rammevilkår. Og vi mener i ramme alvor, at jo bedre de er, jo bedre har Danmark det.

Derfor introducerer Dansk Erhverv nu et Konkurrenceevnebarometer, hvormed vi løbende kan monitorere dansk erhvervslivs konkurrenceevne i et internationalt perspektiv. Måle på erhvervslivets rammevilkår.

Et af parametrene i barometeret er viden og forskning. Her indtager Danmark en 9. plads blandt OECD-landene. Dykker vi lidt ned i tallene og indikatorerne, der er knyttet til viden og forskning, står vi i Danmark særligt stærkt inden for samarbejdet mellem det offentlige og det private om forskningspublikationer. Men når det handler om andelen af innovative virksomheder og om at få skabt innovationer, der er nye for markedet, ligger vi længere nede i feltet.

På baggrund af den viden og indsigt, opfordrer vi derfor til konkret, politisk handling ved eksempelvis at indføre et permanent 130 procents fradrag for virksomhedernes egne udviklings- og forskningsinvesteringer.

Men rammevilkår og statistikker er ikke bare tal og data. Det er virksomheder, og det er mennesker, der hver dag skal navigere i barrierer og benspænd.

Derfor interviewer vi i Dansk Erhverv Magasinet i denne udgave virksomheder, der oplever, hvordan konkrete rammevilkår er barrierer for virksomhedernes mulighed for at vende udfordringer til muligheder – for hele samfundet.

Hør blandt andet Anders Thelborg fra Bristol Myers Squibb fortælle, hvor stort et potentiale der er i den danske life science-branche – men også, hvordan bureaukrati og uhensigtsmæssige rammevilkår betyder, at vi ikke er konkurrencedygtige med de lande, vi sammenligner os med.

Vi taler også med Michael Løve fra Netto, der fortæller, hvordan han mener, at vi ved at ændre på afgifter for erhvervslivet både kan skabe bedre vilkår, men også gøre en forskel for den grønne omstilling.

I Dansk Erhverv opfordrer vi derfor til konkret, politisk handling. Til at bruge handlekraften og sætte handling bag ordene. Det er også et af hovedbudskaberne fra Henrik Andersen, der står i spidsen for Vestas. Mød ham og hør, hvordan vindmølleproducenten mener, vi kan gøre Danmark til verdens bedste land at drive grøn virksomhed i ved at sætte handling bag de gode intentioner.

For med viden og handling kan visionen blive til virkelighed.

Jeg håber, I vil læse med.

Jens Mathiesen
- adm. koncerndirektør, Scandic Hotels og formand, Dansk Erhverv