Dansk Erhverv har vundet en faglig voldgift på Serviceoverenskomstens område, som angik løn for transport til/fra hjemmet og til dagligt skiftende arbejdssteder

En virksomhed var berettiget til at fastsætte et større geografisk område som arbejdssted i ansættelsesbeviset. Virksomheden skulle derfor ikke betale løn for transporttiden til og fra arbejdet, selvom der var tale om dagligt skiftende arbejdsstedsadresser.

Sagen kort
En rengøringsvirksomhed havde ca. 15 medarbejdere ansat til at udføre rengøring på forskellige adresser i Midt- og Nordjylland, fortrinsvis i Aalborg/Nørresundby-området. Virksomhedens kunder bestod i høj grad af byggepladser og boligforeninger, hvor rengøringsbehovet opstod ad hoc, og det var derfor ikke muligt at angive en fast arbejdsstedsadresse i et ansættelsesbevis eller at udarbejde en vagtplan flere uger i forvejen.

I medarbejdernes ansættelsesbevis fremgik det derfor, at de var ansat til at udføre rengøring i 37 timer om ugen fra kl. 7-15 hos virksomhedens kunder i Midt- og Nordjylland, og at de selv skulle sørge for transport i egen bil. Virksomheden havde ikke en forretningsadresse, og medarbejderne skulle derfor køre direkte ud til første kunde og direkte hjem fra sidste kunde. Direktøren fordelte arbejdet således, at medarbejderne så vidt muligt blev sendt ud til adresser, de kendte i forvejen, og som lå så tæt på hjemmet/næste arbejdssted som muligt, og omtrent ved arbejdstids ophør fik medarbejderne en sms om, hvor de skulle møde dagen efter.

Medarbejderne fik løn fra kl. 7-15 og dermed også for transporttiden mellem arbejdsstederne, men de fik ikke løn for transporttiden fra og til hjemmet.

I Serviceoverenskomsten mellem Dansk Erhverv Arbejdsgiver (Danske Service) og 3F Privat Service, Hotel & Restauration fremgår det, at medarbejderen har ret til løn og godtgørelse for transport, når virksomheden kræver transport af medarbejderen til en ikke daglig arbejdsplads, f.eks. til udførelse af engangsopgaver.

Med henvisning hertil rejste 3F krav på løn for transporttid fra hjemmet til første arbejdssted og fra sidste arbejdssted til hjemmet, idet forbundet mente, at der var tale om dagligt skiftende arbejdssteder. 3F mente også, at det var irrelevant, at medarbejderne ofte kom på de samme arbejdsstedsadresser på ugentlig og nogle gange daglig basis.  

Dommerens kendelse
Dommeren fandt ikke grund til at tilsidesætte virksomhedens fastsættelse af Midt- og Nordjylland som arbejdssted i ansættelsesbeviset, og han fandt heller ikke grundlag for at tilsidesætte virksomhedens skøn over størrelsen af det geografiske område.

Dommeren lagde i den forbindelse vægt på, at det grundet arbejdets karakter ikke var muligt at fastsætte konkrete arbejdssteder i ansættelsesbeviset eller i en vagtplan flere uger ude i fremtiden. Det blev endvidere tillagt vægt, at det var en kendt og aftalt forudsætning for medarbejderne ved ansættelsesforholdets etablering, at deres arbejdssted var et geografisk område, og at medarbejderne derfor måtte påregne at blive sendt ud til forskellige adresser i det geografiske område.

Virksomheden blev derfor frifundet.

Dansk Erhverv bemærker
Kendelsen understreger endnu engang udgangspunktet om, at transport til og fra arbejdet står for medarbejderens egen regning, og den er således i tråd med tidligere afgørelser herom både inden for overenskomstens område, men også generelt på det danske arbejdsmarked.

Dansk Erhverv anbefaler, at angivelse af arbejdsstedet i ansættelsesbeviset konkretiseres mest muligt. Om arbejdsstedet kan angives som et geografisk område som i ovennævnte sag, beror på en konkret vurdering. Dansk Erhverv anbefaler derfor medlemmer at søge rådgivning for en afklaring af arbejdssted, hvis der er tale om skiftende arbejdssteder.

Nyheden er skrevet på baggrund af kendelse af 25. juni 2025 i faglig voldgift FV2022.1024.