Gemt

Nationalbanken: Det kan give mening, at kontantpligten lempes

30. november 2023

Der bliver længere og længere mellem kontanttransaktionerne, konstaterer Nationalbanken i deres seneste analyse. Alene 11 procent af betalingerne og ni procent af værdien er i kontanter. Det taler for en lempelse af kontantpligten, mener både Nationalbanken og Dansk Erhverv.

De digitale betalingsmetoder med primært kort og mobiltelefon har taget fuldstændigt over for kontanter. Alene 11 procent af betalingerne og ni procent af værdien af betalinger er i kontanter.

På flere parametre underbygger Nationalbankens analyse Dansk Erhvervs tidligere fremsatte forslag om, at:

  • Dele af dagligvarehandlen i form af supermarkederne, discountbutikker o.l. forpligtes fortsat til at tage imod kontanter, dog alene fra kl. 8.00 til 18.00, og med mulighed for at sige nej tak til 500 og 1.000 kr. sedler, samt med mulighed for at søge dispensation, hvor der er særlige forhold for den konkrete butik. 
  • Alle øvrige betalingsmodtagere gives mulighed for at sige nej tak til kontanter, herunder udvalgsvarebutikker, hoteller, restauranter, cafeer, spillesteder, forlystelsesparker, madmarkeder mv. 
  • Visse udbydere af sundhedsydelser vil fortsat være forpligtet til at tage imod kontanter i hele åbningstiden, jf. bekendtgørelse om visse betalingsmodtageres pligt til at modtage betaling med kontanter i hele åbningstiden (BEK nr. 1419 af 30/11/2017).
  • Bankerne skal indgå et sektorsamarbejde, som gør det muligt hhv. at købe og deponere kontanter i en hvilken som helst bank - uanset kundetilhørsforhold, så længe filialen har en kontantkasse, pengeautomat, døgnboks o.l.

Mere end halvdelen af alle kontantbetalinger i fysisk handel foretages i dagligvarebutikkerne

Nationalbankens analyse viser, at næsten 60 procent af alle kontantbetalinger foregår i dagligvarehandlen. Dette underbygger Dansk Erhvervs forslag om alene at fastholde en tvang i dagligvarehandlen og hos visse udbydere af sundhedsydelser, eventuelt alene i dagtimerne. Ved at kræve at dele af dagligvarehandlen - samt visse udbydere af sundhedsydelser, fortsat skal tage imod kontanter bliver ingen borgere efterladt uden mulighed for at kunne klare sig med kontanter. 

Sektorsamarbejde om indbetalinger

Nationalbanken konkluderer i deres analyser, at der synes at være et potentiale for at understøtte adgangen til indbetaling for virksomheder ved at sektoren styrker samarbejdet, således at indskud i stadig større grad kan foretages på tværs af banker.

Den begrænsede adgang til at købe byttepenge - og særligt til at indbetale kontanter,  er en stigende udfordring for særligt de små og mellemstore virksomheder. Der er alene 18 bankfilialer, der har en kassefunktion, og der er ofte langt til næste filial, døgnboks eller ATM med mulighed for at hæve eller indsætte kontanter.

Der er derfor et åbenlyst behov for, at bankerne arbejder sammen om at understøtte adgangen til at købe og indsætte kontanter i pengeinstitutterne.

Læs også

Kontakt

Handel

Henrik Lundgaard Sedenmark

Fagchef for betalinger og detailhandelssikkerhed
Medarbejderprofil