Gemt

Nyt overenskomstforlig på det kommunale og regionale område: Se, hvad det betyder for din virksomhed

Dansk Erhverv | Personale | 22. februar 2024

De generelle overenskomstforlig på hhv. det kommunale og det regionale område er nu faldet på plads. Her er de vigtigste pointer for din virksomhed.


De kommunale og regionale parter er, ligesom på det statslige område, blevet enige om et overenskomstforlig for en toårig periode. Forligene sætter de overordnede rammer for løn og ansættelsesvilkår i kommunerne og regionerne i overenskomstperioden og har betydning for de virksomheder, der er forpligtet af eller følger kommunale eller regionale overenskomster, eller som leverer ydelser til kommunerne eller regionerne.

Det overordnede indhold i det kommunale, og regionale forlig

Lønrammerne

Kommunale forlig
Kommunernes forlig har den samme ramme som det statslige forlig på 8,8 %, men fordelingen er anderledes. 5,74 % udmøntes som generelle lønstigninger i 2024 inkl. skøn fra reguleringsordningen. Hertil kommer 0,04 pct. til andre formål som barsel og pension. I 2025 udmøntes 0,77 % inkl. skøn fra reguleringsordningen som generelle lønstigninger. Herudover udmøntes der 0,045 % til andre formål som projekt for lavest lønnede.

Regionale forlig
Regionernes forlig har den samme ramme som det statslige forlig på 8,8 %, men fordelingen er anderledes fra både staten og kommunerne. 5,76 % udmøntes som generelle lønstigninger i 2024 inkl. skøn fra reguleringsordningen. Hertil kommer 0,05 pct. til andre formål som barsel og pension. I 2025 udmøntes 0,77 % inkl. skøn fra reguleringsordningen som generelle lønstigninger. Hertil kommer 0,02 pct. til andre formål som projekt for lavest lønnede.

Desuden er der afsat et historisk højt beløb på 2 % til organisationsmidler, som forhandles med de enkelte faggrupper og udmøntes i både de kommunale og regionale overenskomster pr. 1. april 2025.

Øvrige elementer
Det kommunale og regionale forlig indeholder en række øvrige elementer, herunder navnlig:

  • Grundsatserne for løntrin 11-14 (de lavest lønnede) hæves med 1.924 kr. årligt på det kommunale område, og 2.403 kr. årligt på regionale område. Det omfatter bl.a. ufaglært SOSU-personale, pædagoger og rengøringsassistenter på laveste løntrin.
  • Øget mulighed for at opspare afspadseringstimer af over-/merarbejde og timer fra 6. ferieuge til senere afvikling
  • Visse gruppers ret til seniordage ændres til en ret til seniorbonus, og retten til seniorbonus låses fremover til den til enhver tid gældende folkepensionsalder for de medarbejdergrupper, der er omfattet af trepartsaftalen.
  • 3 ugers ekstra orlov med løn til far/medmor
  • Øget lønret til flerlingeforældre og soloforældre
  • Tillidsrepræsentanten gives mulighed for at mødes med nyansatte i arbejdstiden.
  • Den særlige feriegodtgørelse forhøjes pr. 1. maj 2024 med 0,53 pct. point i det kommunale forlig, og med 0,54 pct. point i det regionale forlig. Samtidig bortfalder storebededags-tillægget
  • Etablering af en udviklingsfond for den danske aftalemodel på både det kommunale og det regionale område
  • Regulering af AKUT-bidraget
  • Særlige regler for natarbejde. Reglerne indeholder blandt andet en anbefaling om, at arbejdet tilrettelægges med så få natskift som muligt og højst tre natskrift i træk. I forhold til gravide medarbejdere, skal arbejdsgiver hurtigst muligt eller senest 14 dage efter kendskab til natarbejderens graviditet sørge for at planlægge arbejdet således, at den gravide kun arbejder én nattevagt om ugen. Dette indebærer, at arbejdsgiveren skal omlægge øvrigt arbejde for en gravid medarbejder til fx dagarbejde. På det kommunale område er dette betinget af en ændring af bekendtgørelsen om arbejdets udførelse.

Det kommunale forlig kan læses på KL’s hjemmeside, og det regionale forlig kan læses på Danske Regioners hjemmeside.

Elementer fra trepartsaftale om løn til offentligt ansatte
Trepartsaftale om løn til offentligt ansatte fordelte i alt 6,8 mia. kr. til kommuner og regioner, og udmøntningen heraf bliver forhandlet sammen med de igangværende organisationsforhandlinger for de enkelte faggrupper.

Midlerne bliver gradvist indfaset fra 2024 og frem, med fuld indfasning i 2026. Midlerne for 2024 bliver forventeligt udmøntet pr. august måned, men med tilbagevirkende kraft fra januar måned i år.

Hvad sker der nu?
I de næste tre ugers tid forhandler parterne videre om de enkelte faggrupper i kommunen og regionerne. Hvis forligene stemmes hjem, træder de i kraft den 1. april 2024.

De markante lønstigninger på det offentlige område rejser spørgsmålet om, hvorvidt kommunerne skal regulere taksterne til private og selvejende leverandører. Det kan du læse mere om her.

Fik du læst?