Virksomheder skal have gode betingelser for at skabe ansvarlige og bæredygtige forretningsmodeller, og forældet lovgivning må ikke sætte en unødig stopper for innovation.
Dansk Erhverv ønsker at være med til at skabe gode forudsætninger for, at forbrugerne kan vælge imellem et bredt udvalg af fødevarer, herunder også flere plantebaserede fødevarer. I den forbindelse bakker vi op om De officielle Kostråd, som en rettesnor for en sund og klimavenlig kost, og hvor hovedbudskabet er "Spis planterigt, varieret og ikke for meget".
Vi støtter fuldt ud op om det nationale klimamærke for fødevarer, og udviklingen af en officiel klimadatabase for fødevarer. Vi ser gerne, at klimamærket og -databasen er udviklet og klar til lancering i løbet af 2026. Læs Dansk Erhvervs policy paper om klimamærke for fødevarer samt agendaen "Mere turbo på det statskontrollerede klimamærke og klimadata for fødevarer".
Dansk Erhverv deltager aktivt i kampen mod madspild, og vi arbejder for at fjerne unødvendige barrierer for virksomhedernes arbejde med at mindske madspild. Læs Dansk Erhvervs policy paper om madspild samt agendaen "Mindre madspild".
Dansk Erhverv er aktivt engageret i Dansk Alliance for Ansvarlig Soja og Dansk Alliance for Ansvarlig Palmeolie, der er faciliteret af Etisk Handel Danmark (EHD). Læs Dansk Erhvervs policy paper om skovrydning samt agendaen "Skovrydningsfri værdikæder/produkter".
Dansk Erhverv bakker som udgangspunkt op om en forebyggelsesindsats målrettet børn og unges indtag af alkohol, tobak og nikotinprodukter. Det er dog ikke en indsats, der kan bæres af dagligvarehandlen alene - tværtimod er der brug for en bred indsats fra mange forskellige aktører, hvis der skal skabes reelle og varige adfærdsændringer.