Gemt

Bortvisning på grund af krænkende adfærd var i orden

Dansk Erhverv | Personale | 30. august 2024

Det var berettiget at bortvise en ledende medarbejder, som havde udvist en upassende og krænkende adfærd over for yngre kvindelige kolleger. Dansk Erhverv førte sagen for virksomheden.

Sagen kort
En mandlig leder havde gennem nogle måneder opført sig på en måde, som de yngre kvindelige kolleger følte sig utilpasse ved. Virksomheden blev opmærksom på adfærden ved en personalefest, der førte til en mundtlig påtale, men lederens adfærd fortsatte efterfølgende i dagligdagen.

De kvindelige kolleger modtog bl.a. fotos af lederen, han rørte uopfordret ved kollegerne, og der blev sendt private beskeder med en tone og emoji’s, som kollegerne ikke brød sig om – særligt fordi de kom fra en ledende medarbejder.

Virksomheden gav på den baggrund lederen en skriftlig advarsel med henvisning til virksomhedens personalepolitik for krænkende adfærd, og der blev gjort opmærksom på, at hvis adfærden gentog sig, kunne det få som konsekvens, at lederen ville blive opsagt eller bortvist.

På trods af advarslen fortsatte lederen med at opføre sig upassende. Ved en personalefest kort tid efter rørte han således uopfordret og på en krænkende måde ved en kvindelig kollega, som efterfølgende indberettede hændelsen til den enhed i virksomheden, der håndterer krænkelsessager. På baggrund af henvendelsen besluttede virksomheden at bortvise lederen med henvisning til den skriftlige advarsel.

Rettens begrundelse
Byretten nåede frem til, at bortvisningen var berettiget, da der var givet både en mundtlig påtale og en skriftlig advarsel, og lederen alligevel inden for kort tid fortsatte sin adfærd.

Til trods for at lederens adfærd under sagen ikke fuldt ud kunne dokumenteres skriftligt af virksomheden, fandt retten det på grundlag af vidneforklaringerne det bevist, at lederens adfærd kunne begrunde en bortvisning.

Dansk Erhverv bemærker
Dommen viser, at det stiller en arbejdsgiver bedst muligt i bortvisningssager, hvis arbejdsgiveren har sikret sig dokumentation for den adfærd og de hændelser, der måtte ligge til grund for en bortvisning. I den konkrete sag havde arbejdsgiveren både givet en mundtlig påtale og en skriftlig advarsel, fulgt op på begge dele og endeligt vurderet, at en bortvisning var påkrævet.

Afgørelsen illustrerer desuden, at en advarsel bør indeholde en henvisning til eventuelle interne retningslinjer, der er overtrådt, samt en tydelig anførsel af de ansættelsesretlige konsekvenser i form af opsigelse eller bortvisning ved fortsat overtrædelse af retningslinjerne. 

Dansk Erhverv anbefaler medlemsvirksomhederne at kontakte os, inden der træffes beslutning om bortvisning af en medarbejder.

Nyheden er baseret på Retten i Koldings dom af 10. juli 2024 i sag BS-29445/2023-KOL.

 

 

 

Fik du læst?